Besøg i KZ lejr - fordrer ydmyghed

Som barn i 60'erne blev jeg opfødt med skolefortællinger om de tabre danske frihedskæmpere under besættelsen. Det var f.eks. fortællingen om en gruppe gymnasieelever i Ålborg: Drengene fra Sankt Petri, som Søren Kragh-Jacobsen langt senere i 1991 forevigede i en film.

Det var også historien om de danske jøder, der blev hjulpet til Sverige, - og slet ikke en fortælling om, at der stort set var lige så mange danskere, der kæmpede for tyskerne på østfronten, som der var danskere, der hjalp os med at redde æren ved at være modstandsfolk.

Men om danskerne var heltmodige eller nej er i den store sammenhæng ikke længere vigtigt. Det er langt vigtigere at tænke over, hvad læren af det hele egentligt går ud på. Første gang jeg så en KZ-lejr var Sacksenhausen den 7. august 1980 sidste gang var for godt en uge siden her i april 2006.

Jeg havde i 1979 læst 3 erindringsbøger af den tidligere folkeketingsmand Martin Nielsen, der blev sendt til Stutthof under krigen. På http://befrielsen1945.emu.dk. kan man læse et 6 siders uddrag fra en af bøgerne. Bøgerne selv fås antikvarisk. Senere har jeg læst adskillige andre erindringsbøger af både politisk og religiøst funderede modstandere af nazismen, og alment forfulgte, som f.eks. jøderne.

Sachsenhausen var virkeligt uhyggeligt. Det øverste billede er derfra.

De øvrige KZ-besøg har været når jeg sammen med danske skoleelever har set Therezinstadt på ture til Prag i Tjekkiet. Her på et billede for nogle år siden, og nederst et billede fra den 18. april i år.

Vi har i lærergruppen oftest opdelt eleverne i mindre hold, for at kunne skaffe den bedste mulighed for at eleverne hæfter sig ved alvoren ved besøget.

Men hvori består så det væsentlige, - det er min påstand, at det handler om, at man funderer over, hvor langt undertrykkelsen af den anderledes tænkende, samt race- eller religionsbetinget had kan bringe os ud som mennesker, hvis vi ikke siger fra i tide.

Her er det meget vigtigt, at vi ikke personificerer nazismen snævert med udryddelse af jøder. Det handlede også om politiske modstandere, om evnesvage, om homoseksuelle, om Jehovas Vidner, om sigøjnere (romaer) - og m.h.t. russere og flere andre slaviske folkeslag gik det også hårdt for sig.

Det skal perspektiveres, hvis vi vil vise historien den fornødne ydmyghed - og faktisk er villige til at lære deraf.

Malplaceret graffiti på fordøren

I 1984 fik jeg for første gang personlig kontakt til flygtninge her i Skive. Det var flygtninge fra Iran. Min kone Ulla underviste en tid de nytilkomne i dansk, først voksne i et projekt under Dansk Flygtningehjælp og senere børn i en kommunal modtageklasse.

De iranske flygtninge omfattede, som jeg husker det, 3 hovedgrupper:

Veluddannede politisk tænkende mennesker, der var forfulgte af Khomenis præstestyre i deres hjemland.

Sønner af familier, der havde hjulpet dem ud af Iran, for at de kunne undgå at blive kanonføde i krigen Iran/Irak.

Folk fra det forfulgte kurdiske mindretal, der ofte havde en svagere skolemæssig baggrund, nogle var analfabeter.

Enkelte fra den første gruppe kom til at indgå i vores personlige vennekreds. Det to jeg husker bedst er Ziba og Abbas. Abbas var omtrent jævnaldrende med mig, Ziba, der var 19 år, var omkring 10 år yngre.

De boede Dalgas Alle 13, her i Skive, - et af byens blokbyggerier. På et tidspunkt havde der været nyheder om forholdene hjemme i Iran i dansk TV. Det havde åbenbart tændt flammen hos en eller anden dansk "redneck". Det ytrede sig ved, at Ziba og Abbas, der selv var flygtet fra styret, måtte se deres fordør overmalet med graffitilignende anti-Khomeni-slagord.

Det var omtrent ligeså begavet, som hvis danskere i 30'erne have ment at politiske flygtninge fra Tyskland var nazister, eller hvis Ungarn-flygtningene i 1956 var blevet stillet til ansvar for deres støtte til Sovjetunionen.

Abbas havde en universitetsuddannelse med hjemmefra indenfor film. Ziba gennemførte HF, mens hun boede her i byen.

Da de flyttede fra byen tog de til Odense, - fordi det gav dem de bedste videreuddannelsesmuligheder.

Om Ziba har jeg bemærket, at hun i 2002 afsluttede den lægevidenskabelige kandidatuddannelse ved Odense Universitet. Men hun er også et aktivt menneske på anden vis, da hun omtrent samtidigt var jury-medlem ved Odenses Internationale Film Festival i august 2002.

Som hendes personlige valg pegede hun på en kortfilm af tyskeren Nils Loof: Wahlverwandtschaften

Forud for det, har hun bl.a. arbejdet for Røde Kors på Fyn. Efter endt lægeuddannelse fik hun job på hospitalet i Nyborg.

Abbas optræder senest som jobkonsulent ved Frederikssund Kommune. Abbas var formand for den iranske forening 1997 - 1999, og igen fra 2002.

Hos en anden blogger, findes der et interview med Abbas Moaddab om iranere og integration. Det er en meget flot artikel, - hvis man ønsker en flygtnings reflektioner over oplevelser og vurderinger på baggrund af godt 20 års ophold i Danmark.

At Abbas oprindeligt er filmmand kan man også se. I 2003 deltog han i VideoMarathon, som er en årlig tilbagevendende nordisk filmkonkurrence med dokumentarfilm. Hans film viser en mor med sit nyfødte barn, først lydløst, derefter med moderen der filosoferer over intolerancen og til sidst slutter med: "May be he will turn out to be a hippie, there will make at difference in this world".

En dejlig pointe. Abbas havde arbejdet politisk imod Shahstyret før 1980. Han havde håbet på noget bedre, da det blev væltet, - end det, at det ene diktatur blev afløst af et andet. Han måtte derfor flygte fra præstestyret, - men som citatet fra filmen viser, - så er håbet og retningen fortsat positiv.

Spøjs regeringsembedsmand fra slovensk lilleputnation

Omstillingerne i Østeuropa giver sig nogen steder nogle pudsige udslag. Gennem arbejdet i IUT (The International Union of Tenants) har jeg tre gange haft fornøjelsen af at udveksle indtryk med Mateja, som i en periode var generalsekretær for primiereministeren i Slovenien.

Billedet er fra et møde hos et boligselskab i Amsterdam i juni 2005, hvor Mateja vinker til fotografen.

Det spøjse ved Mateja er, at hun arbejdede for en højrefløjsledet regering. Hun er jurist, og har i forhold til slovenske forhold et ualmindeligt velfungerende engelsk.

Det er mit indtryk, at netop dette gav hende stor professionel frihed til at være autentisk som person. For samtidigt med at være topembedsmand, - kunne hun også arbejde som frivillig hos en beskeden lejerorganisation i hovedstaden Ljubljana.

Med det udgangspunkt analyserede hun ikke kun situationen for lejerne i Slovenien, men også i mange andre østeuropæiske lande, hvor omvæltningerne også har bragt ubehageligheder med sig, særligt for de uformuende.

Når vi talte om det, der var sket med Jugoslavien, var det befriende, at det ikke handlede om de tabre kroater og de onde serbere, og de sydslaviske folk, der ikke kunne styre sig modsat os andre. Ingen tvivl om, at Slovenien var sluppet bedst ud af det - og på mange måder er Slovenien et lille sødt land.

Om ikke andet, så er det mit indtryk fra samtalerne.

Men Mateja synes også befriet over, at kunne udveksle en viden om, at det ikke behøvede at være gået, som det gik. At tingene ikke kunne gøres op i sort og hvidt.

Hun synes selv, at hun alt for tit mødte fordomme i den udenforståendes vurdering af, hvad der skete, - og hvorfor det skete, - da store dele af Jugoslavien pludselig forvandledes til et ret ubehageligt sted i Europa.

Fuld forretningsmand bad kone trykke på speederen

Som ung tog jeg nogle gange turen på tommelfinger. Det længste lift var fra Højslev og næsten helt til Hillerød. Men udover det var det på anden vis også mindeværdigt.

Jeg forlod, dengang som 22 årig, Skive torsdag den 13. juli 1978. Først kom jeg op at køre med en landbokone. Det blev kun til en kort tur ud til Højslev ca. 5 km. fra Skive.

Der kom jeg op at køre med en "ung driftig industrimand" og hans kone. Jeg noterede mig, at bilen havde en max. ydelse på 260 km/t. Der var biltelefon, dengang noget ganske særligt, og manden sad på passagersædet foran med en flaske Ballentines Whiskey.

De skulle via Grenaa-Hundested til Hillerød. Jeg bestemte mig derfor for at tage den vej til København.

Signalementet af manden var, at han arbejdede med aluminiumsbeklædning. F.eks. på offentlige instutioner, sygehuse, Danfoss, Industriens Hus, Herlev Hospital o.m.a., - jeg fik det alt sammen at vide.

Halvfuld, drak lidt af whiskyen ind imellem, firmaet beskræftigede ca. 20 omrejsende montører, - hvor årslønningerne var fra 150.000 - 200.000. Han fortalte om forretningsforbindelser i Schweiz, Tyskland, Holland m.fl. Og så havde de licens i hele Skandinavien, - og eksporterede til Mellemøsten.

Han fandt formodentligt tilfredsstillelse i at kunne udtrykke sine værdier samtidigt med, at han vedvarende bad konen trykke på speederen til hastigheder omkring de 140 km/t. Østeuropa blev nedsættende benævnt som "arbejderparadiset" og på et tidspunkt lød det: "Jeg har nu aldrig kunnet fordrage gravide kvinder med lange bukser på".

6 km. udenfor Hillerød blev jeg sat af. Derefter kom jeg op at køre med et unge fyre i et folkevognsrugbrød. Det var på vej ind til Hillerød for at hente en motor. Her var snakken en anden, det var øl fremfor Ballentines.

"Bryggerierne kan altså ikke bare lukke, og så holde ferie i tre uger", lød det fra den ene. "Nej, er du helt tosset, så vil Danmark gå helt argurk. Danskerne vil ha øl". De kørte mig ned til stationen, og derefter noterede jeg mig oplevelserne, mens jeg sad i S-toget ind mod København.

