Medborgerhuset i Skive de første år

Det var lige fra starten typisk for Medborgerhuset, at der var to brugergrupper, som kun i nogen grad overlappede hinanden. På den ene side er husets faciliteter, møderum og trykkeri blevet benyttet af en lang række foreninger og interessegrupper. På den anden side har huset i sig selv været ramme om aktiviteter, som Medborgerhuset selv har stået som arrangør af. det betød ikke, at det var husets ansatte leder, eller den brugervalgte styrelse, der var initiativtagerne. Mange enkeltpersoner bidrog, når de var kommet på en idé. Huset gav rammer, der både inspirerede til og muliggjorde mange aktiviteter.

En fast begivenhed blev hurtigt fællesspisningen onsdag aften. I perioder deltog op til 30 personer. denne fællesspisning blev arrangeret fra gang til gang, ved at nogen meldte sig til at stå for næste uges middag. de købte selv ind og udgiften blev delt mellem de fremmødte.

Menu'en kunne ændre sig. I nogen perioder blev der budt på almindelige kendte retter, frikadeller, millionbøf, flæsk eller lignende. Til andre tider var mere særprægede ting på mode, som f.eks. vegetarmad.

Ofte blev spisningen om onsdagen efterfulgt af et eller andet arrangement, som man kunne deltage i efter spisningen. Det kunne være et foredrag, en film eller andet. Det var typisk for disse ting, at Medborgerhuset dækkede udgifter til annoncering, mens de fremmødte selv måtte dække rejseudgifter, filmleje eller lignende gennem entréindtægt.

Et par eksempler :

Onsdag den 11. oktober 1978:
"En solstråle-historie fra Hobro"
To unge fra Hobro fortæller om hvordan unge arbejdsløse fik stilet et værksted til rådighed for fremstilling af solfangere. Entré 5 kr.

Onsdag den 22. november 1978:
"Arbejdsmiljøet i Atomkrafindustrien"
En film om atomoparbejdningsanlægget La Hauge i Frankrig. Entré 10 kr.

Men det var ikke kun "fællesspiserne" om onsdagen, der stod for at lave arrangementer i husets navn. Et aktivitetsudvalg med skiftende deltagelse stod for mange initiativer. Her er nogle eksempler fra efteråret 1978:

Søndag den 15. oktober 1978:
Hamonikaspil og dans med Casper Lund

Søndag den 29. oktober 1978:
Billiardturnering.

Søndag den 9. december 1978:
Film om dronning Margrethes besøg på Grønland efterfulgt af underholdning ved Resen skoles kor.

I december 1977 tog tre af husets brugere initiativ til, at der blev holdt juleaften i huset. En uge før jul var der endnu ingen tilmelding, men de kom de sidste få dage før juleaftensdag. I alt deltog 13, hovedsageligt ungkarle, i spisningen i husets filmlokale, hvor der var pyntet med juletræ og julepynt. Menuen var flæskesteg og ris á la mande.

Nogle af de interessegrupper og foreninger, der kom til at bruge Medborgerhuset har i kortere eller længere tid haft egne lokaler, de kunne disponere over. Det første år gik dog før kælderen bare var nogenlunde anvendelig. Ved hovedsageligt frivilligt arbejde blev flere kælderrum i slutningen af 1977 og begyndelsen af 1978 gjort brugbare. Her blev der i første omgang indrettet to mødelokaler, et hobbyværksted og et mørkekammer. Hobbyværkstedet blev brugt af en billedgruppe, der lavede zink- og linoliumstryk. senere blev dette rum brugt af keramikgruppen.

Mørkekammeret var indrettet specielt til brug for Skive Fotoklub, som dengang holdt til i Medborgerhuset. PÅ loftet blev et lokale brugt af en musikgruppe, som øvelokale, mod at de lovede at øve på tidspunkter, hvor huset ikke blev brugt til arrangementer, der ville blive forstyrret af støjen.

Senere fik Faglig Ungdom, Skive Kvindegruppe og DKU lokaler. Kvindegruppens rum blev senere indrettet til legetøj for den gruppe, der holder legestue i huset.

Det er ofte blevet sagt om medborgerhuset, at det hovedsageligt er yngre mennesker, der bruger huset, og at kun bestemte grupper bruget det. Det er rigtigt, at yngre mennesker, under de 30 dominerer blandt brugerne, ligesom de dominerede blandt initiativtagerne til Medborgerhuset oprettelse. Men trods det har bredden i aktiviteterne været enorm.

