Friday, April 14, 2006

Vi var det, som man kaldte statsfæstebønder

Som det fremgår af overskriften på denne blog, gør jeg lidt af en dyd ud af, at jeg er husmandsdreng og jordbunden dansker. Selvom jeg måske nok også lidt er en jordbunden rebel. Jeg føler mig forbundet til en fortid, som sikkert kan synes fjern for mange yngre. Både fordi jeg blev født ind i et husmandshjem under beskedne kår og fordi jeg holder af at fordybe mig i de historiske dimensioner i tingenes tilstand.

Min far var som sagt husmand, men det var min morfar Thorvald Dyrholm Andersen (1902 - 2001) også nogle hårde år i 30’erne. Thorvald havde nedsat sig som husmand i en økonomisk meget svær tid, det var også baggrunden for, at han senere måtte opgive landbruget, han fortalte selv:

    ”Den 5. juni 1931 blev jeg gift med Dagny. Vores første arbejde som nygifte var at grave en brønd. Al jord blev hejst op i spande. Det var meget hårdt og endte også med, at Dagny, der var i anden måned, aborterede.

    Vi var det, som man kaldte statsfæstebønder. Jorden ejede staten, den var sat til en værdi på 6.500 kr. Byggeomkostningerne kom op på 10.000 kr., hvoraf vi kunne låne 9.000 kr. af staten. De to murere havde ansat mig som murerarbejdsmand til 70 ører i timen. En hestehandler i Lysgård lånte mig en hest til efterårsarbejdet, så jeg cyklede til Lysgård efter den. Men turen blev meget drøj. Hesten var ikke særlig villig, så jeg måtte gå med cyklen og hesten alle 33 km. Da den skulle afleveres, fik jeg min kone med til at genne på den. Da vi kom til Viborg blev hesten meget villig, da den kunne kende vejen hjem. Så kunne vi cykle fra Viborg til Lysgård. Hesten vidste ikke, at den skulle hjem for at slagtes.

    Forrentningen var på 600 kr. halvårlig. Vi regnede med 100 kr. for hver slagtesvin vi leverede, men prisen faldt i 1932 til 48 kr. Vi var så fattige som vi kunne blive. Ved indførelsen af svinekortene kunne vi få 78 kr. for de 15 grise, som vi havde svinekort til. For hver 7. gris, som vi leverede, fik vi et ekstra svinekort - så dem, der havde råd til det, købte svinekort op.

    Det var også dem, der kunne tillade sig at stifte gæld, der fik lavet akkord (gældssanering) ved f. eks. at betale 12 % af den gæld, som de havde til købmanden, smeden el. lignende. Det var en hård økonomisk byrde for de handlende at afstå 88 % af deres tilgodehavende fra "de bedste kunder".

    Da vi købte besætning til ejendommen, gav vi 800 kr. for 4 køer. I 1932 købte vi en kvie for 85 kr. Vi har solgt torvegrise for 5 kr. pr. stk. En handelsmand, der gerne ville købe nogle grise af mig sagde: "Du må tænke på, at det snart er termin". Jeg sagde, at han godt kunne gå, for det kom ikke ham ved.

    Handelsmanden sagde så til vores nabo: "Ham manden deroppe er vist ikke rigtig klog". Naboen: "Han er vist klogere end du tror".

    Vi lånte i. f. m. vores etablering som landbrugere 1.400 kr., der skulle betales tilbage over 14 år. Der skulle 7 kautionister til, for at vi kunne låne pengene.

    Vores ældste datter begyndte i Nr. Vinge skole i 1940. Lærer Schøler spurgte eleverne på skift, om hvad deres far beskæftigede sig ved. Ellen sagde stolt: "Min far er prioritetsbestyrer". Det havde hun hørt mig sige flere gange, og hun troede vist, at det var noget fint."

Thorvald og Dagny fik følgende børn :

  • Ellen Dyrholm Winther (Født: Andersen), 3.9.1932
  • Emmy Dyrholm Jensen (Født: Andersen), 27.4.1935
  • Svend Åge Dyrholm Andersen, født 3.6.1943, død 10.02.1997 i en alder af 53 år.
samt yderligere to, der døde som små:
  • Marie, 1938 (døde 8 mdr. gammel)
  • Robert, født 10.04.1940, død 11.04.1940
Thorvald opgav husmandslivet i starten af besættelsestiden (han indtrådte i arbejdsmandsforbundet den 1. november 1940), og efter at han måtte afhænde husmandsstedet flyttede familien efter arbejdet. Han var en tid på flyvepladsen i Karup og han arbejdede i brunkulslejrene.

Thorvald harper grusUanset hvor Thorvald kom frem, forstod han sig på, at "holde hovedet oven vande", uden at krænke sine arbejdskammerater. Det gav sig bl.a. udtryk i, at han ikke ville deltage i de drikkelag, der ofte fulgte med det fysisk hårde arbejde. Han mødte således op på en ny arbejdsplads medbringende en kasse øl. Den satte han frem, men kundgjorde samtidigt, at så regnede han også med at blive holdt udenfor drikkeriet.

Han havde også den indstilling, at familielivet omtalte man ikke overfor arbejdskammeraterne. Mange af brunkulsbisserne havde lagt forliste forhold bag sig, og han havde set hvordan de hakkede på arbejdskammerater, som fortalte vidt og bredt om en køn kæreste eller et lykkeligt familieliv.

Familien fandt ret hurtigt til Gl. Rønbjerg, hvor de overtog huset, "Solglimt", efter svigerfamilien. I mange år havde de dog svigerfaderen, Lars Chr. Pedersen, boende på aftægt.

I de mange år i Gl. Rønbjerg arbejdede Thorvald som tørvearbejder, harpede grus i en grusgrav, var vejmand og banearbejder. Derudover holdte han en stor nyttehave og havde enkelte dyr.

Mange år senere, da han var enkemand, havde jeg i foråret 1997 den fornøjelse at bo hos Thorvald i nogle måneder i det hus på Højlundsvej i Skive, som han på det tidspunkt ejede.

0 Comments:

Post a Comment

Links to this post:

Create a Link

<< Home