Hvor går det dog hurtigt

På disse sider skriver jeg om den store verden, - men hvor er det gået ufatteligt hurtigt.

Her på billedet er jeg omkring de 10 år. Det er mig til venstre - med min mindste søster nedenfor og min onkel Harald ovenfor ved siden af moster Ellen. Min mellemste søster står i midten med min kusine Eva til højre for sig.

Yderst til højre står min far, og manden der forsvinder ovenud af billedet er min morfar Thorvald. Den ældre udseende kone midt i billedet er min mormor Dagny. Trods indtrykket på billedet er hun her endnu ikke rundet de 55 år.

Dagny kom fra meget trange kår, - 13 børn havde der været. Flere var døde af tuberkulose som børn, andre havde været meget syge. Selv fik hun lungekræft - uden nogensinde at have været ryger - først ramte det den ene lunge og 10 år efter den anden. Igennem de mange år trådte hun jævnligt ind og ude af hospitaler.

Det var fattigdommen der bed fra sig.

Mit eget liv som 10 årig. Jo der var langt til byen. Vi havde ikke bil. Det havde onkel Harald. Vi havde ikke telefon, fjernsynet kom først 3 år senere, bilen lidt senere, sammen med at min mor begyndte at arbejde udenfor hjemmet.

3 år før dette billede havde mine forældre solgt hesten - og i stedet anskaffet sig en lille grå Ferguson.

Jo det ligger dybt i mig, at jeg er husmandsdreng. Men jeg synes, at oplevelsen af den meget snævre og beskedne verden, som jeg startede ud med at kende, gør at jeg bedre ser paralellerne i de livssituationer, som findes for mange derude i de store verden.

En høflighed, iver og målrettethed, som er os uvandt

Jeg stødte gennem mit skolearbejde i 2002 på de 3 elever her, en pige, hendes bror og en anden ung mand. De er alle kommet til Danmark som flygtninge fra Irak.

Pigen var den yngste, - dengang 16 år. Hendes første spørgsmål til mig var spørgsmål om min familie og mine børn. Meget høflige spørgsmål, som for at vise, - at man viser interesse og er høflig. Som oftest rent uvandt som indgangsbøn, når man støder på en dansk teenager - tænkte jeg.

Hende og broderen havde på det tidspunkt været i Danmark et par år.

På billedet er de i fuld sving i køkkenet under en lejrtur. Særligt de to drenge havde besluttet sig for, at nu skulle der ske noget - og nu ville de vise de danske elever, at de kunne lave pizzaer - og det kunne de og med en eventyrlig effektivitet.

Hun var utålmodig uddannelsesmæssigt - der skulle ske noget, og da hun i sommerferien 2003 kunne se frem til nogle ugers lediggang skaffede hun sig på eget initiativ en praktikplads på apoteket i Nykøbing Mors.

Hun har senere været på VUC for at forbedre sit grundlag yderligere, og her til morgen kunne jeg glæde mig over at hilse på hende, da hun var på vej ind på Skive Gymnasium og HF.

Hun er nu startet på 1. HF, og jeg kan ud fra gymnasiets hjemmeside se, at deres dansklærer i går onsdag gav dem et oplæg om, hvordan barokken udvikler sig ud fra renæssancen.

Barsebäck demonstration i 1977

Det var faktisk først, da jeg begyndte at på skrive dette, at jeg opdagede, at det svenske atomkraftværk Barsebäck faktisk startede op i 1977. Selv var jeg 21 år, og fulgte vennerne til en demonstration mod det nystartede værk. Som unge i enhver tid med et ønske om at gøre en forskel og ændre verden.

Vi tog med bus til Grenaa og videre med færgen til Varberg i Sverige. Vi dansede kædedans på agterdækket på færgen. Der er noget særligt ved at mødes og være sammen om en fælles sag.

Blandt de nærmeste venner dengang var Steen og Connie (billedet). De eksperimenterede med at slå sig ned som andelsbønder, og havde sammen med et andet par købt en gård i Nordsalling. Steen er senere blevet kendt på at bygge halmhuse.

Se Steen i en TV-udsendelse fra Friland ved Rønde på Djursland: Tina og Steen.

Mit syn på A-kraften er i dag mere nuanceret, vi har jo også drivhuseffekten at tænke på. Men det der startede som aktivisme i kølvandet af oliekrisen tidligere i 70'erne, har medvirket til, at Danmark står stærkt f.eks. med hensyn til vindmølleindustri.

Mon ikke der er en virksomhed eller flere, som hvis de tænker sig om kan takke de "maskinstormere" - f.eks. som os, der gik ud på landvejen mod et nyopført A-kraftværk, for at deres forretningsområde udviklede sig.

Vi bør også glæde os over, at grænserne fortsat udfordres. Derfor er Steens interesse for halmhuse herlig, - nogen skal altid skille sig ud, hvis Verden skal bevæges.

Men det handler mest om at udvikle teknologier - der rækker udover de fossile brændstoffer, uden at skulle gribe til andre farefulde løsninger, som f.eks. øget brug af A-kraft. Det er dejligt, at der er virksomheder, som f.eks. det lokale Dantherm her i Skive, der udforsker mulighederne i brintteknologi.


Vi holder her hvil på vejen frem imod Barsebäck.

Første møde med palestinensere

Der er noget meget væsentligt, der er gået i glemmebogen i vores historiske viden, når vi skal prøve at forstå den fundamentalisme, som vi i dag forbinder med dele af den islamiske verden.

Jeg tænker på det, at mange folkeslag tidligere har søgt at opnå frigørelsen af mere verslig vej. Det kendetegnede verden, da den delte sig i øst og vest. Når kravet om frigørelse i dag forbindes med det religiøse, ser jeg det som et udtryk for manglen på andre alternativer.

Der savnes håb om andre muligheder. Det siges ikke med ønsker om at bringe fortiden tilbage, men med fokus på, at vi skal give mennesker muligheder for kan finde håb, hvis religiøs forbundet ekstremisme skal elimineres.

En god bog, der tager fat på dette er Tariq Ali’s bog: Fundamentalismernes sammenstød - Korstog, Jihad og Modernitet

Jeg møde første gang det Israelsk-Palestinænsiske problem "live", da jeg mødte en gruppe palestinensiske flygtningebørn fra Libanon i en pionerlejr i DDR i 1980.

3 af børnene fortalte os danskere om israelske bombardementer i Libanon. På et spørgsmål om, hvad det betød, replicerede en 12 årig pige - at det gik ud over skolegangen, når de skulle bruge al tiden i beskyttelsesrum.

Det svar husker jeg, - også uden noter. Vi danskere forventede selvfølgeligt beskrivelser af grusomheder, lemlestelser mv., - men i stedet fik vi indblik i, at terror og ufred for andre var så meget hverdag, at det snarere var normalitetet.

Det er ikke til at vide, måske bor den 12 årige pige nu i Danmark som flygtning, eller måske var hun en af dem, der døde under massakrene i Shabra og Shatila i 1982.

Det var denne massakre, der satte sig så store spor hos journalisten Jørgen Flindt Pedersen, at han karrieremæssigt så tydeligt har valgt efter hjertet fremfor prestigen.

Bøger af Jørgen Flindt Pedersen:
Brylluppet i Ramallah - Blandt de besatte palæstinensere i Gaza og på Vestbredden
Drengene fra Vollsmose - Rapport fra et år i en bydel i Danmark

Jeg fik dengang i 1980 at vide, at jeg ikke måtte offentligtgøre billedet her i en avis eller lignende. Det var nemlig før set, at den israelske efterretningstjeneste havde givet oplysninger fra læsning af tyske aviser videre til falangister i Libanon, som derefter havde dræbt børn, som havde været på besøg i DDR.

Sådan fungerer terror jo, som en af de voksne palestinensere konstaterede. Og sådan fungerer terror jo netop - begge veje.

Stod i Berlin, - kendte ikke til øst og vest

Mit første besøg i Berlin var i juli 1980. Jeg ankom til byen fra den østlige side.

Jeg husker, at vi besøgte den store mindepark for de faldne sovjetiske soldater under kampene om Berlin i 1945. Det siges, at der lå ca. 100.000 begravet. De mange døde skyldes sikkert lige dele tysk stædighed mod at give op og sovjetisk iver om at opnå en propagandasejr ved at indtage Berlin.

På et tidspunkt står jeg oppe i TV-tårnet i Østberlin sammen med en 14 årig datter af en Københavnsk fagforeningsmand, der dengang var kendt for markante røde positioner.

Pludseligt går det op for mig, at hun ikke vidste, at Berlin var en delt by - at der dengang var et Nato og en Warszawapagt, der stor fjentligt overfor hinanden. Og at der gik en mur gennem byen. Oplevelsen bekræftede hvor forskelligt familier fungerer.

Hos nogen overleveres interesser for kultur, politik, idræt og meget andet fra forældre til børn. Hos andre kommer forældrenes eget liv så meget foran, at kæden falder af.

Så der stod jeg - og skulle fortælle en 14 årig dansk pige, der stod i TV-tårnet i Berlin i 1980, at Berlin og Tyskland var delt i to. (Billedet er taget ved et langt senere besøg i byen i november 2003)

8 timers kørsel fra Wounded Knee 1973

Sidste i februar 1973 besatte aktivister fra AIM (America Indian Movement) landsbyen Wounded Knee i Pine Rigde reservatet i South Dakota. Stedet er historisk (1890 massakren), - det var uden tvivl derfor det var valgt til aktionen.

Det lå i et indianerreservat, men trods det blev landsbyen omringet af paramilitærer FBI enheder i pansrede mandskabsvogne.

AIM arbejdede for at højde indianernes stolthed, får dem til ikke at bøje nakken og acceptere elendigheden. En elendighed der bl.a. omfattede racistisk nedrakning, stor arbejdsløshed og et udbredt misbrug.

De var derfor også i oposition imod "hvide indianere", der mest administrerede tillidsposter i reservaterne på de hvides vegne.

For mig selv som en 16 årig ung indianerromantiker, var det underligt at befinde mig kun 8 timers bilkørsel væk i en mindre by i Minnesota, hvor der lige ude for byporten også var placeret et mindre Dakota-reservat (Se bladet på billedet).

Jeg huser, at jeg var så heldig at have en meget progressiv ung lærer i faget "Social Science", hvor vi havde mange gode debatter om det der foregik.