Det vil være umuligt at opremse de talrige foreninger af politisk, kulturel eller anden art, der har brugt huset. Mange af aktiviteterne har naturligvis været lukkede foreningsarrangementer, men der har også været talrige offentlige arrangementer. Hvem tænker i dag på, at Skiveegnens Landboungdom i efteråret 1978 holdt en studiekreds i huset i samarbejde med AOF, hvor bl.a. landsformanden for Danmarks landboungdom deltog. Hvem kan huske, at der blev indkaldt til møde for sportsinteresserede, der ville med til OL i 1980. Hvem deltog, da tre venstrefløjspartier i februar 1980 på et møde heftigt diskuterede den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan. Det var næppe de samme mennesker, som deltog, da Frelsens Hær en måned senere holder en sammenkomst med kaffe, sang, musik og kristent samvær.

Ved Medborgerhusets start i januar 1977 blev der ansat en leder med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Først 1½ år efter husets start blev der ansat yderligere en medarbejder, som også fik 20 timer ugentligt.

Der blev ved aflønningen ikke taget hensyn til, at arbejdet kunne kræve en indsats uden for normal arbejdstid. Husets leder valgte derfor at lægge den største indsats i dagtimerne, mens aktiviteterne naturligt var størst om aftenen. det blev bl.a. derfor svært som bruger at komme i kontakt med det ansatte personale.

I januar 1981 bad husets leder om at blive frigjort fra sit arbejde, han mente ikke at styreforholdene omkring huset var tilfredsstillende. Kort sagt, mente han, at husets brugere havde for stor indflydelse på husets ledelse. Husets brugere havde naturligt nok en anden opfattelse af forholdene, set fra den side var den manglende kontakt med lederen et stort problem. Skive kommune udarbejdede herefter, uden at forhandle med brugerne, nye vedtægter for huset, der skulle svække brugernes indflydelse på ledelsen i huset. Disse vedtægter blev fremlagt på et husmøde i april 1981, hvor husets brugere forkastede kommunens forslag.

Herefter valgte kommunen på trods af heftige og enige protester fra enkeltpersoner og foreninger, der brugte huset, at lukke huset midlertidigt fra udgangen af maj 1981.

En uge fra mødekalenderen i december 1978 :

Mandag den 3. december:
19.00 Fotoklubbens juleafslutning
Tirsdag den 4. december
18.30 Læsekursus
19.30 Ulandsgruppen
Onsdag den 5. december:
18.30 Læsekursus
18.30 Fællesspisning
19.30 Filmforevisning i filmlokalet
19.30 Billedgruppen
Torsdag den 6. december:
18.30 Læsekursus
19.00 Forbrugergruppen
19.30 Landbrugsstudiekreds
Fredag den 7. december
Ingen lokalereservationer
Lørdag den 8. december
09.00 Forbrugergruppen
09.30 OOA
Søndag den 9. december
14.00 Børnehygge. Resen skoles kor m.v.
14.00 Billedgruppen

En uge fra mødekalenderen i marts 1981 :

Mandag den 2. marts:
14.00 Porcelænsmaling
19.00 Keramik
19.30 OOA-møde
Tirsdag den 3. marts
15.00 Skive Husflid
19.30 DKU-studiekreds
Onsdag den 4. marts:
18.30 Fællesspisning
19.30 Lysbilleder fra arbejdsløshedsmarch 1979
19.30 Faglig Ungdom møde
19.30 Folk og Musik møde
Torsdag den 5. marts:
19.00 Nej til A-våben møde
19.30 Møde om psykisk krisecenter
19.30 DKU-møde
Fredag den 6. marts:
Ingen lokalereservationer
Lørdag den 7. marts:
09.00 DKP-møde
Søndag den 8. marts:
12.00 Kvindearrangement i anledning af 8. marts dagen

---

NB: Medborgerhuset blev nedlagt endeligt i 1987, da politikerne oplyste, at huset skulle nedrives for at give plads til et nyt dommerkontor, som efter ændringerne i retskredsene den 1. januar 2007 aldrig bliver aktuel. Mange år efter er der stadig kun græs på stedet.

Indlæg i "Medborgerhuset 10 år, 1977-1987, jubilæumsskrift udgivet i anledning af Medborgerhusets 10 års fødselsdag, januar 1987." Forfattere var Niels Mortensen, Stine Nymann, Lone Sneibjerg og undertegnede. Dette indlæg var mit bidrag til skriftet.

