Læren af 1864 - hovmod eller ydmyghed

Billedet er fra Historiecenter Dybbøl Banke under en skoletur til Sønderjylland i 1993 med en klasse fra Nykøbing Mors. Morsø Kommune stod dengang som ejer af en tidligere landsbyskole i Bjolderup nær den dansk-tysk grænse. Man aner heri en nostalgi for tidligere tiders nationalromantik.

På lejrskolen hang ånden fra 1864 og genforeningen i 1920 i gardinerne så at sige, og besøgte man kirkegården kunne man se en grusom grund hertil, når man så på mindestenen over lokale unge sønderjyder, der var blev dræbt i 1. verdenskrigs skyttegrave som soldater for tyskerne.

Men hvad er læren fra 1864?

Er det historien om en tapre landsoldat, som jeg selv blev forblændet af, da jeg som barn læste Niels K. Kristensens bog fra 1911 "Rasmus fra Rodskov". Bogen er en romantiseret fortælling fra krigsaarene 1848-50.

Nej, læreren er snarere, at det unge og umodne danske demokrati i tiden fra 1849 til 1864 ikke forstod sig på mindretalsspørgsmålet. Folkestyret var domineret af nationalliberale, der stortrivedes med at ydmyge tyskerne i Slesvig-Holsten, og derved lod de reelt danskheden i stikken. Resultatet var, at Danmark blev prøveklud for den Preussiske ekspansion, der får år efter førte til Frankrigs nederlag til tyskerne.

Fotoet her tog jeg på en tur til Berlin i efteråret 2004. Relieffet er en del af den tyske Siegessäule, der blev rejst til minde over preussernes sejre i 3 krige først mod Danmark, dernæst Østrig og Frankrig.

Ser vi på efterspillet har forståelsen af begivenhederne før og efter 1864 flere gange været genstand for politisk strid. Der var spørgsmålet om Københavns befæstning, der reelt endte med at splitte partiet Venstre - hvorved det antimilitaristiske Radikale Venstre opstod.

Der var situationen efter begge de to verdenskrige, hvor der var nationalchauvinister, der havde drømme om at flytte Danmark længere sydpå end godt var. Heldigvis modstod flertallet fristelsen.

Jeg kan personligt ikke lade være med at drage paraleller mellem den dumstolte nationalisme op til 1864 og den måde dele af den danske debat har formet sig i f.m. sagen om muhammedtegningerne. På samme måde, som vi dengang forregnede os, da vi troede at vores egen lykke bestod i at undertrykke den tyske nationalisme - forregner vi os også i dag, hvis vi tror, at der ligger noget positivt mål i ikke at optræde indsigtsfuldt overfor det fremmede.

Dengang fremkaldte de den nationalisme, som de påstod at bekæmpe. Hvad fremkalder mon de stolte korsriddere, der påstår, at de bekæmper muslimsk fundamentalisme? De er selv medvirkende årsag til deres egen modsætning.

Litteratur, der kan bringe læseren mentalt nærmere 1864:

Noget fremmed - roman af Lars Kjædegaard

Dragon Niels Kjeldsen og hans kammerater 28. februar 1864 af Søren Meltofte

Nationalisme, krig og demokrati - Danmarkshistorien 1814-1864

Fremmedsprogslærerne ville hellere være turistguides

Besøgte Prag den første gang i april 1992. Det var sammen med en 10. klasse fra Nykøbing Mors.

Vi var ude på en af byens skoler. Det var en underlig tid at møde ind på.

Rammerne om, hvordan skolen modtog os var som i gamle dage. Meget veltilrettelagt, meget østeuropæisk, meget høfligt. Dengang modtog skoler i Prag vesterlandske elever og deres lærere med ærbødighed, nogle år efter var det blevet mere hverdag, og på et langt senere tidspunkt, da jeg igen var på skolebesøg i landet, valgte vi en skole udenfor Prag, for at være til glæde frem for til besvær.

Det var kontrasterne, der slog en dengang i 1992. Alt var under omstilling. For os var det et slaraffelland, hvor alt var styrtende billigt, for de fleste menige tjekker var tiden præget af stor usikkerhed.