Jeg klippede også ivrigt i aviserne, her er et mindre klip fra en artikel, der udemærket giver udtryk for de stærke følelser begivenhederne vækkede:

The confrontation at Wounded Knee has been mentally painful for Enos Poor Bear.
He doesn’t believe in all the violence - the shooting and the malicious damage --- nor in the talk about killing the “pigs” or dying heroically in a fight with the federal officers.

Poor Bear, after all, has been a responsible leader on the Pine Ridge Reservation, both as tribal president and as a member of the tribal council. He is a loyal American who still suffers from wounds he got in World War II.
But his 21-years-old son got shot at Wounded Knee. Shot by the federal offices who surrounded the town after it was taken over by the militant Indians.

“It ain’t right,” said Poor Bear. “My boy was a paratrooper in Vietnam and he got a purple heart fighting for his country. Now federal marshals have shot him. I tell you, it ain’t right.”

“In 1890, the blue coats shot down our people here, and they gave 18 of the soldiers the Congressional Medal of Honor for shooting mostly children and women, some of them pregnant. If them soldiers got medals then my boy ought to get a Medal of Honor, too, for getting shot here.”

Hjemve uden e-mail og telefon

Jeg har i de senere år mødt både danske og udenlandske unge, der har deltaget i udveksling. Mange ting er tilsvarende mine egne oplevelser, men kommunikationsmulighederne i dag er væsentligt forskellige.

Der var virkeligt langt hjem, når der ikke var e-mail og telefon til rådighed. Jeg tror, at jeg talte med mine forældre i telefon en enkelt gang i løbet af det år, hvor jeg som 16 årig boede i USA i 1972 - 1973.

Det var ikke lutter lagkage hos den første familie. Det var en strengt patriakalsk familie af tysk-katolsk afstamning.

Forældrene hed Bernard og Myrida. Sønnen Steven, der angiveligt skulle være min amerikanske "bror" var ikke til at slå et ord af - der hang en byrde over ham, som pigerne var fri for - han blev ikke spurgt om han skulle overtage farmen, "når han blev stor". Det var et moralsk krav.

Jeg tror det tyngede ham umådeligt meget.

Jeg var mine egne forældre hjemme i Danmark taknemmelige for, at jeg havde fået muligheden for at rejse ud, så jeg turde knapt fortælle dem, at jeg ikke trivedes. Først i december, ca. 5 måneder henne, fik jeg på en meget ydmyg måde luftet mine frustrationer i et brev hjemad:

"Kære far og mor

Jeg har haft en hård tid de sidste to uger, men det er begyndt at gå over nu. Jeg har haft mange problemer at slås med under opholdet her. Jeg kan liste nogle af grundene til dem:

De satte mig til at køre lastbil

Steven er ikke en type, der taler meget, han taler næsten ikke. Det gælder ikke kun overfor mig, men overfor alle.

Steve kan ikke lide at tage til byen til sportskampe, ... og uden ham, har jeg ikke nogen transport (der er 15 kilometer).

Der er meget arbejde og hele tiden før skolen begyndte (Bem: hele august måned) var der kun arbejde hver dag fra 7.00 - 19.00.

Når jeg snakkede med Bernard kunne han aldrig give et klart svar, jeg forstod.

Myrinda snakker ikke så meget. Hun er næsten som Steven.

I kan se, at der har været meget at slås med hele tiden, men det størte problem var ikke det sproglige, men at forstå meningen med ting.

....................."

Herefter fortsætter brevet med en længere defensiv forklaring på, at nu skal jeg nok opføre mig ordentligt, og indrette mig på familiens krav, - for det lærer jeg jo også noget af.

Jeg var virkelig bange og følte mig forladt. Og det måtte ikke blive et nederlag, og det værste var at blive sendt hjem.

Brevet ændrede ikke noget i første omgang, men mine forældre tog et initativ - trods mangel på engelskkundskaber. Det betød, at Woelfel-familien i Minnesota, hvorfor min familie sommeren før have haft besøg af af deres datter Jeanette som udvekslingsstudent, begyndte at blande sig.

Jeg kendte ikke til det, der foregik, og der gik også lang tid endnu - men i februar 1973 kunne jeg pludselig flytte til Minnesota - og fik derefter betydeligt flere positive oplevelser med fra mit ophold til USA:

Nej til Bush, - men stadig patriot

Uanset hvad vi mener om dansk deltagelse i besættelsen af Irak, så håber ingen, at danske soldater dør - eller at de bringer landet i vanære ved en grov optræden.

Denne dobbelthed indeholder amerikanerne i langt højere grad. Da jeg i sommeren 2004 besøgte Minnesota, inviterede jeg "min amerikanske søster", Jeanette, til Europa. Klart nok, så er hun ikke min rigtige søster, - men vi betrager hinanden som så - fra dengang i foråret 1973, hvor jeg boede hos hendes familie i Minnesota.

Jeanette har tyske aner. Ja faktisk havde hun lidt tysk i børneskolen, da det stadig blev tilbudt i skolen i den lille by, hvor hun voksede op. Hun husker også en bedstemor, der talte mere tysk end engelsk.

Under besøget i Europa ønskede hun at se Tyskland. Derfor tog hun, jeg og min yngste søn Niels på tur til Berlin nogle dage i efterårsferien oktober 2004.

Vi boede billigt på hotel i Vestberlin. Jeg havde hørt om stedet gennem Jessica, en fuldt dansketalende tysker fra Flensborg, der fungerer som lærer her i Skive.

Berlin er historisk på så mange måder. For Jeanette var det klart nok, - at den også skulle opleves, som det sted, hvor Kennedy havde forsvaret byens vestlige del med ordene "Ich bin ein Berliner".

På billedet ses hun ved "Checkpoint Charlie", den grænseovergang, som amerikanerne administrerede under den kolde krig.

Jeanette har ikke meget at takke Bush for. Familien har lidt under, at hendes mand, der tidligere kunne arbejde som højkvalificeret svejser med opbygning af kraftværker, i de seneste år kun har kunnet finde midlertidige jobs med reperation af kraftværker.

Hendes søn søgte ind til flåden, men blev ikke optaget. Hvorfor, - for at skaffe sig en faglig uddannelse, som han nu må søge at skaffe sig andetsteds. Det er alment kendt, at mange unge amerikanere søger ind til militæret - ikke med et ønske om at slås, men blot for at få en bedre chance i livet.

For Jeanette var det lettelse, at sønnen prøvede at komme ind i flåden. Mange forældre frygter med rette, hvad der kan ske, hvis deres søn kommer ind i kampstyrkerne.

Jeanette kalder Bush en løgner, der narrede amerikanerne ind i krigen i Irak. Hun personificerer det, som vi ville kalde "lower middle class", men er stadig stolt og patriotisk.

Kurdisk skolefrøken med lerklinet koloniengelsk

For nogle år siden oplevede jeg som lejerrepræsentant i det lokale beboerklagenævn et besynderligt eksempel på kultursammenstød.

En enlig ældre ugift kurdisk flygtning boede til leje hos et boligselskab. Selskabet klagede over, at hun gjorde skade på lejligheden.

Da vi mødte op hos hende, mødte vi en højst kultiveret og meget belæst ældre lærerinde, der talte et tydeligt engelsk. Men samtidigt et engelsk, der gav den lyttende associationer til et engelsk, som det måske har lydt i kolonitiden.

Det var som at høre toner fra en fjern tid.

Hun havde levet det meste af sit liv i den del af "Kurdistan", som ligger Iran, og var på en eller anden vis kommet til Danmark som flygtning i kølvandet på Irak-Iran-krigen og/eller undertrykkelsen af kurderne i Iran.

For at vi kunne få adgang, havde hun tilkaldt en mandlig slægtning, for det sømmede sig ikke for en enlig dame at have besøg af fremmede mænd i sit hjem. Og det viste sig også, at boligselskabets vicevært aldrig havde været indenfor, - man kunne ane, at sagen måske var rejst af fornærmelse over dette.

Det var ikke sådant, at hun bar slør, - erfaringsmæssigt er det ikke så udbredt blandt kurderne som flere af de andre mellemøstlige flygtningegruper.

Den kurdiske lærerinde havde mange bøger, heraf også mange på engelsk, på hylderne. En kort snak herom indgød os alle respekt.

Det der var problemet, var at hun brugte for store mængder vand til rengøring, - og hun ønskede netop at holde sit hjem rent. Man vandet fik i for stort omfang lov til at ligge uden at blive tørret op.

Det viste sig, at hun trods sin position i landsbyen hjemme i Kurdistan havde boet med lerklinet gulv, - og derfor ikke have erfaringer med træparketgulve.

Hun havde på det tidspunkt vi traf hende boet adskillige år i Danmark, men kunne samtidigt fortælle, at der aldrig havde været nogen forbi, der havde givet hende bare den mindste vejledning i, hvordan hun skulle takle det huslige i den lejlighed, som hun boede i.

Vi var i beboerklagenævnet helt klart af den opfattelse, at det handlede om lidt assistance med vejledning omkring rengøring - ikke udsmidning. Hvis ellers Boligselskabet ville opføre sig kultiverede og anvarlige.

Det var ikke en flytning, der gjorde fortræd, - men en danskhed, der ikke mærkede ordentlig efter, hvad den stod overfor.

Når talen flyder, - om krig, fred, indianere og protest

Terri og jeg talte om Irak-krigen og blandede det med Dakota-indianernes opstand i 1852, da vi kørte forbi to monumenter på vejen fra Minneapolis mod Redwood Falls den 28. juni 2004. det ene et monument for en hvid, der blev slagtet og det andet for de indianere, der døde.

De fleste vil kunne genkende, hvordan en længere samtale med en bekendt fra gamle dage flyder fra emne til emne.

Jeg vurderer Terri til at være en liberal, intellektuel ”upperclass-like” amerikaner. Klart i opposition til Bush-styrets kurs. Hun vurderer ikke sig selv til at være overklasse, men blot almindelig. Terri var en af mine Classmates fra 1973, men hun havde dertil et par år senere være på ½ års ophold på et kursus for amerikanske universitetsstuderende i tilknytning til Ålborg Universitet.

Terri synes, at det havde været naturligt, at Danmark havde sendt tropper til Irak lige efter den amerikanske invasions afslutning, men hun fattede ikke en lyd af, hvorfor det forlød, at Danmark vil sende flere på et tidspunkt, hvor andre som f.eks. Spanien trak deres hjem. Det var hendes kommentar til at Anders Fogh Rasmussen i den amerikanske presse var citeret for, at Danmark ville sende flere tropper. Et citat, der naturligvis fandt i god jord hos Bush, når han skulle lappe på image på hjemmefronten.

