Tæt på, at det første kys var brasiliansk

Som udvekslingsstudent i USA nåede jeg at bo hos to familier. Hos den første var udfoldelsesmulighederne små. Der var plads til skolegang, kirke og arbejde på farmen.

Men gav kirke eller skole muligheder for yderligere friheder, var det med at udnytte dette.

Derfor har jeg også stor forståelse for, at børn og unge af stærkt religiøse familier kan havde det med i bagagen, når de f.eks. møder skolen. Det være sig muslimske børn og unge, men det gælder jo f.eks. også ofte børn og unge fra familier tilhørende Jehovas Vidner, pinsemissionen og andre religiøse samfund.

Det betyder ikke, at skolen skal spille med som skalkeskjul for stjålen frihed. Det vil være at svigte forældresamarbejdet, og i sidste ende kunne undergrave den tillid til skolen, der giver den unge mulighederne for at afprøve sig selv.

Ovenstående illustreres af en oplevelse fra januar 1973, hvor jeg var meget tæt på mit livs første kys, sanktioneret af præsten ved Saint Joseph Church (56th. Ave., NE Bremen, ND 58319, USA). Kirken er, på trods af at ”Bremen” indgår i adressen, placeret et sted nowhere 13 miles vest for den lille by New Rockfort i North Dakota. Menigheden var katolikker af tysk afstamning.

Præsten fortalte ved en søndagsgudstjeneste begejstret om en ny og moralsk opbyggelig film, som han synes vi unge skulle se i biografen i Devils Lake 1½ timers buskørsel nordpå. Derfor havde han arrangeret det således, at kirken havde lånt en af skolens busser, så vi kunne tage af sted weekenden derefter.

Filmen husker jeg kun som et navn i mine dagbogsnotater, men ved at søge den på nettet får jeg mine fordomme bekræftet. Det viste sig ganske rigtigt at være en kraftig gang religiøs indoktrinering, oven i købet produceret som redskab for prædikanten Billy Graham.

Se nærmere på IMDb user comments for Time to Run.

Det der var langt mere væsentligt for en 16 årig ung teenager var den frihed som busturen, pausetiden før og efter filmen og den sagte interne kommunikation mellem os unge i biografsalen under filmen. Vi var jo fælles om at være sluppet væk fra forældrenes opsyn.

Mine noter viser, at mine interesser lørdag den 27. januar 1973 rettede sig mod Iara, pigen yderst til højre på fotografiet. Hun var udvekslingsstudent fra Brasilien, og var ligesom jeg havnet på en farm ude i det flade nærved tomme tidligere prærieland:

Lorell, Bev, Iara and I went to Devils Lake to see “A time to run”. We got on the bus by 10, and I sat on the seat by Iara. Under the show I held her hand for a while, and had my arm around her.

When I was going to get of the bus, Lorell and Bev, said to Iara: “JJ is going to kiss you goodbye”. I put my arm around her, and asked: “Do you want me to do it”, she said no but smiled.

I meet Iara the next day. I asked her, about she enjoyed yesterday. She said she did.

Iara var ikke den brasilianer, som jeg kom til at kende bedst i North Dakota. Det var en meget kortvarig og uskyldig romance, da jeg meget kort efter flyttede til Minnesota. Men episoden ovenfor er ganske god til at illustrere, hvad der er på færde blandt unge teenagere, f.eks. i skolen, når hjemmemiljøet lægger for strenge bånd på udfoldelsen.