Skolehistorier er der mange af

Vi deler alle det, at vi har en skolehistorie. For nogen hører den barndommen til, for andre det og lidt mere i form af videre- og efteruddannelse - og for nogen af os det meste af vores liv - fordi det også blev vores arbejde.

Vores egen skolehistorie har betydning for dem der kommer efter. Det gælder også forældrenes skoleerindringer, da de medbidrager til de forventninger de stiller til skolen, og til forventningerne hos de børn og unge, som de selv sender i skolen.

Vi kan have forskellig erindring om ganske den samme skole, - det er også en vigtig erkendelse. Nogen tænker positivt tilbage, mens andre kan have oplevet den samme klasse, den samme lærer og den samme skole helt anderledes.

Den gode skole er ikke kendetegnet ved kun gode historier, men af at langt de fleste historier er overvejende gode, - og måske i særlig grad ved, at der vises omsorg overfor den enkelte elevs muligheder for at få en positiv historie ud af det.

Jeg vedkender mig selv, at min tidlige skolehistorie, har haft stor betydning for det virke, som jeg selv har lagt i skolearbejdet. Lidt groft sagt, så har jeg udtrykt det med, at jeg blev lærer - fordi jeg ville "hævne mig på skolen".

Den form for motivation er der sikkert mange andre lærere, der genkender, - og den er ikke så ringe endda som brændstof.

Det at hævne sig, - er lidt hårdt sagt, - for jeg har netop også haft gode skoleoplevelser, - ellers havde en skolegang, der startede som marginaliseret husmandsdreng heller ikke endt op med et ganske tilfredsstillende uddannelsesmæssigt niveau.

Men hvoraf så hævnen alligevel?

1. kapitel - grundskolen

Jeg startede i barneskolen, landsbyskolen et sted, hvor den sociale rangorden dengang var hel og intakt - og gik der indtil 7. klasse. Skolen som jeg i min oplevelse mødte den der, vil jeg ikke ønske for nogen.

På pigesiden måtte en af pigerne f.eks. i hele sit skoleforløb se sig voldsomt moppet fordi hendes mor havde født hende udenfor ægteskab i en meget ung alder. Hun boede hos sine bedsteforældre - og blev udset til at efterfølge sin moders skæbne - hvilket ved fælles hjælp fra omgivelserne lykkedes.

Det der siges i de små hjem, bringer børnene jo med i skolen, - og hvis der i skolen ikke gøres en bevidst indsats, der trækker i en anden retning - udvikler tingene sig jo med deres egen logik.

På drengesiden havde man to muligheder, når man hørte til på den laveste del af den sociale rangstige - at blive slagsbror og ballademager eller at holde lav profil og gøre sig usynlig.

Jeg blev det sidste. Jeg valgte det ikke - og først langt senere er blevet mig selv bevidst, hvor vigtigt dette "valg" var. I nuet som barn følte jeg mig ubetydelig, - og i 7. klasse græd jeg, da jeg fik fortalt, at jeg var for dum til at komme i realskolen.

Noget godt skete der alligevel på denne første og derfor på mange måder vigtigste skole. Det var skolebibliotekaren - hende jeg havde haft som klasselærer i 1. klasse. Tilbage i 5. klasse var jeg tæt på at skulle indstilles til specialundervisning i dansk, men trods det lærte hun mig i al ubemærkethed at holde af at læse bøger.

Det blev den stille dreng, der fandt et skjul på skolebiblioteket i frikvartererne - for at slippe for slagsmålene i skolegården, - og i min oplevelse var hun den eneste lærer på min første skole, der opdagede, at der var andre potentialer end det at blive sat af tyskholdet for at få flere timer i skolesløjd.

Vi talte bøger - og hver gang jeg havde læst en - kom der en ny med hjem.

2. kapitel - overbygningen

Det med ikke at komme i realskolen blev set i bakspejlet helt utvetydigt den mest positivt betydningsfulde begivenhed i min barndoms skolegang.

Var jeg kommet i realskolen, ville jeg have mødt skolen i den samme gamle form, som de første 7 år. Realskolelærerne på den nye skole var meget lig den første skole.

Vi var stadig på landet, det var i 1969, - og uden at omgivelserne havde opdaget det brød de fastlagte kulturelle barrierer ned - og vi, der var udset til at være 2. division, der kun skulle gå i 8. - 9. og 10. klasse endte op med de bedste lærere.