M.h.t. indianerne, er Terri ret bramfri: ”We killed the Indians”. Men ganske som jeg selv, har hun en romantisk sympati netop for indianerne. Derfor var vi senere på ugen også på besøg på et historiske arkiv i Minneapolis, hvor jeg fik et kort kik på faktiske arkivalier, hvor overlevende farmere havde givet øjenvidneforklaringer på dels indianernes drab på hvide og senere den offentlige hængning af 39 indianere, der havde deltaget i opstanden. En henrettelse, der samlede mange tilskuere fra nær og fjern.

Faktiske arkivalier er ikke at være der – dengang det skete i fortiden, men det er at være langt tættere på, end en historiebog skrevet i vores egen tid.

Kendskab til historien er et magtfuld redskab. Det kan misbruges til nationalromantik, men positivt kan det også gøre os ydmyge - ved at lære af fortidens grusomheder og fejl, minsker vi risikoen for at de "genudsendes".

Det er i særdeleshed vigtigt at mange flere får større forståelse af de problemfelter der ligger i, når forskelligeartede kulturer mødes.

Terri viste mig også Minnehaha vandfaldet i Minneapolis, som i 1998 – 1999 havde været midtpunktet i et større opgør. På den ene side stod miljøinteresser og beskyttelse af et naturområde, der var helligt for Mendota Mdewakanton Dakota. På den anden side et ønske om at bygge en ny motorvej, highway 55, til at servicere trafikken ind mod Minneapolis.

På et tidspunkt mellem jul og nytår 1998, gik over 800 betjente ind i området for at fjerne 25 indianere, der havde forskanset sig i træerne i området.

Noget mere dramatisk end da en gruppe aktivister, der kaldte sig midtjyder mod motorveje sad i et træ ved Silkeborg.

Begivenheden er skildret i en vise af den amerikanske protestsanger David Rovics: Morning at the Minnehaha Free State

Niece exchange student i Michigan

I 1998 - 1999 var min niece Lea på et års ophold som exchangestudent i Michigan, USA. Jeg benyttede mig af muligheden or at kommunikere på engelsk. Lea er nu i 2006 i gang med en uddannelse indenfor fysioterapi i København.

I forhold til at forstå at verden udenfor er tættere på, end de snævre nationalromantikerere forstår, så er dette guld værd, at danske unge kommer udenfor landets grænser i andre sammenhænge end som turister eller på jagt efter billige øl og cigaretter.

Her et klip fra mit brev til Lea den 3. oktober 1998:

"From your letter I recognize from my own stay being part of an international community of exchange students from different places in the world. I was very found of an sweet girl, Merisa from Brazil, and I admired Chris being an white South African from a liberal family, who had an older brother, who was banded from university for agitating for letting blacks attend South African universities along with white students.

Glad to hear, that you like to learn about American history. I did to, thou the way of teaching was very old fashion, - in North Dakota I had the football coach as history teacher, - and he sure was better at coaching football than teaching.

Right now I’m using my time mostly on working for the continuation of our 10th grade school in Skive. I enclose and newspaper article, that describes the problem.

Svend, now an 8th grader, is at a swimming contest in Thisted this weekend, and in the fall-vacation he’s going on training camp with the swimming club to the Chezh Republic. It is his first trip abroad without his parents.

Ulla is participating in a weekend seminar in Hals in this weekend, and in the following week, she is going away to a teachers training course.

On Friday, the 8th of October we’re going to Hanne and Jens in Nr. Søby, to dine with your family to, when we’re celebrating my fathers 75th birthday.

As you can se, like your parents, we’re busy as usual."

Returnee-netværk førte til fransk middag i Versailles

Efter hjemkomsten fra USA i 1973 indgik jeg i et fællesskab af ”returnees”, der var tilknyttet organisationen Youth for Understanding. Og hjemme på husmandsstedet i Salling var familien værtsfamilie for unge amerikanere i flere omgange.

I sommeren 1974 var det Judy fra Seattle, Oregon. For hende var et husmandssted i Vestjylland, formodentligt et underligt sted at befinde sig, men til gengæld viste hun initiativer, der bragte hende meget omkring – også helt på egen hånd. Hun kom selv fra et intellektuelt hjem, med interesse for kunst. Hendes familie havde en jødisk baggrund, men det var uden at være religiøst bundet til jødedommen.

I starten af juli deltog Judy, min søster Kirsten og jeg selv til et YFU arrangement i tilknytning til Rebildfesten. Her deltog også enkelte YFU-returness fra andre europæiske lande. Heriblandt Cecilie fra Frankrig, der havde været i USA to år før mig – og nu gik på Université de Paris (Sorbonne).

Judy og Cecilie blev meget gode venner, og det førte til, at Judy besøgte Cecilie i Versailles i august 1974. Mine forældre, der havde det formelle ansvar for Judy som værtsfamilie, så lidt undrende til, - selv havde de endnu ikke været udenfor Danmark – det må havde været en stor mundfuld at se på, hvordan ungdommen opførte sig.

Senere samme efterår skulle min gymnasieklasse fra Skive Gymnsium og HF til Paris. Selv havde jeg absolut ingen franskkundskaber. Jeg havde selv valgt russisk på gymnasiet, for at stå lige med andre m.h.t. det andet fremmedsprog.

Vi havde fået grundige instruktioner om, at vi ikke måtte færdes på egen hånd, men reelt tog vores lærer sig for lidt af, hvad vi gik og lavede.

Vi besøgte en af dagene Versailles. Det jeg husker bedst, fra da vi så slottet og det store parkområde, var en lille stråtækt landsby, som den franske dronning Marie-Antoinette, havde ladet opføre som en romantisk landsbyidyl i sammenhæng med hendes lystslot. Det blev fortalt om hende, at hun ikke forstod, hvorfor folk ikke spiste kager, når de ikke havde brød nok.

Er du mere intresseret findes der en historisk roman om Marie Antoinettes dramatiske liv. Den skilder samtidigt Frankrig under revolutionen: En dronnings bekendelser - en opdigtet selvbiografi, fås hos Saxo.dk.

Jeg havde ikke haft kontakt med Cecilie siden sommeren – hun var primært Judy’s veninde, men af nysgerrighed havde jeg taget hendes adresse med – og da muligheden bød sig forlod jeg gymnasieklassen for at finde hendes adresse. Den lå centralt i Versailles.

”Jeg havde ingen besvær med at finde stedet, hvor hun boede, men da jeg fandt huset, vidste jeg ikke i hvilken lejlighed. Jeg viste en gammel mand adressen i håb om, at han ville udpege døren for mig. Han forstod vist ikke, hvorfor jeg ikke kunne læse på et skilt, der sad på væggen, men efter nogen tid pegede han dog på en dør. Det viste sig at være den rigtige dør, og jeg var da også heldig. Hun var hjemme.”

Selv tog jeg senere om aftenen alene retur til Paris med bus og to dage senere besøgte jeg igen Cecilie, hvor jeg var budt på middag med familien. Der er altid noget særligt ved at blive inviteret indenfor i et privat hjem i et fremmed land, og særligt i en situation, hvor sproget ikke slår til. Det er oplevelsesmæssigt langt mere intenst end statuer, turistboder og køb af junkfood på gaden.

Cecilie var den eneste, der kunne tale engelsk, og selv fulgte jeg opmærksomt hvordan familien opførte sig ved bordet. Man skulle jo nødigt være alt for kluntet. Og jo, de blandende vin og vand – og brugte det som tilbehør til maden. I 1974 var vin stadig en sjældenhed i mange danske hjem. Men på middagsbordet i Versailles var det nærmest sat på bordet, som var det saftevand.

Cecilie med lillesøster på skødet.

These Youngsters have been Banned

Vi er tilbage i 1973, overskriften er fra det sydafrikanske dagblad Sunday Tribune fra den 4. marts 1973.

I artiklen fortælles om 8 unge hvide sydafrikanere, der var sat i husarrest få dage forinden. Selv fik jeg en kopi af artiklen lidt senere samme måned.

Husarresten betød, at de 8 var frarøvet deres ytrings- og bevægelsesfrihed. De kunne fortsat gå på arbejde, men var tvunget til at befinde sig indenfor et nærmere bestemt område, som de sydafrikanske myndighederne fastlagde for hver enkelt.

De 8 unge tilhørte et mindretal af engelsktalende veludannede og liberale hvide sydafrikanere, der var i opposition til apartheidpolitikken. De tilhørte en studenterorganisation, der bl a. havde agiteret for at give sorte ret til at komme ind på de universiteter, som de selv gik på.

De sydafrikanske myndigheder henviste til en lov om bekæmpelse af kommunisme fra 1950. For styret var borgerrettigheder for sorte nemlig lig kommunisme, - ikke underligt, at det sydafrikanske kommunistparti voksede sig stærkt – med en så ”kompetent” modstander.

Jeg har aldrig været i Sydafrika, men kom i berøring med historien, på Redwood Falls High School, Minnesota. En af mine ”classmates” på skolen var Chris, der selv var udvekslingsstudent.

For Chris var Redwood Falls noget langt ude på landet, - for langt væk fra begivenhedernes centrum. Han havde drømt om at komme til en større by i USA.

Mine “Classmates” Chris og Sue i Alexander Ramsey Park i Redwood Falls foråret 1973.

Chris havde en ældre bror hjemme i Sydafrika, der selv var sat i husarrest.

Derfor fik både jeg og mange andre på skolen førstehåndskendskab til Sydafrika. Ikke fra systemet, ikke fra de sorte, men fra en størrelsesmæssigt beskeden fraktion af den hvide overklasse, der var i opposition til apartheid.

Chris returnerede dengang i 1973 til Sydafrika. I en lokal avisartikel reflekterede han før sin afrejse bl.a. over, at han gerne så de forbedringer, der var sket omkring racespørgsmålet i USA slå igennem i Sydafrika.

Han skuffedes helt sikkert hjemme i Sydafrika og emigrerede nogle år retur til USA. Her slog han sig efter de beretninger jeg har fra andre ”classmates” ned som en succesrig ejendomsmægler.

"Undskyld, hvor er den hvide kø?" kan købes hos Saxo.dk

Vinderup, ny og moderne - Sevel ville ikke forstyrres

De der kender Vinderup kan umiddelbart have svært ved at genkende meningen med overskiften.

Men historiske set, så er Vinderup ny og moderne. Og hvor vi i dag skal se forandringerne i et globalt perspektiv, kan vi i historien genkende lignende brydninger imellem gamle og nyt. Men verden var dengang så stor og fjern, at det meste skulle ses i det nære.

Vinderup er en klassisk stationsby. Den skylder banen sin eksistens. Før banen kom til var byen navn knyttet til proprietærgården Vinderupgaard. Og før 1970 lå stationsbyen Vinderup ikke i Vinderup Kommune. Den daværende sognekommune hed Sahl, det landsbysamfund og den kirke, der oprindeligt havde givet navnet til området.

Det var først ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor Ejsing, Handbjerg, Ryde, Sahl og Sevel sogne blev sammenlagt, at kommunens største by Vinderup kom til at lægge navn til kommunen.

Men Sevel har også sin del af æren for at Vinderup blev den by vi kender. Da Sevel i 1800-tallet var egnens betydeligste by, et sted, som de rejsende kom fordi, ville det have været naturligt at lægge banen fra Skive til Venø Bugt (Struer ) omkring Sevel. Når det ikke skete, skyldes det efter sigende, at borgerne i Sevel sagde nej.

De ville ikke have freden forstyrret af den slags spektakel.

Omvendt stod det til på Vinderupgård, hvor en meget fremsynet gårdejer, der havde sans for, at banen ville kunne bringe vækst og foretagsomhed med sig. Han havde været på spil, da vejføringen af den nye Skive – Holstebrovej over Kjærgårdsholm blev fastlagt. Både vejen og senere banen skar igennem hans ejendom.

Jernbanestationen blev placeret ude i det øde landskab, der hvor vejen skar over banen nær gården.

Den skæbne, at både vej og bane kom til at gå udenom Sevel, har byen haft til fælles med mange andre landsbyer, der ikke helt forstod hvilke betydningsfulde ændringer, der skete med trafikmønstrene sammen med den tekniske udvikling.

Fra gammel tid havde enge, åer, fjorde, moser og andre lavtliggende områder været svære at passere. Derfor lå de vigtige veje, som f.eks. hærvejen, på de højere liggende landområder – og de krydsede vandløbende, der hvor de var lettest at komme over. Når Vinderup pludseligt kunne løbe med både vej og bane, så skyldes det derfor både de ny muligheder, hvor vådområderne kunne passeres og det nej til banen, der tilsyneladende har lydt fra Sevel.

Tilbage i tiden lå Sevel ved en af Jyllands vigtige trafikforbindelser. Vi finder minder om det i vejnavnet Adelvej. Navnet var dels knyttet til vejen fra Holstebro igennem Sevel videre over Hjelm Hede til Skive, men kan også forbindes med en oldgammel vej fra Lemvig, nord om Ryhave, der mødte Holstebro – Skivevejen i Sevel.

Det kunne være blevet enden på Sevel. Det blev det ikke. Men det har måske i stedet været med til at sikre, at landsbyen fremstår som et meget både fredfyldt og naturskønt sted på landet.

De to byer indgår i mit barndomslandskab.

Min mor var 17 år, da hun i november 1952 fik plads på en gård i Blakskær ved det sydvestlige hjørne af Stubbergård Sø, ca. 4 km. syd for Sevel. Hun var der vinteren over indtil forårsskiftedag den 1. maj 1953, og det halve år gik bl.a. med at sortere kartofler til eksport. Der var ingen kære mor, hvis det ikke blev udført minuteriøst, da en syg kartoffel i et større parti kunne betyde, at gårdmandens fik en hel ladning kasseret hos eksportøren i Esbjerg.

På samme tid havde min far fået arbejde på en anden gård ved Ejsing.

De var kærester fra sommeren forud, hvor de begge havde været i job i Rønbjerg.

De cyklede begge på skift imellem de to gårde igennem Sevel og Vinderup, når de besøgte hinanden. På et tidspunkt undervejs blev der købt forlovelsesringe ved guldsmeden i Vinderup.

Senere boede min morbror en tid i Sevel i et hus bag kirken, hvor han forsøgte sig som malermester. Herfra husker jeg, at jeg som dreng har været gæst i byen.

På den vis kan jeg på meget beskeden vis forbinde mig selv til Sevel og Vinderup.

Dixie Chicks fighting Bush

Vi kender det hjemmefra. Når der tales nedsættende om smagsdommere, når Richard Ragnwald lod sig hverve til at synge hyldestsang på Dansk Folkeparts landsmøde for år tilbage: "Kære lille Pia, kære lille Pia, snart så skal der være valg; du vil få masser af stemmer over det ganske land …..”

Og måske mest uhyggeligt, når f.eks. begejstringen hos fodboldsfans udnyttes af højreradikale, der i læ heraf søger at fremme deres budskaber.

Det jeg taler om, er den folkekultur, der gør en dyd ud at ikke at være elitens kultur. Den følger nogle sportsgrene. Musikalsk kan det herhjemme være Dansk Top, i USA er det countrymusikken. Lyden og stemningen kan jeg egentligt godt li, det er som at falde tilbage i gamle dage. Men heri kan der også ligge noget skræmmende, hvis man ikke lige tænker sig om.

Ved en ren tilfældighed stødte jeg på nettet på en sang med contrysangerinden Chely Wright. Ses her.

Sangen ”Bumber of My SUV” hylder den tapre og patriotiske landsoldat i amerikansk udgave, og den fremstiller herunder den simple og jævne mand som beskytteren af de friheder, som de rigere og mere kritiske ikke forstår at værdsætte.

Det er en dyd at være tro mod sit land, det er ikke en dyd at være viis.

Men omvendt ligger en stærk cocktail i, at mennesker der har noget alvorligt på sinde, krydser kulturelle grænser. Få er i tvivl om, at Niels Hausgaard er progressiv og humanistisk i sit livssyn, men samtidigt har han tit ramt ind i centrum af den folkelige massekultur.

Et tilsvarende modsætningsfuldt kulturmøde blev åbenbart efter, at Natalie Maines fra Countrygruppen ”The Dixie Chicks” i 2003 udtalte dette ved en koncert i London: ”Just so you know, we're ashamed the President of the United States is from Texas.”

Gruppen blev efterfølgende lagt for had af nogle af deres tidligere fans, der var eksempler på demonstrative afbrændinger af CD’er, og der var radiostationer, der boykottede deres musik.

Noget der virkeligt rammer Bush hårdt m.h.t. "The Dixie Chicks" er at de hører til i Texas, at de står ved deres kulturelle udgangspunkt, og derfor forstyrrer naive patrioter på deres kulturelle hjemmebane.

De forholder sig også til soldatens liv i deres musik. Og følelserne er også imellem kvinderne derhjemme og soldaten derude i det fjerne. Men det er uden nationalromantik. Et eksempel er: ”Travelin' Soldier”.

At de er vaskeægte contrywestern musikere og hører hjemme i denne kultur kan fornemmes af disse musikvideoer:

Long Time Gone
Travelin' Soldier

Fra Korea til Narsarsuaq for at dø

Jeg mødte Ulla i 1979. Hun havde tilbage i 70’erne boet en tid i Grønland og havde en tid studeret Grønlandsk ved Universitetet, før hun kom til Skive for at gå på vores lokale Seminarium.

I 1981 var hun færdig med lærerstudiet, - jeg var selv kun halvt færdig. Der var ingen job at få, - og Grønland var tiltrækkende.

Ulla tog derfor to års arbejde ved skolen på flyvepladsen i Narsarsuaq i Sydgrønland. Jeg havde undervejs to gange glæden af at besøge hende deroppe.

Stedet var i sig selv historisk. På den anden side af fjorden lå Erik den Rødes gamle bygd fra Nordbotiden. Og Narsarsuaq havde engang været Narsarsuaq-Airbase, en vigtig amerikansk base i den tidligste del af den kolde krig, fra før den tid, hvor de to supermagter kunne nå hinanden med raketter. Basen kunne stadig anes, bl.a. gennem et stort område med gammelt skrammel og affald.

Amerikanerne havde anlagt den første havn her i 1943, og kun 3 måneder efter kunne de første fly lande.

Under et af mine besøg blev jeg overrasket efter en samtale med en flyvepladsens danske ansatte. Han viste mig et kort over hvor omfangsrigt basen havde været i de første år af 50’erne. Han fortalte mig, at kortet var hemmeligt, og dette synes at bekræftes af denne omtale:

Narsarsuaq (grønlandsk: Den store slette) er hovedlufthavnen i Sydgrønland.

Sagen var, at amerikanerne på det tidspunkt bl. a. havde indrettet et stort militærhospital, der anvendtes til sårede fra Korea-Krigen. Den lå i "hospitalsdalen" (området på skitsen) skjult bag et mindre fjeld inde bag flyvepladsen. Hospitalsdalen var forbudt område også for de fleste af basens øvrige ansatte. Området havde eget el-værk.

Det virkede underligt, - hvorfor flytte sårede soldater fra Korea til dette fjerne sted på Grønland.

Fortællingen siger, at det i høj grad var de håbløse tilfælde, der blev kom derop – og logikken har været den samme, som når den nuværende amerikanske regeringen har forbudt pressen at fotografere begivenheden, når kisterne ankommer med fly fra Iraq.

Krigens gru sættes i relief, når hårdtsårede amerikanere kunne risikere at blive sendt til Grønland for at dø langt fra sine nærmeste, fordi nogen vurderede, at det var det bedste for krigsmoralen hjemme i USA.

Amerikanerne forlod området i 1958, hvor det blev opkøbt af et norsk firma for 10 mill. kr. De hentede alt af værdi, massevis af biler flere el-værker mv. og sejlede det væk i flere skibsladninger. Senere overtog danskerne det raserede område.

M.h.t. Ulla har hun beriget mig med en forståelse for tosprogethed, hvor hun ved sine studier og praktiske viden om grønlændernes problemer omkring samme, var forud for de fleste – og netop forud for den tid, hvor der kom nye flygtningegrupper til Danmark fra Mellemøsten.

Mail fra Toronto 27. juni 2004

I sommeren 2004 fik jeg en enestående mulighed for at komme tæt på Canada, gense Minnesota, og møde en masse spændende mennesker fra alverdens lande.

Det skete ved deltagelse i konferencen: Adequate & Affordable Housing for All ved The University of Toronto med ca. 300 deltagere, heraf ca. halvdelen fra Canada, en del fra USA og resten fra overalt i Verden.

Det var en tur med intense oplevelser. Her gengives fra en mail hjem til Ulla den 27. juni 2004:

Jeg kan ikke længere helt holde styr på alle de indtryk og mennesker, som jeg har mødt i f. m. konferencen - ved starten havde jeg fornemmelsen af at komme og se på - men der er så mange samtaler med forskelligartede personer undervejs.

Ved festmiddagen i går aftes sad jeg f.eks. ved siden af en tidligere amerikaner, Nicholas Volk, der senere valgte at bosætte sig i Canada - i sine unge dage var han amerikansk soldat i Japan. Har boet i Phnom Penh Cambodia i 1959 - er nu formand for bestyrelsen for det boligselskab, der styrer Torontos offentlige støttede boligbyggeri. En vidende og engageret ældre herre.

I morgen går det til Minnesota - jeg har fået oplyst, at den amerikanske grænsekontrol sker her i Toronto - med amerikansk paspoliti. De ønsker ikke at skulle afvise folk efter at de første er inde i USA, så i morgen skal jeg tidligt op.

I dag deltog jeg til morgen i en workshop med en dygtig, beskeden, kompetent og progressiv engelsk forsker - og han gav kredit tilbage her til eftermiddag - da jeg for første og eneste gang tog ordet i den store fælles forsamling i f. m. den afsluttende fælles session - har ellers deltaget i mange forskellige debatter i de enkelte workshops - og nogen gange blot lænet mig tilbage og lyttet.

En repræsentant for Atlantic Canada, en beskeden professor - Elisabeth Beaton, gav et billede af et engelsksproget, hvidt og ret europæisk Canada der er i kraftig recession - hvor kun turisme og call-center-"industri" er i vækst, - men samtidigt et område med stor lokalpatriotisme - så befolkningen er meget modvillig imod at flytte.

Så der er mange slags Canada - der er jo også den fransktalende del, der er storbyer som Toronto - der er prærie-Canada, inuit-Canada og vestkysten, hvor kinesere mv. betyder meget.

Jeg talte en del med "Steven" der er praktiserende indianer - forstået på den måde, at han respekterer og udover de ritualer, som hører til i Creek first nation - og samtidigt er han embedsmand ved bystyret i Toronto - han har en eventyrlig evne til at sætte diskrimination på spidsen - ved på nogen tidspunkter at gå med en bøllehat med indianske symboler og på andre tidspunkter at fjerne den og sætte et officielt navneskilt på som embedsmand - han fortalte, at han en morgen havde stået og skulle leje en bil - med bøllehatten på - og ekspedienten var gået ind til sin boss og fortalt, at der står en indianer udenfor, som tror, at han kan leje en bil - hvorefter Steven var gået ind med sin embedsmandsstemme og beklaget over at han ikke kunne komme på arbejde medmindre bilen snart stor der.

Han har brugt den samme dobbelthed i debatter under konferencen, når han fandt positionerne for akademiske fjerne.

Er stoppet med indtryk - på vejen retur til Internatcafeen få huse fra hotellet så jeg den store parade på pride-day med de homoseksuelle - optoget var enormt - jeg tror det tog paraden to - tre timer at passerer forbi - den have været i gang nogen tid, da jeg stødte på den på vej hjemad igennem byen.

Når jeg kommer retur på hotellet skal jeg i gang med at få mit tøj vasket - jeg har vaskepulveret klart - og der er vaskemaskiner og tørretumblere på øverste etage. Så kan jeg komme til Minnesota med rent tøj i bagagen.

Sidste nat blev jeg vækket kl. 3 ved at en gruppe kvinder havde slået sig larmende ned i et tilstødende lokale - men da de opdagede, at der var en beboere, der ikke hørte til deres selskab var de meget hurtigt og venlige og fik lukket en dør, så jeg ikke kunne høre dem mere.

Hotellet har en del rygsækturister - fortrinsvis yngre - et par japanere - og helt sikkert mange af de tilrejsende homoseksuelle - omkring halvdelene af alle butikker ect. har regnbueflag og lign, der identificeres med begivenheden.

I går aften stoppede jeg op ved et udendørs jazz-arrangement og hvilede benene og lyttede til et par numre - men du ved jo, at jeg ikke er så meget til jazz.

Og så er der for resten parlamentsvalg i Canada i morgen - det har faktisk også været spændene at følge lidt med i, da det jo er blevet nævnt gentagne gange på konferencen.

Som du kan se, er der mange mættede oplevelser - og det er helt underligt og noget svært at fatte - at i morgen starter jeg ud igen med oplevelser i en anden kontekst - formodentligt også med en række oplevelsesmættede dage.

Hils drengene

Tæt på, at det første kys var brasiliansk

Som udvekslingsstudent i USA nåede jeg at bo hos to familier. Hos den første var udfoldelsesmulighederne små. Der var plads til skolegang, kirke og arbejde på farmen.

Men gav kirke eller skole muligheder for yderligere friheder, var det med at udnytte dette.

Derfor har jeg også stor forståelse for, at børn og unge af stærkt religiøse familier kan havde det med i bagagen, når de f.eks. møder skolen. Det være sig muslimske børn og unge, men det gælder jo f.eks. også ofte børn og unge fra familier tilhørende Jehovas Vidner, pinsemissionen og andre religiøse samfund.

Det betyder ikke, at skolen skal spille med som skalkeskjul for stjålen frihed. Det vil være at svigte forældresamarbejdet, og i sidste ende kunne undergrave den tillid til skolen, der giver den unge mulighederne for at afprøve sig selv.

Ovenstående illustreres af en oplevelse fra januar 1973, hvor jeg var meget tæt på mit livs første kys, sanktioneret af præsten ved Saint Joseph Church (56th. Ave., NE Bremen, ND 58319, USA). Kirken er, på trods af at ”Bremen” indgår i adressen, placeret et sted nowhere 13 miles vest for den lille by New Rockfort i North Dakota. Menigheden var katolikker af tysk afstamning.

Præsten fortalte ved en søndagsgudstjeneste begejstret om en ny og moralsk opbyggelig film, som han synes vi unge skulle se i biografen i Devils Lake 1½ timers buskørsel nordpå. Derfor havde han arrangeret det således, at kirken havde lånt en af skolens busser, så vi kunne tage af sted weekenden derefter.

Filmen husker jeg kun som et navn i mine dagbogsnotater, men ved at søge den på nettet får jeg mine fordomme bekræftet. Det viste sig ganske rigtigt at være en kraftig gang religiøs indoktrinering, oven i købet produceret som redskab for prædikanten Billy Graham.

Se nærmere på IMDb user comments for Time to Run.

Det der var langt mere væsentligt for en 16 årig ung teenager var den frihed som busturen, pausetiden før og efter filmen og den sagte interne kommunikation mellem os unge i biografsalen under filmen. Vi var jo fælles om at være sluppet væk fra forældrenes opsyn.

Mine noter viser, at mine interesser lørdag den 27. januar 1973 rettede sig mod Iara, pigen yderst til højre på fotografiet. Hun var udvekslingsstudent fra Brasilien, og var ligesom jeg havnet på en farm ude i det flade nærved tomme tidligere prærieland:

Lorell, Bev, Iara and I went to Devils Lake to see “A time to run”. We got on the bus by 10, and I sat on the seat by Iara. Under the show I held her hand for a while, and had my arm around her.

When I was going to get of the bus, Lorell and Bev, said to Iara: “JJ is going to kiss you goodbye”. I put my arm around her, and asked: “Do you want me to do it”, she said no but smiled.

I meet Iara the next day. I asked her, about she enjoyed yesterday. She said she did.

Iara var ikke den brasilianer, som jeg kom til at kende bedst i North Dakota. Det var en meget kortvarig og uskyldig romance, da jeg meget kort efter flyttede til Minnesota. Men episoden ovenfor er ganske god til at illustrere, hvad der er på færde blandt unge teenagere, f.eks. i skolen, når hjemmemiljøet lægger for strenge bånd på udfoldelsen.

Abba disco med cambodjanere

Da jeg var færdig med det første år på seminariet deltog jeg i sommeren 1980 i en international pionerlejr i DDR.

Blandt dem jeg mødte var to piger på min egen alder fra Phnom Penh i Cambodia. De var inviteret til DDR sammen med 5 forældreløse børn.

Det var kun et år efter at vietnameserne havde befriet cambodjanerne fra rædselsregimet med De Røde Khmerer (Pol Pot styret).

Når nogen i dag ønsker at sætte fredsaktivister og venstrefløj i skammekrogen på grund af standpunkter under den kolde krig, burde det også være nogen på højrefløjen der skammer sig over støtten til De Røde Khmerer. På det tidspunkt jeg mødte de to piger og de 5 forældreløse børn støttede Danmark som Amerikas lydige allierede stadig De røde Khmerer, der fortsat terroriserede Cambodja fra støttepunkter ved den Thailands/Cambodjanske grænse.

Godt nok var De Røde Khmerer inspireret af noget af det værste, som den kinesiske maoisme frembragte, men de fungerede længe samtidigt som USA’s allierede overfor det Vietnam, som USA ikke ønskede at se som cambodjanernes befriere.

Kindkys af Pol Pot - Kampuchea og den danske forbindelse - fås hos Saxo.dk

De 5 forældreløse børn, som jeg mødte, var alle børn, hvor Pol Pot styret havde dræbt deres forældre. De to piger som ledsagede dem kunne tale henholdsvis engelsk og fransk. Havde det været kendt under Pol Pot, havde de ikke overlevet. Jeg fik talt med den engelsksprogede af dem. Det giver lidt af et gys, når man mærker begivenhederne ude i verden så tæt på.

En aften skulle de to piger arrangere underholdning for de voksne. Det blev til discodans til Abba-musik. Det var ikke lige den slags musik, som hørte min kultur til dengang – jeg var nok mere til ting som Bob Dylan og The Rolling Stones.

Men der hørte en god forklaring til, som jeg kun kunne føle ydmyghed overfor. Det at kunne få lov til at give den hele armen til Abba var udtryk for en frihed, der ville have kostet dem døden under Pol Pot regimet.

There just aren't enough Christophers to go around

Overskriften ovenfor er hentet fra artiklen "A Young Man's Death in Iraq", der handler om en ung mand fra en mindre by i Texas, som døde i Iraq.

Jeg mødte i sommeren 2004 selv den menige amerikaners holdninger og følelser i forhold til den katastrofe Bush-regeringen har rodet dem ud i i Iraq. Selv var jeg på besøg i Redwood Falls, Minnesota 31 år efter at jeg havde forladt byen efter et ophold som udvekslingsstudent.

Der var to ting der slog mig. Det ene var, at de mange amerikanere, der er forbandet over krigen i Iraq, er langt mere radikale i deres krigsmodstand, end tilsvarende danske kritikere af krigen.