Desværre er skolens navn ikke nævnt i rejseplanen, og jeg fik det ikke noteret i mine egne noter.

Det var en sekundær skole. Der var 650 elever i alderen 14/15 til 18/19 år. De første lektioner startede allerede kl. 7.15 og de sidste sluttede først efter kl. 16. Det skyldes lokalesituationen. Lærerne fortalte, at årgangene var store, fordi det kommunistiske styre have favoriseret familier med mange børn.

En af lærerne gjorde op, at hun tjente 2.800 KcS om måneden efter skat, heraf omkring 1/3 som følge af overarbejde. Hun var endda tilgodeset med et skattefradrag for børnefamilier, som de forventede snart blev afskaffet. Den almindelige gennemsnitsløn i Tjekkoslovakiet var på samme tid ca. 4.000 KcS.

Der var omkring 50 lærere på skolen, de læste hver omkring 24 lektioner om ugen.

Til sammenligning fortalte den guide, som fulgte os hele ugen, at han før systemskiftet havde tjent 30.000 KcS årligt, men at han nu var oppe på ca. 120.000 KcS om året, svarende til en månedsløn på 10.000 KcS.

Den lønforskel illustrere de store problemer, som skolen havde med at klare fremmedsprogsundervisningen.

Der var tilbud om undervisning i russisk, tysk, engelsk og spansk. Sprogligt ligger russisk tættest på tjekkisk. Mange af de elever, der var startet med russisk valgte at forsætte med det, for ikke at skulle starte forfra med et nyt fremmesprog. Derfor havde 50 % af skolens 4. årgang stadig russisk, mens det på skolens 1. årgang kun var 30 %, der tog russisk.

Men de fortalte også, at i primærskolerne ønskede kun 5 % af eleverne nu russisk som fremmedsprog. De tog i stedet tysk eller engelsk, de to sprog havde i 1992 nogenlunde samme popularitet hos eleverne. I dag er engelsk klart det førende.

Det gav dem store problemer med at skaffe de nødvendige lærere. Der var sproglærerflugt til økonomisk mere givtige erhverv, specielt turistbranchen og udenrigshandel. Derfor var der kun to tjekkiske engelsklærere på skolen. Derudover klarede de sig med en australier og en amerikaner, som underviste i faget drevet af idealisme og eventyrlyst.

Som et parallelt problem, blev der fortalt, at læger og sygeplejersker søgte til Tyskland.

Barnetroen var stadig gældende i 1970

Ved min konfirmationsdag troede eller nærmere frygtede jeg – jeg var sikker på, at der var en Gud, og var bange for ikke at leve op til hans forlangende.

Billedet fra min deltagelse i KFUM-spejdernes korpslejr i 1970, med den makabre dekoration på den udendørs kirkesal og indramningen med Dannebro, udgør et perfekt billede af denne barnetro. Det var kort før jeg fyldte de 15 år.

Man skulle i dag tro, at det for nogen var selve målet ved at være dansk, at vi alle kunne falde artigt tilbage i dette billede.

I løbet af et par år derefter eroderede den religiøse frygt. Men det gjorde ikke nødvendigvis den etiske fordring lettere.

Jeg mener grundlæggende ikke, at vi har andre guder, end de guder vi har i vores egen bevidsthed.

De kan til gengæld være ret virkelige, netop når mennesker tror på dem.

Religion hører som fænomen sammen med de egenskaber, der historisk har gjort det muligt at forme menneskeligt fællesskab. Fælles tro smeder samfund og kulturer sammen i større fællesskaber end den nære familie.

Religion har historisk været medvirkende til meget både smukt og grimt – og har fortsat mulighed for at fungere på samme vis – både smukt og grimt.

Møder vi den, skal vi vide at værdsætte, når de religiøse tanker viser sig fra de positive sider, og ikke selv bidrage til at fremme det modsatte ved at udvise brovtende intolerance.

Selv er jeg meget taknemmelig for at leve i en tid, hvor oplysningstidens gennembrud er blevet nær ved fuldendt – så tanken er sluppet fri fra de snævre religiøse bånd.

Det er bl.a. kendetegnet ved videnskabens ret til at fungere uafhængigt af troen og samfundets ret til at lade love og regler fastlægge uafhængigt af fundamentalistiske trosfordomme.