Dem der var nye og friske. Dem der, set i min skolehistoriske optik, så noget i os uanset vores sociale baggrund.

Dem der ikke mente, at fadervor og opstilling i to lige rækker i skolegården efter middagspausen, var vigtigere end at interessere sig for, hvorfor der var slagsmål i samme skolegård. Dem der fik os til at arbejde bag en lukket dør i frikvartererne, selvom det var forbudt for eleverne at være inden døre.

Vi kunne dele hemmeligheder med vores lærere, - og på sin vis var en af de vigtigste hemmeligheder for min part, at snyde systemet ved at blive dygtig. Billedligt set udmærket illustreret ved, når vi som klasse snød os til at bruge frikvarterstid til skolearbejde.

Min klasselærer blev senere ungdomsskoleleder, min matematiklærer senere mangeårig friskoleleder, min fysiklærer skoleinspektør. De gjorde det alle godt.

Og den stille dreng blev talende - måske en smule for talende. Og skolen blev centrum for succes - og det at uddanne sig bedst muligt blev målet.

Ved afslutningen af 10. klasse var der ikke nogen let adgang til gymnasiet, - der dengang primært var forbeholdt realskoleeleverne.

3. kapitel - første fjumreår

Det efterfølgende år var på sin vis mit første "fjumreår", - en negativ betegnelse opfundet af politikere mange år efter om de oftest vigtigste år i menneskers ungdom, hvor de tager sig tid til noget, der falder udenfor den rette og lige vej til hurtigst muligt at falde til ro som en formelt set færdiguddannet, men ikke nødvendigvis modnet brik i arbejdsstyrken.

Jeg tog til USA som udviklingsstudent, oven i købet som det allerførste sted, hvor jeg kom udenfor Danmarks grænser.

Her lærte jeg engelsk - hvilket var nødvendigt for at slippe igennem nåleøjet til gymnasiet, men hvad vigtigere var så blev det et referenceår for mange andre dele af de oplevelser, der hører til et menneskes ungdomserindringer.

Som min amerikanske "søster", Jeanette udtrykte det, så lærte jeg også "street life" - om end jeg langt senere fik fortalt, at mine amerikanske teenagerkammerater opfattede mig som lidt sød og naiv i forhold de mere barske sider af teenagerlivet.

Ikke mere om det her - men blot det, at fjumrerier og det at gøre det helt ukendte og uforudsigelige har uvurderlig værdi.

4. kapitel - gymnasietiden

I 1973 mødte jeg ind på det "røde" gymnasium i Skive, hvor Mao hang på væggen og hvor der var morgensamling for alle elever - med god plads til de talelystne.

Modsat hvad mange, der først kender mig fra senere i livet, måske tror, indtog jeg aldrig denne talerstol - jeg turde det ikke. Jeg var på det tidspunkt mest tilskuer til ungdomsoprørets politiske retorik.

Talen var forbeholdt arbejdet i timerne, og i de fleste fag var jeg en god og fornuftig gymnasieelev, - og endte da også op med et afgangsbevis i den bedre ende. Ikke i top, men godt.

Der var enkelte lærere, som jeg ikke brød mig om - de var set fra elevhøjde fanget i deres egen akademiske snæversyn, - et vilkår, der stadig kan genfindes i elevernes oplevelser af enkelte undervisere i de uddannelser, der ligger efter folkeskolen.

Jeg lærte ikke russisk ved at have det på skemaet - dertil var det for svært, men jeg lærte noget uvurderligt vigtigt om litteratur og kultur ved at møde min russisklærers begejstring for Ruslands natur, kultur og historie. Læste f.eks. Leo Tolstojs 4 binds værk "Krig og Fred" om Rusland under Napoleonskrigene.

Og i kemi lavede jeg et indeks til en lærers oversættelse af et engelsk værk i faget. Det fik jeg en boggave for. Jeg ved ikke, - om det var helt alvorligt ment, - den samme lærer - der senere blev konservativt folketingsmedlem - tilbød mig faktisk plads som "ung pige" i huset, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave efter 3. g.

5. kapitel - produktionsmedarbejder

Det blev til 3 ekstra fjumreår nu som arbejdsmand, det der dengang lidt finere hed specialarbejder - og nu f.eks. er kendt som "produktionsmedarbejder".