Det andet var, at amerikanere sagtens kan støtte deres tropper, som det her udtrykkes fra skiltet fra en butiksruden på "Main Street" i Redwood Falls, og samtidigt være sure over at præsidenten igangsatte eventyret i Iraq.

Amerikanerne er generelt ikke modstandere af anvendelse af militær magt. De er modstandere af at landet landet engagerer sig i militære konflikter, der ikke vindes. En bror, til en tidligere skolekammerat fra min tid i high school i Redwood Falls, udtrykte det ved at fortælle, at han havde stemt på Bush, at han havde ment, at det var godt med en republikaner på præsidentposten efter 9 - 11, at det var fint at man gik ind i Afghanistan, men at det var det rene idioti at angribe Iraq.

Det sidste kunne jeg selvfølgelig kun give ham ret i, og det tragiske er, at det at man nu sidder fast i ørkensandet i Iraq måske også er grunden til at problemerne bluser op i Afganistan. Som så ofte før glemte man at investere nok i freden ved på et tidligt tidspunkt at yde det nødvendige.

Situationen på hjemmefronten i USA ligner mere og mere Vietnamkrigen. Man sender aldrig folk i krig, uden det giver ofre - også udover de døde. Se f.eks.: When I Came Home og denne video om en ung mand, der bryder sin kontrakt med militæret ved at flygte til Canada: Escape to Canada.

Vi var det, som man kaldte statsfæstebønder

Som det fremgår af overskriften på denne blog, gør jeg lidt af en dyd ud af, at jeg er husmandsdreng og jordbunden dansker. Selvom jeg måske nok også lidt er en jordbunden rebel. Jeg føler mig forbundet til en fortid, som sikkert kan synes fjern for mange yngre. Både fordi jeg blev født ind i et husmandshjem under beskedne kår og fordi jeg holder af at fordybe mig i de historiske dimensioner i tingenes tilstand.

Min far var som sagt husmand, men det var min morfar Thorvald Dyrholm Andersen (1902 - 2001) også nogle hårde år i 30’erne. Thorvald havde nedsat sig som husmand i en økonomisk meget svær tid, det var også baggrunden for, at han senere måtte opgive landbruget, han fortalte selv:

”Den 5. juni 1931 blev jeg gift med Dagny. Vores første arbejde som nygifte var at grave en brønd. Al jord blev hejst op i spande. Det var meget hårdt og endte også med, at Dagny, der var i anden måned, aborterede.

Vi var det, som man kaldte statsfæstebønder. Jorden ejede staten, den var sat til en værdi på 6.500 kr. Byggeomkostningerne kom op på 10.000 kr., hvoraf vi kunne låne 9.000 kr. af staten. De to murere havde ansat mig som murerarbejdsmand til 70 ører i timen. En hestehandler i Lysgård lånte mig en hest til efterårsarbejdet, så jeg cyklede til Lysgård efter den. Men turen blev meget drøj. Hesten var ikke særlig villig, så jeg måtte gå med cyklen og hesten alle 33 km. Da den skulle afleveres, fik jeg min kone med til at genne på den. Da vi kom til Viborg blev hesten meget villig, da den kunne kende vejen hjem. Så kunne vi cykle fra Viborg til Lysgård. Hesten vidste ikke, at den skulle hjem for at slagtes.

Forrentningen var på 600 kr. halvårlig. Vi regnede med 100 kr. for hver slagtesvin vi leverede, men prisen faldt i 1932 til 48 kr. Vi var så fattige som vi kunne blive. Ved indførelsen af svinekortene kunne vi få 78 kr. for de 15 grise, som vi havde svinekort til. For hver 7. gris, som vi leverede, fik vi et ekstra svinekort - så dem, der havde råd til det, købte svinekort op.

Det var også dem, der kunne tillade sig at stifte gæld, der fik lavet akkord (gældssanering) ved f. eks. at betale 12 % af den gæld, som de havde til købmanden, smeden el. lignende. Det var en hård økonomisk byrde for de handlende at afstå 88 % af deres tilgodehavende fra "de bedste kunder".

Da vi købte besætning til ejendommen, gav vi 800 kr. for 4 køer. I 1932 købte vi en kvie for 85 kr. Vi har solgt torvegrise for 5 kr. pr. stk. En handelsmand, der gerne ville købe nogle grise af mig sagde: "Du må tænke på, at det snart er termin". Jeg sagde, at han godt kunne gå, for det kom ikke ham ved.

Handelsmanden sagde så til vores nabo: "Ham manden deroppe er vist ikke rigtig klog". Naboen: "Han er vist klogere end du tror".

Vi lånte i. f. m. vores etablering som landbrugere 1.400 kr., der skulle betales tilbage over 14 år. Der skulle 7 kautionister til, for at vi kunne låne pengene.

Vores ældste datter begyndte i Nr. Vinge skole i 1940. Lærer Schøler spurgte eleverne på skift, om hvad deres far beskæftigede sig ved. Ellen sagde stolt: "Min far er prioritetsbestyrer". Det havde hun hørt mig sige flere gange, og hun troede vist, at det var noget fint."

Thorvald og Dagny fik følgende børn :

• Ellen Dyrholm Winther (Født: Andersen), 3.9.1932
• Emmy Dyrholm Jensen (Født: Andersen), 27.4.1935
• Svend Åge Dyrholm Andersen, født 3.6.1943, død 10.02.1997 i en alder af 53 år.

samt yderligere to, der døde som små:

• Marie, 1938 (døde 8 mdr. gammel)
• Robert, født 10.04.1940, død 11.04.1940

Thorvald opgav husmandslivet i starten af besættelsestiden (han indtrådte i arbejdsmandsforbundet den 1. november 1940), og efter at han måtte afhænde husmandsstedet flyttede familien efter arbejdet. Han var en tid på flyvepladsen i Karup og han arbejdede i brunkulslejrene.

Uanset hvor Thorvald kom frem, forstod han sig på, at "holde hovedet oven vande", uden at krænke sine arbejdskammerater. Det gav sig bl.a. udtryk i, at han ikke ville deltage i de drikkelag, der ofte fulgte med det fysisk hårde arbejde. Han mødte således op på en ny arbejdsplads medbringende en kasse øl. Den satte han frem, men kundgjorde samtidigt, at så regnede han også med at blive holdt udenfor drikkeriet.

Han havde også den indstilling, at familielivet omtalte man ikke overfor arbejdskammeraterne. Mange af brunkulsbisserne havde lagt forliste forhold bag sig, og han havde set hvordan de hakkede på arbejdskammerater, som fortalte vidt og bredt om en køn kæreste eller et lykkeligt familieliv.

Familien fandt ret hurtigt til Gl. Rønbjerg, hvor de overtog huset, "Solglimt", efter svigerfamilien. I mange år havde de dog svigerfaderen, Lars Chr. Pedersen, boende på aftægt.

I de mange år i Gl. Rønbjerg arbejdede Thorvald som tørvearbejder, harpede grus i en grusgrav, var vejmand og banearbejder. Derudover holdte han en stor nyttehave og havde enkelte dyr.

Mange år senere, da han var enkemand, havde jeg i foråret 1997 den fornøjelse at bo hos Thorvald i nogle måneder i det hus på Højlundsvej i Skive, som han på det tidspunkt ejede.

Kan den religiøse irrationalitet forstås positivt

Den franske historiker Emmanuel Todd fremkommer i en meget eftertænksom bog "Efter Imperiet" med den påstand, at den religiøst tilknyttede sociale uro i mange islamiske lande i virkeligheden er begyndelsen på et demokratisk opbrud.

Han påviser, hvordan mange folkeslag udenfor den traditionelle vestlige verden undergår en alfabetisering som forløber for en langt større folkelig medinddragelse i samfundslivet.

Samtidigt bygger hans bog på en tese om USA som en voldsom låntager, der er ude af stand til at tilbyde sine allierede samme støtte som tidligere. Hvordan skal ukrainerne f.eks. vælge USA frem for Rusland som samarbejdspartner, når USA ikke har økonomi til at investere udenfor USA, men i stedet selv står som konkurrent i forhold til långiverne.

Emmanuel Todd´s fordring er grundlæggende, at vi i Europa skal vågne op og se at verden har forandret. At vi skal videre uden at tro, at vi kan bero vores fremtid på amerikanerne.

Efter imperiet - Essay om det amerikanske systems forfald - fås hos Saxo.dk

Men hvordan se social og politisk uro knyttet sammen religiøst fanatisme som et forstadium til noget nyt og mere demokratisk.

Det får mig i forhold til Danmarkshistorien til at tænke tilbage på de religiøse vækkelser i 1800-tallet, der bidrog til opgøret med enevældens censur, og tilbage til reformationen, hvor religiøse følelser blev brugt/misbrugt i et gustent magtopgør om kongemagt og ejendomsret til omkring en 1/3 af Danmarks jordegods.

Selv har jeg været lidt flov over, at der også tilbage i min slægt findes eksempler på den religiøse fanatisme, som vi i dag har så svært ved at forhold os til.

Jens Sørensen Dyrholm, som indgår i slægtstræet, var for 150 år siden kendt som: Den blinde Evangelist. Der findes et mindeskrift om ham på 58 sider, der er udgivet af Den Milo'ske Boghandel, Odense 1884.

Det er en spøjs tanke at tænke på, at man i egen slægt bærer rundt på en ”Blind Evangelist” og så perspektivere det over til den blinde og lamme åndelige Hamas-leder Ahmed Yassin, som Israelerne likviderede med kamphelikoptere udenfor en moske i Gaza i marts 2004.

Mon ikke handlinger af den art har bidraget til Hamas vandt det palæstinensiske valg nyligt. Det er ulykkeligt, at social- og politisk frihedskamp sammenfiltres med religiøs fanatisme, men på den anden side næres dette netop af desperationen.

Derfor kan mennesker i nød også drages af ”Den blinde Evangelist”. Vi skal gerne kunne tilbyde dem noget bedre.

Dear Jeanette - three days after 9/11

3 dage efter den 11. september 2001 kooresponderede jeg pr. mail med min amerikanske søster, som dengang sad på et kontor hos et engrosfirma i Winston Salem, North Carolina. Hun spurgte til min vurdering af terrorangrebet.

Mit svar var ligeligt hensynsfuldt og analyserende ud fra det jeg dengang så som danske synspunkter. Hun var min søster, men vi havde ikke diskuteret politik med hinanden siden vi sidst havde set hinanden live tilbage i 1973. Der var al grund til at udvise medfølelse.

