Sunday, April 23, 2006

Returnee-netværk førte til fransk middag i Versailles

Efter hjemkomsten fra USA i 1973 indgik jeg i et fællesskab af ”returnees”, der var tilknyttet organisationen Youth for Understanding. Og hjemme på husmandsstedet i Salling var familien værtsfamilie for unge amerikanere i flere omgange.

I sommeren 1974 var det Judy fra Seattle, Oregon. For hende var et husmandssted i Vestjylland, formodentligt et underligt sted at befinde sig, men til gengæld viste hun initiativer, der bragte hende meget omkring – også helt på egen hånd. Hun kom selv fra et intellektuelt hjem, med interesse for kunst. Hendes familie havde en jødisk baggrund, men det var uden at være religiøst bundet til jødedommen.

I starten af juli deltog Judy, min søster Kirsten og jeg selv til et YFU arrangement i tilknytning til Rebildfesten. Her deltog også enkelte YFU-returness fra andre europæiske lande. Heriblandt Cecilie fra Frankrig, der havde været i USA to år før mig – og nu gik på Université de Paris (Sorbonne).

Judy og Cecilie blev meget gode venner, og det førte til, at Judy besøgte Cecilie i Versailles i august 1974. Mine forældre, der havde det formelle ansvar for Judy som værtsfamilie, så lidt undrende til, - selv havde de endnu ikke været udenfor Danmark – det må havde været en stor mundfuld at se på, hvordan ungdommen opførte sig.

Senere samme efterår skulle min gymnasieklasse fra Skive Gymnsium og HF til Paris. Selv havde jeg absolut ingen franskkundskaber. Jeg havde selv valgt russisk på gymnasiet, for at stå lige med andre m.h.t. det andet fremmedsprog.

Vi havde fået grundige instruktioner om, at vi ikke måtte færdes på egen hånd, men reelt tog vores lærer sig for lidt af, hvad vi gik og lavede.

Vi besøgte en af dagene Versailles. Det jeg husker bedst, fra da vi så slottet og det store parkområde, var en lille stråtækt landsby, som den franske dronning Marie-Antoinette, havde ladet opføre som en romantisk landsbyidyl i sammenhæng med hendes lystslot. Det blev fortalt om hende, at hun ikke forstod, hvorfor folk ikke spiste kager, når de ikke havde brød nok.

Er du mere intresseret findes der en historisk roman om Marie Antoinettes dramatiske liv. Den skilder samtidigt Frankrig under revolutionen: En dronnings bekendelser - en opdigtet selvbiografi, fås hos Saxo.dk.

Jeg havde ikke haft kontakt med Cecilie siden sommeren – hun var primært Judy’s veninde, men af nysgerrighed havde jeg taget hendes adresse med – og da muligheden bød sig forlod jeg gymnasieklassen for at finde hendes adresse. Den lå centralt i Versailles.

”Jeg havde ingen besvær med at finde stedet, hvor hun boede, men da jeg fandt huset, vidste jeg ikke i hvilken lejlighed. Jeg viste en gammel mand adressen i håb om, at han ville udpege døren for mig. Han forstod vist ikke, hvorfor jeg ikke kunne læse på et skilt, der sad på væggen, men efter nogen tid pegede han dog på en dør. Det viste sig at være den rigtige dør, og jeg var da også heldig. Hun var hjemme.”

Selv tog jeg senere om aftenen alene retur til Paris med bus og to dage senere besøgte jeg igen Cecilie, hvor jeg var budt på middag med familien. Der er altid noget særligt ved at blive inviteret indenfor i et privat hjem i et fremmed land, og særligt i en situation, hvor sproget ikke slår til. Det er oplevelsesmæssigt langt mere intenst end statuer, turistboder og køb af junkfood på gaden.

Cecilie var den eneste, der kunne tale engelsk, og selv fulgte jeg opmærksomt hvordan familien opførte sig ved bordet. Man skulle jo nødigt være alt for kluntet. Og jo, de blandende vin og vand – og brugte det som tilbehør til maden. I 1974 var vin stadig en sjældenhed i mange danske hjem. Men på middagsbordet i Versailles var det nærmest sat på bordet, som var det saftevand.

Cecilie med lillesøster på skødet.

0 Comments:

Post a Comment

Links to this post:

Create a Link

<< Home