Jeg mener til gengæld også, at vi skal være dybt taknemmelige for vores eksistens – og se det som et privilegium. Vi skal også være ydmyge overfor, at vores sprog og bevidsthed godt nok er bundet til os hver især som individer, men forudsætningerne i sproget og meget af vores viden er overleveret, og i den forstand lever vores forfædre stadig videre igennem os.

Her var der måske en ide til at forstå sprogets centrale betydning:
Sproget - Hverdagens mirakel - fås hos Saxo.dk

I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig

I forhold til den største del af menneskeligheden har vi her i Danmark reelt levet i lykkelig uvidenhed omkring krigens rædsler siden 1864. For Danmarks vedkommende var den tyske besættelse 1940 – 1945 naturligvis ganske ubehagelig, men set i forhold til den egentlig krigsførelse, der foregik andre steder, slap danskerne billigt.

Efter 1864 indtog vi som nation en ydmyg rolle i forhold til de ydre trusler fra først Tyskland og senere Sovjet. Vi havde så at sige lært lektien og indtaget en politik, der svarede til vores størrelse og placering.

Overordnet set bør vi være stolte af den lære vi drog af 1864. Det er langt smukkere at yde en værdifuld og fredelig indsats ude og hjemme end at gå rundt og slå itu.

Jeg holder selv af at fastholde historie. I kendskabet til tidligere tiders erfaringer ligger muligheden for, at vi træffer mere kvalificerede valg fremover. Og klart for at modvirke tendenser til nationalchauvinisme.

Jeg kan ikke finde personlige kontakter, der rækker tilbage til 1864, men hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren da den 1. verdenskrig brød ud i 1914. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange, - også her fra Skive.

Jeg boede i årene fra 1979 til 1983 til leje hos den tidligere banearbejder Christian Ørtoft, Brårupgade 38 i Skive.

Han var en ældre herre, da han var gået på pension, dengang jeg blev født.

Han fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Det er fra ham, jeg har historien om togturen til Viborg. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.

Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de "efterladte".

Den militære Indkvartering i Skive

Byfogedkontoret beder os meddele følgende:

Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvarterværterne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvarterede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 - 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. - hvornaar paa Dagen vides endnu ikke - og rejser den 29. om Morgenen.

Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917

I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.

Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.

Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grundejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for.

Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på 35 øre pr. dag pr. soldat.

Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : "Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning". De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.

Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvarteringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.

Krabbesholm Højskole

Ser man sig om, finder man det globale i det nære. Det være sig en virksomhed, der har et internationalt udsyn. Det kan også være en kulturinstitution.

Krabbesholm Højskole her i Skive udmærker sig ved at være et sådant sted. Den 13. juni 2004 tog vi som familie til udstilling på Krabbesholm Højskole. Min kones niece, Ida, der ellers bor i København, havde været elev på skolen i ½ år.

For hende var Skive et sted langt ude på landet, et sted hun ellers kun kender, fordi vi nu bor her.

Men Krabbesholm Højskole har noget, der kunne trække hende og mange andre fra indland, men også udland til byen. Et kreativt miljø, der udfordrer mange sider af det kreative indenfor kunst og arkitektur.

For Ida handlede det om at skaffe sig merit til at kunne komme ind på arkitektskolen i København, et projekt der lykkedes - for hun går der nu.

Det har ikke altid været let at være Krabbesholm Højskole. Den er en af Danmarks ældste højskoler. Grundlagt som en traditionel grundtvigsk højskole i 1885, og det gjorde i nogen år ondt i elevtallet, før man fandt ud af, at det ikke længere var nok at henvise til gamle traditioner, hvis man skal overleve.

Ser man skolen i dag, må man sige, at de gør det ualmindeligt flot, men janteloven gør, at der i den lokale debat i Skive ind imellem dukker knubbede bemærkninger op, om at "de ikke skal tro, at de er noget".

Også her er det om at komme op at plovfugen. Jeg siger det også af egen erfaring, som barnefødt i det lokale landbrugssamfund lærte jeg som barn ikke i tilstrækkelig grad at turde nyde det anderledes og elitære.

Mit barndomshjem - hans husmandssted

Min far, Johannes Jensen, stammer fra Rødding. Han blev født i 1923, og er nummer 3 ud af en søskendeflok på 5. Efter konfirmationen afsluttedes skolegangen og han arbejde i de næste 17 år som karl og senere fodermester på forskellige gårde i Vestsalling og Midtjylland.

Han mødte min mor, Emmy Dyrholm Andersen, da han i 1952 havde plads på en gård i Rønbjerg.

De blev gift i 1953, hvor de havde fået en ekstra fridag i f.m. skiftedagen den 1. november - og derfor blev gift den 2. november. De fik en søn (mig) knapt to år efter, mens de havde plads på en gård i Ejsing. I 1956 købte de et husmandssted i Bostrup ved Jebjerg. Den var i første omgang på 8 tdr. land, senere blev det til 14, dernæst 17 og til sidst var der 20 tdr. land.

Undervejs forvandlede hesten sig til en traktor og leen blev afløst først af en selvbinder og senere af mejetærskerhjælp fra maskinstationen. Husmandsstedet gav aldrig nok fra sig til, at det alene kunne sikre familiens økonomi, derfor arbejdede han også som husbondafløser og hos det lokale foderstoffirma.

I 1958 fik de min ældste søster, Kirsten, der nu er leder hjemmeplejen i Bjerringbro, og i 1962 kom Hanne til, hun bor nu ude i Nr. Søby.

I 1973 måtte min far i en alder på knap 50 gå på pension, da helbredet ikke kunne klare det hårde slid længere.

Det var mentalt hårdt de første år, men han fandt sig efterhånden tilrette i rollen som pensionist. Han overtog bl. a. meget af husarbejdet med madlavning og rengøring.

Da jeg var dreng, var min far medlem af Det radikale venstre som enhver anden god husmand dengang. Det var liberalisme, men med småkårsøjne - og det med en tro på at mennesker skulle behandles retfærdigt, men også en drøm om, at blot man sled hårdt nok i det, ville man blive belønnet derefter. Det var en pointe, der endte op med invalidepensionen.

Min far lever endnu, mens den livsværdi, som jeg synes han har stået for, synes jeg også blev udtrykt da en af hans brødre, Marius Jensen, blev begravet ved Rødding Kirke i januar 2003. En af Marius´s gamle naboer udtrykte det derved at han mente, at Marius havde det motto i livet, at: "Man skal gøre nytte."

Enig med FN's generalsekretær Kofi Annan

Den 26. februar 2006 udtalte Kofi Annan ved et møde i Qatar, at de fornærmende karikaturer blev offentliggjort i et europæisk land, som først for nylig fik en væsentlig muslimsk befolkningsandel, og som endnu er usikker på, hvordan man skal tilpasse sig til det.

Se hans tale på: FN's hjemmeside

Straks var Dansk Folkeparti ude med den påstand, at Annan ikke skulle forlange, at vi skulle tilpasse os de tilrejsende muslimer. De forbigik helt, at det ikke var det Kofi Annan mente. Vi fordres ikke at skulle hverken være eller blive muslimer. Det vi fordres, er at tilpasse os, at der er andre kulturer end vores egen, og at vi i en global verden skal kunne håndterer dette.

Som 50 årig dansker bor jeg selv forskrækkeligt tæt på mit barndomshjem, men undervejs har jeg heldigvis oplevet at være i kontakt med verden udenfor det lukkede danskerreservat nogle så brændende ønsker sig tilbage til.

Jeg vil gerne i små bider af fortællinger bl. a. belyse dette nærmere, vel vidende at mange af nutidens unge kommer til at få mangefold af lignende oplevelser. Helt bevidst handler det her om at "italesætte", at det at være pæredansk, ikke er i modsætning til at være forbundet med verden udenfor.

I den sammenhæng er jeg helt bevidst om, at fortællingerne her indeholder modsætninger, - men det gælder jo livets forhold.

Jeg tror, at det er på tide, at mange flere går tydeligt på - og forholder sig autentisk til verdens gang. Vi har ikke brug for "design-politik", men autentiske mennesker.

Set i det lys kan "Muhammed-sagen" måske have en positiv mental indflydelse på "danskheden".