Derfor både trøstende ord, og henvisninger til en dansk politik om at finde løsningerne igennem FN og uden at fremme en civilisationskamp. Desværre måtte jeg senere sande, at Danmark havde fået en regering, der ikke var dansk på den vis, som jeg var vandt til at se danske værdier.

Dear Jeanette

Outside the American embassy in Copenhagen, there is flowers and candles al over.

Our country stands by the US with disgust towards people who believes, that killing innocent people can serve any legitimate goal. The Danes will approve any action taken towards the actual organisations or persons behind the attacks in New York and Washington, and it would even be possibly, that Danish armed forces would participate.

But if the US attacks other innocent people in an action of uncontrolled revenged, it won't be approved. It would be counterproductive to the goal of obtaining peace and security.

A few young and thoughtless Palestinian refuges in Denmark celebrated the event, due to the American support to Israel's oppression of the Palestinians. They where clearly told, both by the Danes and representatives of they own communities, that this behaviour where disgusting.

When we se pictures of the planes crashing into the buildings in New York, people jumping from windows or hear about firemen killed under the collapsing building or passengers offering their lives in struggles with the hijackers over Pennsylvania, we are truly moved by thinking about people dying.

A few Danes see Islam as the enemy; I think it is very important not to do so. There are times where you have to defend yourself against an enemy or attack him to prevent actions towards yourself. But it's stupid to escalate the creation of enemies. Due to this way of thinking, I was very glad to see, that the memorial services at the National Cathedral in Washington included preaches of many faiths also including an Islamic and a Jew. (On our cable-network the service were transmitted by BBC (British) and CNN.)

Even thought we are allies, I think, there are differences in our thoughts of how to obtain peace and stability. Last time Denmark engaged in real war was in 1864 - since the we learned, that we are to small to be a treat to anyone. That's why most Danes thing that anything like that never would happen I Denmark.

But since the collapse of the Berlin wall, Danes have been more active in peacekeeping operations - especial in Bosnia and Kosovo. Our troops aren't known to be aggressive attackers, but they are known to be good and firm peacekeepers.

At the same time there is a growing understanding, that globalisation, where the enemy isn't states but worldwide organisations, calls for new structures, like a permanent court and security services under UN-control to deal with crimes against humanity worldwide.

In old times national boundaries protected the criminal - the national boundaries can and shall not provide that kind of protection anymore. But at the same time, no state should be given the sole role of policeman of the World - it should be a mutual task.

I know, that some Americans dislikes the UN, but I don't think there is any other way, if we want to stop this craziness.

It's also my believe, that we - at the same time, that we have to use force against the criminals - we also have to find solutions to stop the conflicts that nourish and produces this kind of fanatics. That's why conflict as the one between the Palestinians and Israel has to be stopped by all responsible means (not including killing one of the parts), giving bought the Israelis and the Palestinians the opportunity of reasonably living conditions.

Jeanette - this is my way of trying to give a Danish view on the situation. It has been a quarter of a century since we had the chance really to exchange our opinions on politics and stuff like that, - - this is a painful occasion to revive it.

Fandt bog af kinesisk forfatter på tur til Paris

I juli 2005 tog Ulla og jeg til Paris på vores første fælles ferie i mange år uden drengene. Vi havde opdaget, at vi stod overfor en af livets overgange. Ikke børnefamilie mere, men bedsteforældre, det er vi heller ikke – det må også gerne vente lidt. Drengene nærmer sig nu henholdsvis 20 og 22 år.

Vi har svært ved at stå for en god boghandel, og i manglen af franskkundskaber var det spændende at støde på ”Shakepeare & Company” på Rue de la Bûcherie umiddelbart nær Seinen. Særligt en bog gjorde indtryk på mig: ”War Trash” af forfatteren Ha Jin.

Ha Jin er som forfatter indbegrebet af resultatet af vores globaliserede verden. Jeg opdagede, at vi er omtrent jævnaldrende. Han blev født i Kina i 1956 og meldte sig under kulturrevolutions galskab i 1970 som soldat ved den kinesiske folkearme. Senere flytter han i 1985 til USA og er nu professor i engelsk ved ”Boston University” i USA.

Bogen ”War Trash” beskriver hvordan en ung idealistisk kineser oplever Koreakrigen som en del af de mange kinesiske ”frivillige” Mao sendte ind i Koreakrigen som modpart til amerikanerne. Ha Jin giver i bogen et meget nuanceret billede af krigen set fra en vinkel, som har været ukendt for os i vesten. Det var næsten som da jeg som dreng overraskedes af, at indianerne også havde en historie at fortælle.

”War Trash” kan købes hos Saxo.dk

Bogen ser så at sige Koreakrigen fra ”indianeres” side, og viser os samtidigt i sine nuancer at ingen af siderne i krigen har noget at sige den anden på. Hovedpersonen i bogen kommer i krigsfangelejr og udsættes her for et umenneskeligt pres for at frasige sig ønsket om at tage hjem til sin gamle mor og unge forlovede hjemme i Kina. Presset indgik i amerikanernes ønske om udadtil at opnå en moralsk sejr over kommunisterne.

Ved at støtte sig til indiske FN-tropper lykkes det ham at undslippe presset for at tage til Taiwan. Han kom derved hjem til fastlands-Kina, hvor han derefter oplevede, at de hjemvente helte ikke blev betragtet som sådan.

En smuk fortælling af en kineser, der nu klarer sig flot i USA.

Læsningen af bogen fik mig til at interesse mig mere for Ha Jin som forfatter. Det viste sig, at hans mest kendte bog ”Venten” forelå på dansk. En smuk bog, der også giver indblik i det Kina, som vi bør bruge langt mere tid på at forstå, end at oparbejde en konflikt med væsentlige befolkningsgrupper i Mellemøsten.

Gør vi ikke det, kan vi nemt komme til at stå måbende tilbage, når kineserne i nær fremtid overhaler os økonomisk.

Forandringstræghed fører til udbrændthed hos den gode medarbejder

Jeg havde i årene 1998 til 2001, stor glæde af at få lov til at beskæftige mig indgående med mange teorier omkring skoleledelse.

Det skete i f.m. projektet. ”Fra lærer til leder”, et pionerprojekt med det formål at styrke rekrutteringsgrundlaget til skolelederstillinger.

Et kendt dilemma består i, at mange opfatter forandringskrav som årsagen til udbrændthed og stress. Min påstand er snarere det omvendte, - og det var herligt at finde teoretisk belæg herfor.

Vi har individuelt indbygget et forsvar mod negative selvoplevelser. Det sker ved, at vi lægger skylden for vores fejl på ydre forhold. I skolen f.eks. rammer, resurser, eleverne, forældrene, ledelsen, politikerne ect..

Denne tildækning af fejlene er som udgangspunkt ganske uskyldigt og menneskeligt, og i nogen grad nødvendig for at magte hverdagen.

Men vi hjælper ofte hinanden med at skjule, at tildækningen foregår. Derved gør vi det reelt umuligt at takle problemerne. Der sker så at sige det, at vores inkompetence løbende indøves og forfines.

Det sker, når vi indpakker forslag og tanker, bag en facade af tilsyneladende respekt. Modparten i samtalen fornemmer den skjulte dagsorden, men hjælper af høflighed aktivt med til at holde tingene under overfladen. Vi skyggebokser, frem for at tale om kernen i det, vi ønsker at kommunikere om.

Dette adfærdsmønster indlæres som god tone, og afvigende optræden inddæmmes som udslag af manglende situationsfornemmelse, - man kunne her drage paralleller til både janteloven og kejserens nye klæder.

Modstandsrutinerne har den virkning, at der skabes en forskel på det vi siger vi vil, og det vi faktisk foretager os. Det gælder f. eks. udviklingsprogrammer, som alle høfligt deltager i drøftelser i råd og udvalg, selvom indholdet ikke er nærværende i forhold til de praktiske lærerarbejde. Den underlæggende læring i den forbindelse er, at udviklingsplaner kommer og går, mens praksis består, - underforstået, der er ikke brug for udvikling.

I den forbindelse bør narren eller systemkritikeren efter min opfattelse bedømmes mere positivt, end den der spiller med, når vedkommende i virkeligheden ikke tror.

Men hvordan hænger det sammen med begrebet udbrændthed.

I den almindelige opfattelse paralleliseres udbrændthed ofte med overanstrengelse, og det tillægges i for høj grad den enkelte. Læser man lidt på teorierne, er det ikke så enkelt.

Jeg stødte f.eks. på denne definition af udbrændthed:

Udbrændthed er en reaktion, som opstår i arbejde med relativt høje krav, når er arbejdsopgave som er "tiltalende", ikke kan fuldføres uden et betydningsfuldt afkald på kvaliteten i arbejdet.

(Bryd den onde cirkel!, John Graversgård, Frydenlund/arbejdsmarked, 1994)

Sammenhængen til forsvarsrutinerne ligger i, at udbrændtheden følger i forlængelse af tildækningen af afstanden mellem idealer og virkelighed. Den engagerede person, der møder med gåpåmod og høje faglige idealer, bliver bl.a. sat på plads af kollegaer, ledelse og stedets uskrevne rutiner og regler.

Alt for ofte takles og skabes udbrændthed ved en stiltiende og selvforstærkende gensidig opfattelse af, at udbrændtheden skyldes den enkeltes manglende formåen. Derved afskæres muligheden for støtte fra omgivelserne i den situation, hvor det er allermest nødvendigt.

Det interessante er, at de forhindringer for udvikling, som er et problem for organisationers vitalitet, f.eks. de forsvarsrutiner, der tildækker hverdagens fejl – samtidigt også er medvirkende til sliddet på den enkelte – og i sidste ende udbrændthed hos den engagerede kollega. Den for hvem der er idealer, vedkommende ikke selv føler eller finder kan opfyldes i hverdagen.

Der skal være åbenhed omkring fejl og vanskeligheder. Det kræver, at problemerne ikke personificeres i opfattelsen af den enkeltes person. De skal i stedet ud i et fælles professionelt rum, hvor man som udgangspunkt føler sig accepteret og værdsat.

Derved skabes en vindersituation for både medarbejder og institution.

Jeg havde for nyligt den fornøjelse at høre et indslag i programmet Orientering på P1, der også gør op med tanker om at mennesker ikke gider arbejde. Heri hedder det at folk snarere frustreres over at de ikke gives muligheder for at udføre deres arbejde kvalitativt ansvarligt. Flere sandheder om arbejde, 11. april 2006 kl. 17:10 på P1