3 år afbrudt af 3 måneders arbejdsløshed andre 3 måneder på en højskole og en måned tvangsmæssigt indskrevet hos civilforsvaret på kasernen i Thisted.

I disse år producerede jeg lædervarer, støbejern, typehuse, der skulle sendes til et jordskælvsområde i Algeriet, og sluttede den sidste tid af med at støbe betonelementer til brug ved opførelse af større industribygninger.

I disse år lærte jeg at ytre mig i det offentlige rum. Det være sig ved stilfærdigt at provokere ved at strikke strømper i kaffepausen på fabrikken, ved at tage til demonstration imod atomkraftværket ved Barsebæk i Sverige eller ved at ytre mig i læsebrevspalterne.

Alt sammen ikke skole, men meget vigtige læreår - og særligt gode læreår, der gav brede i forståelsen af de mange muligheder, der ligger forud for de unge, når der skal vælges fremtider.

Det er ikke alt sammen et spørgsmål om akademiske grader - mange "produktionsmedarbejdere" har meget spændende og udfordrende jobs, - det er i særlig grad sus over det, hvis man er med, der hvor et firma et på vej fremad - her er der ikke meget til forskel mellem f.eks. skole og industriproduktion.

6. kapitel - seminarietiden

På seminariet blev jeg en elev, der ikke tog enhver teori for gode varer - jeg mødte jo trods alt ind med lidt mere en blot den rette vej til at komme hurtigst mulig i mål. Jeg tror det var mit held. Vi var nu absolut i efterdønningerne af 68, der hvor frisættelsen var gennemført og grundlaget for den målløshed, der kom næstefter slog igennem.

Det betød kort sagt, at man uddannede lærere til at frisætte elever - der i forvejen var frisat. Teorierne tog groft sagt udgangspunkt i den tanke, at der i ethvert barn var iboende kræfter, der nærmest helt naturligt selv ville finde på at lære det rigtige, - hvis man blot gav lov.

Der var set med mine øjne ikke meget plads til den kravsættende voksne i den tids pædagogiske tænkning - og mange lærere kom deraf til enten at opleve en kløft mellem pædagogisk teori og god praksis - eller endnu være lod dele af den pædagogiske teori tynge dem så meget, at det begrænsede dem i at være hele mennesker i forhold til undervisningsopgaven.

Det har set i bakspejlet medbidraget til at der er kræfter i nutiden, der på kluntet vis vil blande sig i skolens forhold med udefrakommende kanoniseringer af hvad der er vigtigt.

Hvad er der f. eks. sket, når kun 3 ud af en hel klasse med 10. klasseelever i nutidens Danmark genkender billedet, når man ser et billede af Jeppe i baronens seng fra teaterstykket "Jeppe på bjerget".

Nogen vil mene, at det betyder, at lærerne og skolen skal styres og kontrolleres med udefrakommende krav.

Det er klart en mangel, hvis nutidens unge - grundet at de er blevet frisat, uden at være frisat fra noget - savner kulturelle rødder at vokse ud fra, men også gerne i positiv kontrast til.

Men det løses allerbedst ved at både forældre og lærere forstår deres betydning som betydende voksne, der stiller forventninger og er autentiske.

Nattog igennem Europa

En torsdag sidst på aftenen oktober 2006 stod jeg på nattoget fra München mod Ljubljana i Slovenien. Hjemme havde jeg ikke haft liggeplads siden Storebæltsbroen havde fjernet grundlaget for nattogsforbindelsen fra Struer til København.

Togstammen var lang, og de mange vogne skulle på vej sydover hen over Alperne deles med retning mod flere destinationer. Den vogn, som jeg skulle sove i var kroatisk - og der var egen sovevognskonduktør.

Ljubljana var ikke endestationen for min vogn, det var Zagreb i Kroatien. Andre vogne skulle helt til Beograd i Serbien.

Vi var fire i kupeen, jeg fik en overkøje - hvor der var god plads til bagagen. De fleste i toget var mænd i den arbejdsdygtige alder - der var ikke mange, der tog sig ud som turister. Flere af dem så ud til at være på vej til en forlænget weekend, før de skulle retur til Tyskland - hvor de formodentligt arbejdede.

Når man sammenligner med flyrejser - og særligt når man møder den østeuropæiske tålmodighed - bl.a. repræsenteret ved sovevognskonduktøren - er det som at befinde sig i en tidslomme. Der var ro over den - ikke ræs over den.