Hjemve uden e-mail og telefon

Jeg har i de senere år mødt både danske og udenlandske unge, der har deltaget i udveksling. Mange ting er tilsvarende mine egne oplevelser, men kommunikationsmulighederne i dag er væsentligt forskellige.

Der var virkeligt langt hjem, når der ikke var e-mail og telefon til rådighed. Jeg tror, at jeg talte med mine forældre i telefon en enkelt gang i løbet af det år, hvor jeg som 16 årig boede i USA i 1972 - 1973.

Det var ikke lutter lagkage hos den første familie. Det var en strengt patriakalsk familie af tysk-katolsk afstamning.

Forældrene hed Bernard og Myrida. Sønnen Steven, der angiveligt skulle være min amerikanske "bror" var ikke til at slå et ord af - der hang en byrde over ham, som pigerne var fri for - han blev ikke spurgt om han skulle overtage farmen, "når han blev stor". Det var et moralsk krav.

Jeg tror det tyngede ham umådeligt meget.

Jeg var mine egne forældre hjemme i Danmark taknemmelige for, at jeg havde fået muligheden for at rejse ud, så jeg turde knapt fortælle dem, at jeg ikke trivedes. Først i december, ca. 5 måneder henne, fik jeg på en meget ydmyg måde luftet mine frustrationer i et brev hjemad:

"Kære far og mor

Jeg har haft en hård tid de sidste to uger, men det er begyndt at gå over nu. Jeg har haft mange problemer at slås med under opholdet her. Jeg kan liste nogle af grundene til dem:

De satte mig til at køre lastbil

Steven er ikke en type, der taler meget, han taler næsten ikke. Det gælder ikke kun overfor mig, men overfor alle.

Steve kan ikke lide at tage til byen til sportskampe, ... og uden ham, har jeg ikke nogen transport (der er 15 kilometer).

Der er meget arbejde og hele tiden før skolen begyndte (Bem: hele august måned) var der kun arbejde hver dag fra 7.00 - 19.00.

Når jeg snakkede med Bernard kunne han aldrig give et klart svar, jeg forstod.

Myrinda snakker ikke så meget. Hun er næsten som Steven.

I kan se, at der har været meget at slås med hele tiden, men det størte problem var ikke det sproglige, men at forstå meningen med ting.

....................."

Herefter fortsætter brevet med en længere defensiv forklaring på, at nu skal jeg nok opføre mig ordentligt, og indrette mig på familiens krav, - for det lærer jeg jo også noget af.

Jeg var virkelig bange og følte mig forladt. Og det måtte ikke blive et nederlag, og det værste var at blive sendt hjem.

Brevet ændrede ikke noget i første omgang, men mine forældre tog et initativ - trods mangel på engelskkundskaber. Det betød, at Woelfel-familien i Minnesota, hvorfor min familie sommeren før have haft besøg af af deres datter Jeanette som udvekslingsstudent, begyndte at blande sig.

Jeg kendte ikke til det, der foregik, og der gik også lang tid endnu - men i februar 1973 kunne jeg pludselig flytte til Minnesota - og fik derefter betydeligt flere positive oplevelser med fra mit ophold til USA: