Fridlev Skrubbeltrang

Husmændende dukkede frem af historiens mørke i f.m. landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet.

Det var ikke en lykkelig og fri husmand, der kom til syne.

I 1791 betød en lovænding f.eks., at godsejerens ret til at prygle gårdmænd og deres hustruer blev ophævet. Derimod blev revselsesretten over husmænd og tjenestefolk bibeholdt.

Det varede helt op nær år 1900 før hoveriet for husmænd forsvandt helt, og der skulle gå endnu længere før husmandsbevægelsen med støtte fra socialdemokratiet og de radikale så ud til at nå deres mål - en fri og selvstændig husmand, der havde nok til at kunne forsørge en familie.

Netop omkring det tidspunkt skrev Fridlev Skrubbeltrang (1900 - 1988) et værk, der må betegnes som grundbogen i forståelse af dansk husmandshistorie:

Husmænd og Husmandsbevægelse gennem Tiderne. Udgivet af De Samvirkende Danske Husmandsforeninger i anledning af de provinsielle samvirksomheders 50 års jubilæum. Det Danske Forlag, København 1952.

Er man til antikvariske bøger, og kan man li historie, er den absolut anbefalingsværdig.

Find bøger om husmænd på Saxo.com

Mindeord ved fars dødsfald

Johannes Jensen, Næstildvej Bostrup, sov efter en tids sygdom stille ind i mandags den 13. august 2007 – i en alder af 83 år. Billedet her er fra en måned forud den 13. juli 2007.

Johannes Jensen, stammede fra Rødding, hvor han blev født den 7. oktober 1923, som nummer 3 ud af en søskendeflok på 5. Efter konfirmationen afsluttedes skolegangen, som skik var, og han arbejde i de næste 17 år som karl og senere fodermester på forskellige gårde i Vestsalling og Midtjylland.

Han mødte sin senere hustru, Emmy Dyrholm Jensen (dengang: Andersen), da han i 1952 havde plads på en gård i Rønbjerg.

De blev gift i 1953, hvor de havde fået en ekstra fridag i f.m. skiftedagen den 1. november - og derfor blev gift den 2. november. De fik en søn, Jørgen, knapt to år efter, mens de havde plads på en gård i Ejsing. I 1956 købte de det husmandssted i Bostrup ved Jebjerg, som kom til at danne ramme om den største del af Johannes liv.

Den var en sej opgave, - i første omgang med 8 tdr. land, senere blev det til 14, dernæst 17 og til sidst var der 20 tdr. land.Undervejs forvandlede hesten sig til en traktor og leen blev afløst først af en selvbinder og senere af mejetærskerhjælp fra maskinstationen. Men husmandsstedet gav aldrig nok fra sig til, at det alene kunne sikre familiens økonomi, derfor arbejdede han også som husbondafløser og hos det lokale foderstoffirma.

I 1958 fik de datteren, Kirsten, og i 1962 kom Hanne til.

I 1973 måtte Johannes i en alder på knap 50 gå på pension, og det meste af jorden blev solgt fra, da helbredet ikke kunne klare det hårde slid længere.

Det var mentalt hårdt de første år, men han fandt sig efterhånden meget godt tilrette i rollen som pensionist. Der var fortsat omkring en tdr. land jord omkring huset, hvor han igennem de seneste godt 30 år har holdt have efter alle kunstens regler, og han overtog undervejs også opgaver med madlavning og rengøring, da Emmy fortsat var på arbejdsmarkedet.

Pensionen blev i en del af årene i 70’eren og 80’erne suppleret med deltidsarbejde – vigtigst et længere åremål som bud hos Autohuset på Viborgvej i Skive.

Blandt de mere overraskende sysler var han et tid optager af oliemaleri – en interesse der udsprang af gode evner til at tegne, han havde med fra sin egen far – og et malerkursus, som han tog del i i Jebjerg.

Johannes var knyttet til jorden – og han var knyttet til et meget nært og varmt naboskab med de nærmeste naboer, som bl.a. også stod ham bi, da sygdommen begyndte at svigte i forhold til de tunge opgaver i f.m. havedriften.

Johannes efterlader sig sin hustru Emmy Dyrholm Jensen, sine 3 børn, svigerbørn og 6 børnebørn.

Begravelsen foregår ved Lyby Kirke fredag den 17. august 2007 kl. 13.30. Annoncen herfor blev bragt i Skive Folkeblad tirsdag den 14. august.

Nostalgisk spiseoplevelse i Slovenien

Vi er i oktober 2006. I en ubetydelig lille landsby Skarucna, gemt blandt snørklede biveje 15 kilometer fra centrum af Sloveniens hovedstad Ljubljana, kan man opleve noget af det besynderligste. Fra nabogårdene kan man høre svinene, der skriger på mad – og samtidigt kan man selv sætte sig til rette i en udsøgt restaurant - Gostilna Skarucna. Udefra set blot en anden gård, men indeni en virkelig nostalgisk ”slow-food” oplevelse.

Først en barstue, dernæst nærmest to store "dagligstuer" hver domineret af en stor indbygget keramisk opvarmningsovn der i stilart rækker langt tilbage i tiden. Med omkring 1½ * 1½ * 1½ meter i omfang fyldte ovnen godt op i et hjørne i hver stue. Nærmest en massiv indbygget kakkelovn, hvis man skal sammenligne med noget mere nutidigt og kendt.

Overalt osede vægge og hylder af nostalgi. På et gammelt gulnet opslag blev der udlovet en dusør på 100.000 Riechsmark fra tysk side til den der kunne finde den efterlystes terrorist ”Tito”, og ud af højttaleren lød på et tidspunkt en lidt ældre popsang med omkvædet ”jugoslaviu, jugoslaviu …”.

Hvordan lytte til det i det nuværende Slovenien spurgte jeg en af mine slovenske venner, der aldersmæssigt var omtrent midt i livet. Jo, sangen var jo en af dem, som de lyttede til som teenagere hele vejen fra Slovenien og ned til Makedonien, dengang de var teenagere. I øvrigt kom musikken fra gamle lp-plader, der snurrede rundt på en pladespiller i baren.

Det sætter flere tanker i gang, - uanset alt andet kan man ikke tage fra mennesker, at den tid, som de selv har været unge i tit står som noget særligt, - og den lyd der hørte til den tid bringer minder frem. Og derudover så var det ulykkelige, der skete med det tidligere Jugoslavien, ikke en historisk nødvendighed – men snarere blot en af de ulykker, som historien kan bringe med sig, når det skulle gå helt galt.

Slovenien var helt sikkert den heldigste af de tidligere jugoslaviske delrepublikker. Deres økonomi er den bedste, befolkningen er ret homogen - og for dem blev striden kort. De slap væk uden de samme grusomheder, som kroater, serbere, bosniakker og kosovoalbanere har påført hinanden.

Maden var alt hvad et slovensk køkken kunne byde på. Der blev båret ind, ret efter ret i det uendelige. Den enkelte ret blev ikke serveret i overflod, - vi skulle jo holde til meget – overfloden bestod i talløsheden i antallet af retter. Der var gris, der var vildt, der var fisk, der var fjerkræ – der var forretter, salater, hovedretter og supper. Det blev serveret sammen med hjemmelavet æblejuice, vand, hvidvin, rødvin og spiritus.

Adresse:
Gostilna Skarucna
1217 Vodice
Skarucna 20

Medborgerhuset i Skive de første år

Det var lige fra starten typisk for Medborgerhuset, at der var to brugergrupper, som kun i nogen grad overlappede hinanden. På den ene side er husets faciliteter, møderum og trykkeri blevet benyttet af en lang række foreninger og interessegrupper. På den anden side har huset i sig selv været ramme om aktiviteter, som Medborgerhuset selv har stået som arrangør af. det betød ikke, at det var husets ansatte leder, eller den brugervalgte styrelse, der var initiativtagerne. Mange enkeltpersoner bidrog, når de var kommet på en idé. Huset gav rammer, der både inspirerede til og muliggjorde mange aktiviteter.

En fast begivenhed blev hurtigt fællesspisningen onsdag aften. I perioder deltog op til 30 personer. denne fællesspisning blev arrangeret fra gang til gang, ved at nogen meldte sig til at stå for næste uges middag. de købte selv ind og udgiften blev delt mellem de fremmødte.

Menu'en kunne ændre sig. I nogen perioder blev der budt på almindelige kendte retter, frikadeller, millionbøf, flæsk eller lignende. Til andre tider var mere særprægede ting på mode, som f.eks. vegetarmad.

Ofte blev spisningen om onsdagen efterfulgt af et eller andet arrangement, som man kunne deltage i efter spisningen. Det kunne være et foredrag, en film eller andet. Det var typisk for disse ting, at Medborgerhuset dækkede udgifter til annoncering, mens de fremmødte selv måtte dække rejseudgifter, filmleje eller lignende gennem entréindtægt.

Et par eksempler :

Onsdag den 11. oktober 1978:
"En solstråle-historie fra Hobro"
To unge fra Hobro fortæller om hvordan unge arbejdsløse fik stilet et værksted til rådighed for fremstilling af solfangere. Entré 5 kr.

Onsdag den 22. november 1978:
"Arbejdsmiljøet i Atomkrafindustrien"
En film om atomoparbejdningsanlægget La Hauge i Frankrig. Entré 10 kr.

Men det var ikke kun "fællesspiserne" om onsdagen, der stod for at lave arrangementer i husets navn. Et aktivitetsudvalg med skiftende deltagelse stod for mange initiativer. Her er nogle eksempler fra efteråret 1978:

Søndag den 15. oktober 1978:
Hamonikaspil og dans med Casper Lund

Søndag den 29. oktober 1978:
Billiardturnering.

Søndag den 9. december 1978:
Film om dronning Margrethes besøg på Grønland efterfulgt af underholdning ved Resen skoles kor.

I december 1977 tog tre af husets brugere initiativ til, at der blev holdt juleaften i huset. En uge før jul var der endnu ingen tilmelding, men de kom de sidste få dage før juleaftensdag. I alt deltog 13, hovedsageligt ungkarle, i spisningen i husets filmlokale, hvor der var pyntet med juletræ og julepynt. Menuen var flæskesteg og ris á la mande.

Nogle af de interessegrupper og foreninger, der kom til at bruge Medborgerhuset har i kortere eller længere tid haft egne lokaler, de kunne disponere over. Det første år gik dog før kælderen bare var nogenlunde anvendelig. Ved hovedsageligt frivilligt arbejde blev flere kælderrum i slutningen af 1977 og begyndelsen af 1978 gjort brugbare. Her blev der i første omgang indrettet to mødelokaler, et hobbyværksted og et mørkekammer. Hobbyværkstedet blev brugt af en billedgruppe, der lavede zink- og linoliumstryk. senere blev dette rum brugt af keramikgruppen.

Mørkekammeret var indrettet specielt til brug for Skive Fotoklub, som dengang holdt til i Medborgerhuset. PÅ loftet blev et lokale brugt af en musikgruppe, som øvelokale, mod at de lovede at øve på tidspunkter, hvor huset ikke blev brugt til arrangementer, der ville blive forstyrret af støjen.

Senere fik Faglig Ungdom, Skive Kvindegruppe og DKU lokaler. Kvindegruppens rum blev senere indrettet til legetøj for den gruppe, der holder legestue i huset.

Det er ofte blevet sagt om medborgerhuset, at det hovedsageligt er yngre mennesker, der bruger huset, og at kun bestemte grupper bruget det. Det er rigtigt, at yngre mennesker, under de 30 dominerer blandt brugerne, ligesom de dominerede blandt initiativtagerne til Medborgerhuset oprettelse. Men trods det har bredden i aktiviteterne været enorm.

Det vil være umuligt at opremse de talrige foreninger af politisk, kulturel eller anden art, der har brugt huset. Mange af aktiviteterne har naturligvis været lukkede foreningsarrangementer, men der har også været talrige offentlige arrangementer. Hvem tænker i dag på, at Skiveegnens Landboungdom i efteråret 1978 holdt en studiekreds i huset i samarbejde med AOF, hvor bl.a. landsformanden for Danmarks landboungdom deltog. Hvem kan huske, at der blev indkaldt til møde for sportsinteresserede, der ville med til OL i 1980. Hvem deltog, da tre venstrefløjspartier i februar 1980 på et møde heftigt diskuterede den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan. Det var næppe de samme mennesker, som deltog, da Frelsens Hær en måned senere holder en sammenkomst med kaffe, sang, musik og kristent samvær.

Ved Medborgerhusets start i januar 1977 blev der ansat en leder med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Først 1½ år efter husets start blev der ansat yderligere en medarbejder, som også fik 20 timer ugentligt.

Der blev ved aflønningen ikke taget hensyn til, at arbejdet kunne kræve en indsats uden for normal arbejdstid. Husets leder valgte derfor at lægge den største indsats i dagtimerne, mens aktiviteterne naturligt var størst om aftenen. det blev bl.a. derfor svært som bruger at komme i kontakt med det ansatte personale.

I januar 1981 bad husets leder om at blive frigjort fra sit arbejde, han mente ikke at styreforholdene omkring huset var tilfredsstillende. Kort sagt, mente han, at husets brugere havde for stor indflydelse på husets ledelse. Husets brugere havde naturligt nok en anden opfattelse af forholdene, set fra den side var den manglende kontakt med lederen et stort problem. Skive kommune udarbejdede herefter, uden at forhandle med brugerne, nye vedtægter for huset, der skulle svække brugernes indflydelse på ledelsen i huset. Disse vedtægter blev fremlagt på et husmøde i april 1981, hvor husets brugere forkastede kommunens forslag.

Herefter valgte kommunen på trods af heftige og enige protester fra enkeltpersoner og foreninger, der brugte huset, at lukke huset midlertidigt fra udgangen af maj 1981.

En uge fra mødekalenderen i december 1978 :

Mandag den 3. december:
19.00 Fotoklubbens juleafslutning
Tirsdag den 4. december
18.30 Læsekursus
19.30 Ulandsgruppen
Onsdag den 5. december:
18.30 Læsekursus
18.30 Fællesspisning
19.30 Filmforevisning i filmlokalet
19.30 Billedgruppen
Torsdag den 6. december:
18.30 Læsekursus
19.00 Forbrugergruppen
19.30 Landbrugsstudiekreds
Fredag den 7. december
Ingen lokalereservationer
Lørdag den 8. december
09.00 Forbrugergruppen
09.30 OOA
Søndag den 9. december
14.00 Børnehygge. Resen skoles kor m.v.
14.00 Billedgruppen

En uge fra mødekalenderen i marts 1981 :

Mandag den 2. marts:
14.00 Porcelænsmaling
19.00 Keramik
19.30 OOA-møde
Tirsdag den 3. marts
15.00 Skive Husflid
19.30 DKU-studiekreds
Onsdag den 4. marts:
18.30 Fællesspisning
19.30 Lysbilleder fra arbejdsløshedsmarch 1979
19.30 Faglig Ungdom møde
19.30 Folk og Musik møde
Torsdag den 5. marts:
19.00 Nej til A-våben møde
19.30 Møde om psykisk krisecenter
19.30 DKU-møde
Fredag den 6. marts:
Ingen lokalereservationer
Lørdag den 7. marts:
09.00 DKP-møde
Søndag den 8. marts:
12.00 Kvindearrangement i anledning af 8. marts dagen

---

NB: Medborgerhuset blev nedlagt endeligt i 1987, da politikerne oplyste, at huset skulle nedrives for at give plads til et nyt dommerkontor, som efter ændringerne i retskredsene den 1. januar 2007 aldrig bliver aktuel. Mange år efter er der stadig kun græs på stedet.

Indlæg i "Medborgerhuset 10 år, 1977-1987, jubilæumsskrift udgivet i anledning af Medborgerhusets 10 års fødselsdag, januar 1987." Forfattere var Niels Mortensen, Stine Nymann, Lone Sneibjerg og undertegnede. Dette indlæg var mit bidrag til skriftet.

Skolehistorier er der mange af

Vi deler alle det, at vi har en skolehistorie. For nogen hører den barndommen til, for andre det og lidt mere i form af videre- og efteruddannelse - og for nogen af os det meste af vores liv - fordi det også blev vores arbejde.

Vores egen skolehistorie har betydning for dem der kommer efter. Det gælder også forældrenes skoleerindringer, da de medbidrager til de forventninger de stiller til skolen, og til forventningerne hos de børn og unge, som de selv sender i skolen.

Vi kan have forskellig erindring om ganske den samme skole, - det er også en vigtig erkendelse. Nogen tænker positivt tilbage, mens andre kan have oplevet den samme klasse, den samme lærer og den samme skole helt anderledes.

Den gode skole er ikke kendetegnet ved kun gode historier, men af at langt de fleste historier er overvejende gode, - og måske i særlig grad ved, at der vises omsorg overfor den enkelte elevs muligheder for at få en positiv historie ud af det.

Jeg vedkender mig selv, at min tidlige skolehistorie, har haft stor betydning for det virke, som jeg selv har lagt i skolearbejdet. Lidt groft sagt, så har jeg udtrykt det med, at jeg blev lærer - fordi jeg ville "hævne mig på skolen".

Den form for motivation er der sikkert mange andre lærere, der genkender, - og den er ikke så ringe endda som brændstof.

Det at hævne sig, - er lidt hårdt sagt, - for jeg har netop også haft gode skoleoplevelser, - ellers havde en skolegang, der startede som marginaliseret husmandsdreng heller ikke endt op med et ganske tilfredsstillende uddannelsesmæssigt niveau.

Men hvoraf så hævnen alligevel?

1. kapitel - grundskolen

Jeg startede i barneskolen, landsbyskolen et sted, hvor den sociale rangorden dengang var hel og intakt - og gik der indtil 7. klasse. Skolen som jeg i min oplevelse mødte den der, vil jeg ikke ønske for nogen.

På pigesiden måtte en af pigerne f.eks. i hele sit skoleforløb se sig voldsomt moppet fordi hendes mor havde født hende udenfor ægteskab i en meget ung alder. Hun boede hos sine bedsteforældre - og blev udset til at efterfølge sin moders skæbne - hvilket ved fælles hjælp fra omgivelserne lykkedes.

Det der siges i de små hjem, bringer børnene jo med i skolen, - og hvis der i skolen ikke gøres en bevidst indsats, der trækker i en anden retning - udvikler tingene sig jo med deres egen logik.

På drengesiden havde man to muligheder, når man hørte til på den laveste del af den sociale rangstige - at blive slagsbror og ballademager eller at holde lav profil og gøre sig usynlig.

Jeg blev det sidste. Jeg valgte det ikke - og først langt senere er blevet mig selv bevidst, hvor vigtigt dette "valg" var. I nuet som barn følte jeg mig ubetydelig, - og i 7. klasse græd jeg, da jeg fik fortalt, at jeg var for dum til at komme i realskolen.

Noget godt skete der alligevel på denne første og derfor på mange måder vigtigste skole. Det var skolebibliotekaren - hende jeg havde haft som klasselærer i 1. klasse. Tilbage i 5. klasse var jeg tæt på at skulle indstilles til specialundervisning i dansk, men trods det lærte hun mig i al ubemærkethed at holde af at læse bøger.

Det blev den stille dreng, der fandt et skjul på skolebiblioteket i frikvartererne - for at slippe for slagsmålene i skolegården, - og i min oplevelse var hun den eneste lærer på min første skole, der opdagede, at der var andre potentialer end det at blive sat af tyskholdet for at få flere timer i skolesløjd.

Vi talte bøger - og hver gang jeg havde læst en - kom der en ny med hjem.

2. kapitel - overbygningen

Det med ikke at komme i realskolen blev set i bakspejlet helt utvetydigt den mest positivt betydningsfulde begivenhed i min barndoms skolegang.

Var jeg kommet i realskolen, ville jeg have mødt skolen i den samme gamle form, som de første 7 år. Realskolelærerne på den nye skole var meget lig den første skole.

Vi var stadig på landet, det var i 1969, - og uden at omgivelserne havde opdaget det brød de fastlagte kulturelle barrierer ned - og vi, der var udset til at være 2. division, der kun skulle gå i 8. - 9. og 10. klasse endte op med de bedste lærere.

Dem der var nye og friske. Dem der, set i min skolehistoriske optik, så noget i os uanset vores sociale baggrund.

Dem der ikke mente, at fadervor og opstilling i to lige rækker i skolegården efter middagspausen, var vigtigere end at interessere sig for, hvorfor der var slagsmål i samme skolegård. Dem der fik os til at arbejde bag en lukket dør i frikvartererne, selvom det var forbudt for eleverne at være inden døre.

Vi kunne dele hemmeligheder med vores lærere, - og på sin vis var en af de vigtigste hemmeligheder for min part, at snyde systemet ved at blive dygtig. Billedligt set udmærket illustreret ved, når vi som klasse snød os til at bruge frikvarterstid til skolearbejde.

Min klasselærer blev senere ungdomsskoleleder, min matematiklærer senere mangeårig friskoleleder, min fysiklærer skoleinspektør. De gjorde det alle godt.

Og den stille dreng blev talende - måske en smule for talende. Og skolen blev centrum for succes - og det at uddanne sig bedst muligt blev målet.

Ved afslutningen af 10. klasse var der ikke nogen let adgang til gymnasiet, - der dengang primært var forbeholdt realskoleeleverne.

3. kapitel - første fjumreår

Det efterfølgende år var på sin vis mit første "fjumreår", - en negativ betegnelse opfundet af politikere mange år efter om de oftest vigtigste år i menneskers ungdom, hvor de tager sig tid til noget, der falder udenfor den rette og lige vej til hurtigst muligt at falde til ro som en formelt set færdiguddannet, men ikke nødvendigvis modnet brik i arbejdsstyrken.

Jeg tog til USA som udviklingsstudent, oven i købet som det allerførste sted, hvor jeg kom udenfor Danmarks grænser.

Her lærte jeg engelsk - hvilket var nødvendigt for at slippe igennem nåleøjet til gymnasiet, men hvad vigtigere var så blev det et referenceår for mange andre dele af de oplevelser, der hører til et menneskes ungdomserindringer.

Som min amerikanske "søster", Jeanette udtrykte det, så lærte jeg også "street life" - om end jeg langt senere fik fortalt, at mine amerikanske teenagerkammerater opfattede mig som lidt sød og naiv i forhold de mere barske sider af teenagerlivet.

Ikke mere om det her - men blot det, at fjumrerier og det at gøre det helt ukendte og uforudsigelige har uvurderlig værdi.

4. kapitel - gymnasietiden

I 1973 mødte jeg ind på det "røde" gymnasium i Skive, hvor Mao hang på væggen og hvor der var morgensamling for alle elever - med god plads til de talelystne.

Modsat hvad mange, der først kender mig fra senere i livet, måske tror, indtog jeg aldrig denne talerstol - jeg turde det ikke. Jeg var på det tidspunkt mest tilskuer til ungdomsoprørets politiske retorik.

Talen var forbeholdt arbejdet i timerne, og i de fleste fag var jeg en god og fornuftig gymnasieelev, - og endte da også op med et afgangsbevis i den bedre ende. Ikke i top, men godt.

Der var enkelte lærere, som jeg ikke brød mig om - de var set fra elevhøjde fanget i deres egen akademiske snæversyn, - et vilkår, der stadig kan genfindes i elevernes oplevelser af enkelte undervisere i de uddannelser, der ligger efter folkeskolen.

Jeg lærte ikke russisk ved at have det på skemaet - dertil var det for svært, men jeg lærte noget uvurderligt vigtigt om litteratur og kultur ved at møde min russisklærers begejstring for Ruslands natur, kultur og historie. Læste f.eks. Leo Tolstojs 4 binds værk "Krig og Fred" om Rusland under Napoleonskrigene.

Og i kemi lavede jeg et indeks til en lærers oversættelse af et engelsk værk i faget. Det fik jeg en boggave for. Jeg ved ikke, - om det var helt alvorligt ment, - den samme lærer - der senere blev konservativt folketingsmedlem - tilbød mig faktisk plads som "ung pige" i huset, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave efter 3. g.

5. kapitel - produktionsmedarbejder

Det blev til 3 ekstra fjumreår nu som arbejdsmand, det der dengang lidt finere hed specialarbejder - og nu f.eks. er kendt som "produktionsmedarbejder".

3 år afbrudt af 3 måneders arbejdsløshed andre 3 måneder på en højskole og en måned tvangsmæssigt indskrevet hos civilforsvaret på kasernen i Thisted.

I disse år producerede jeg lædervarer, støbejern, typehuse, der skulle sendes til et jordskælvsområde i Algeriet, og sluttede den sidste tid af med at støbe betonelementer til brug ved opførelse af større industribygninger.

I disse år lærte jeg at ytre mig i det offentlige rum. Det være sig ved stilfærdigt at provokere ved at strikke strømper i kaffepausen på fabrikken, ved at tage til demonstration imod atomkraftværket ved Barsebæk i Sverige eller ved at ytre mig i læsebrevspalterne.

Alt sammen ikke skole, men meget vigtige læreår - og særligt gode læreår, der gav brede i forståelsen af de mange muligheder, der ligger forud for de unge, når der skal vælges fremtider.

Det er ikke alt sammen et spørgsmål om akademiske grader - mange "produktionsmedarbejdere" har meget spændende og udfordrende jobs, - det er i særlig grad sus over det, hvis man er med, der hvor et firma et på vej fremad - her er der ikke meget til forskel mellem f.eks. skole og industriproduktion.

6. kapitel - seminarietiden

På seminariet blev jeg en elev, der ikke tog enhver teori for gode varer - jeg mødte jo trods alt ind med lidt mere en blot den rette vej til at komme hurtigst mulig i mål. Jeg tror det var mit held. Vi var nu absolut i efterdønningerne af 68, der hvor frisættelsen var gennemført og grundlaget for den målløshed, der kom næstefter slog igennem.

Det betød kort sagt, at man uddannede lærere til at frisætte elever - der i forvejen var frisat. Teorierne tog groft sagt udgangspunkt i den tanke, at der i ethvert barn var iboende kræfter, der nærmest helt naturligt selv ville finde på at lære det rigtige, - hvis man blot gav lov.

Der var set med mine øjne ikke meget plads til den kravsættende voksne i den tids pædagogiske tænkning - og mange lærere kom deraf til enten at opleve en kløft mellem pædagogisk teori og god praksis - eller endnu være lod dele af den pædagogiske teori tynge dem så meget, at det begrænsede dem i at være hele mennesker i forhold til undervisningsopgaven.

Det har set i bakspejlet medbidraget til at der er kræfter i nutiden, der på kluntet vis vil blande sig i skolens forhold med udefrakommende kanoniseringer af hvad der er vigtigt.

Hvad er der f. eks. sket, når kun 3 ud af en hel klasse med 10. klasseelever i nutidens Danmark genkender billedet, når man ser et billede af Jeppe i baronens seng fra teaterstykket "Jeppe på bjerget".

Nogen vil mene, at det betyder, at lærerne og skolen skal styres og kontrolleres med udefrakommende krav.

Det er klart en mangel, hvis nutidens unge - grundet at de er blevet frisat, uden at være frisat fra noget - savner kulturelle rødder at vokse ud fra, men også gerne i positiv kontrast til.

Men det løses allerbedst ved at både forældre og lærere forstår deres betydning som betydende voksne, der stiller forventninger og er autentiske.

Nattog igennem Europa

En torsdag sidst på aftenen oktober 2006 stod jeg på nattoget fra München mod Ljubljana i Slovenien. Hjemme havde jeg ikke haft liggeplads siden Storebæltsbroen havde fjernet grundlaget for nattogsforbindelsen fra Struer til København.

Togstammen var lang, og de mange vogne skulle på vej sydover hen over Alperne deles med retning mod flere destinationer. Den vogn, som jeg skulle sove i var kroatisk - og der var egen sovevognskonduktør.

Ljubljana var ikke endestationen for min vogn, det var Zagreb i Kroatien. Andre vogne skulle helt til Beograd i Serbien.

Vi var fire i kupeen, jeg fik en overkøje - hvor der var god plads til bagagen. De fleste i toget var mænd i den arbejdsdygtige alder - der var ikke mange, der tog sig ud som turister. Flere af dem så ud til at være på vej til en forlænget weekend, før de skulle retur til Tyskland - hvor de formodentligt arbejdede.

Når man sammenligner med flyrejser - og særligt når man møder den østeuropæiske tålmodighed - bl.a. repræsenteret ved sovevognskonduktøren - er det som at befinde sig i en tidslomme. Der var ro over den - ikke ræs over den.

Ingen FBI agenter taler flydende arabisk

Sad i går mandag i toget tværs igennem Danmark. Havde fat i dagbladet Politiken, hvor jeg stødte på følgende citater fra Washington Post fra den 10. oktober (FBI Agents Still Lacking Arabic Skills):

33 - Antal ansatte i det amerikanske forbundspoliti FBI - ud af 12.000 ansatte der kan tale eller forstå noget arabisk.

0 - Antal FBI-medarbejdere, der taler og forstår arabisk flydende.

Hvor dumt kan man være. Det er som om dumskaben ingen ende har, når man taler om amerikansk terrorbekæmpelse.

Hjemme i USA har man på hysterisk vis gjort op med mange frihedsrettigheder gennem den såkaldte "The Patriot Act", der i en uset grad giver myndighederne ret til at snage i den enkelte borgers private forhold. Og ser man på situationen i Irak og Afganistan multipliceres antallet af forbitrede modstandere af Vesten og USA dag for dag mens også amerikanske liv og milliarder af dollars ødes bort.

Mon ikke der kunne være en ide i, at man satte lidt ressourcer ind på at have folk, der kan tale og forstå arabisk - og gerne også forstå arabisk kultur -ansat i sikkerhedsapparatet - det ville være en langt mere produktiv vej at gå.

Og dertil en anden - og mere dansk pointe. Hvorfor bygger vi ikke mere positivt på de muligheder, der ligger i at vedligeholde og udbygge unge tosprogedes kundskaber i arabisk indenfor det danske uddannelsessystem, så vi kan drage glæde deraf i de samfundsfunktioner, hvor indsigt i det anderledes er af betydning.

Vi støder jo nærmere de unges potentialer på dette felt fra os, når arabisk henvises til søndagsskolen.

Uanset om man ser venligt eller mindre venligt på muslimer og arabere burde det være indlysende, at der ligger noget fornuftigt i at benytte sig af muligheder, der kan bygge bro sprogligt og kulturelt.

Om krig og hverdag under 1. verdenskrig

Hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange tilbage i 1914, - også her fra Skive.

Fra 1979 til 1983 boede jeg til leje hos tidligere banearbejder Christian Ørtoft, en ældre herre der endte med at blive over 100 år. Han fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.

Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de "efterladte".

Den militære Indkvartering i Skive

Byfogedkontoret beder os meddele følgende:

Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvartervær­terne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvar­terede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 - 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. - hvornaar paa Dagen vides endnu ikke - og rejser den 29. om Morgenen.

Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917

I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.

Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.

Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grun­dejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for. Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på Tiden omkring 1. verdenskrig 5 øre pr. dag pr. soldat.

Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : "Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning". De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.

Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvar­teringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.

(Ovenstående er med små ændringer en lille del af Skive Kommunes historie bind 2 (1880 - 1940) udgivet af Skive Museums Forlag 2002, hvor jeg bidrog med siderne 335 - 348: "Tiden under og omkring 1. verdenskrig")

Dear Mr. President - Pink

Et indlæg imod præsident Bush fra sangerinden Pink, med Indigo Girls:

"Dear mr. President - Pink Live"

Fra sangen:
Let me tell you bout hard work
Minimum wage with a baby on the way
Let me tell you bout hard work
Rebuilding your house after the bombs took them away
Let me tell you bout hard work
Building a bed out of a cardboard box

Ægpakkerske, husmoder og fagforeningsformand

Jeg fik i 1988 lov til at forfatte et 50 års skrift for Kvindeligt Arbejderforbund her i Skive. Det gav mig sammen med et lignende opgave for SID to år før et værdifuld indbrik i købstandens arbejderhistorie.

Selv var jeg jo fra landet, - fra småkårsforhold, men trods det var det en ny verden. Bondeliv og arbejderliv var forskelligt.

Her et uddrag fra skriftet, hvor en af byens førende socialdemokratiske ”arbejderkvinder” Katrine Ustrup fortæller:

Min mand skulle til havnen, der arbejdede han som regel. Vi tog selv afsted. Børnene skulle i skole, men pigen var konfirmeret i 1938, så hun havde en formiddagsplads og gik med aviser om eftermiddagen. Hun var avispige på Folkebladet i mange år. Når hun kom hjem over middag fra hendes formiddagsplads, så ordnede hun forskellige ting.

Vi mødte kl. 7.00 om morgenen på Frumentaria, og så havde vi 10 minutters kaffepause om formiddagen. Middagen gik fra klokken 11.40 til klokken 13.00. Vi skulle altid hjem og have middagsmad til middag. Børnene kom også hjem fra skole. Det gik såmænd meget godt med at nå den varme mad til middag, for det var altid tilrettelagt, sådan at jeg havde kartoflerne skrællet. Kom der en hjem før mig eller var min mand arbejdsløs, tændte de under kartoflerne og ordnede det. Vi fik altid to retter mad. Til efterret fik vi grød eller sådan noget. Vi kunne ikke nå at vaske op, det gjorde jeg sjældent, jeg ville hellere køre derned igen og hvile mig, indtil vi skulle begynde igen klokken 13.00. Om eftermiddagen fik vi foræret en 7 minutters kaffepause, og så skulle vi hjem klokken 17.00, hvis der ikke var overarbejde.

Arbejdet var meget sæsonbetonet. Der var mest arbejde om sommeren, der var der flest æg. I den periode havde vi meget overarbejde. Vi kunne godt være der til både 21.00 og 22.00 om aftenen sommetider. Det var altid værst onsdag, torsdag og fredag. Da kom de friske æg ind fra landet. Der var ingen, der nægtede at tage overarbejde. Det tog vi, som det kom. Om vinteren var vi som regel arbejdsløse i nogle perioder.

Vi løb alle til noget

Indkøbene foretog jeg som regel på hjemturen, og når jeg kom hjem, tog vi gerne kold mad med det samme. Jeg var medlem af socialdemokratisk kvindeudvalg. Vi havde også begyndt med at spille håndbold indenfor udvalget. Så var vi til det om aftenerne. Men det var nu ingen problem, for når man havde fået vasket op, så havde vi gerne noget at løbe efter allesammen. Min mand var i bestyrelsen for både arbejdsmændene og socialdemokratiet, så han skulle også til møder. Og jeg havde også mit at gå efter, fagforeningsmøder og alt det der. Drengen skulle til fodbold, og pigen til håndbold eller gymnastik.

Tøjvask og rengøring

Der var ikke andet en lørdag aften og søndag til tøjvask og rengøring. Tøjet skulle vaskes på vaskebræt dengang. Jeg kom tit på arbejde en mandag morgen, hvor det havde kostet knofedt. Om sommeren kunne det sagtens gå, men om vinteren var det ikke så rart. Senere lejede vi en vaskemaskine, så gik det bedre. Mand arbejde på havnen, så hans tøj var meget snavset. Der skulle vaskes et par gange om måneden. Jeg begyndte gerne at koge lørdag aften, så var det klar til at gå igang med på brættet, og senere blev det kogt igen. Rengøringen blev klaret samtidigt. Det var som regel mig alene, der måtte klare det. De unge skulle til sport og alt muligt. De havde så travlt altid. Min mand havde havearbejdet. Vi havde to haver dengang, så der havde han faktisk også nok at lave, med høns og det hele.

Arbejdersamariter

Jeg var også arbejdersamariter, det blev vistnok også stiftet i 1938. Jeg var ikke i bestyrelsen i begyndelsen, min mand var kasserer, og det var som regel mig, der lavede det arbejde. Han havde så meget andet. Vi gik til øvelser, vi var på strandrensning og alt muligt. Jeg havde tit vagt ude på travbanen om søndagen. Der var vi altid en 2 - 3 stykker ude. Vi var også til sportsstævner.
Senere begyndte vi at dele mælk ud til de københavnerbørn, der kom til provinsen om sommeren. Mange af dem, der kom hertil med tog, skulle jo fortsætte herfra og til Thisted, Nykøbing M., Struer, Holstebro, Lemvig og derop efter. Og de stod der med krusene ud af vinduet, de vidste at de skulle have mælk her, efter at vi først havde fået begyndt. Vi døjede så frygteligt med at få noget at give dem. Vi havde jo ikke råd til det, samariterne var jo fattige dengang, men mejerierne skænkede os som regel mælken.

Ferie på cykel

Vi havde ferie efter hvor mange feriemærker, eller feriepenge vi havde. Vi tog på cykeltur, min mand og mig og den bitte dreng. Jens var også med engang. Vi var på cykeltur hele Mors rundt, vi sov i telt. Og en gang var vi ovre på Himmerland og kørte rundt derovre og havde telt med. Flere gange lå vi i telt ude ved Resen strand.

Engang var vi oppe ved Struer, der boede vi også i telt nogle nætter. Vi var sådan 2 - 3 familier, der kørte rundt.

Til København kom jeg kun, når det var fra fagforeningen til kongresser og møder. Udlandet har jeg slet ikke tænkt på. Det brugte man ikke dengang. Vi tog cyklen og kørte ud, og så tog vi teltet med, det var vores måde.

Besøg i KZ lejr - fordrer ydmyghed

Som barn i 60'erne blev jeg opfødt med skolefortællinger om de tabre danske frihedskæmpere under besættelsen. Det var f.eks. fortællingen om en gruppe gymnasieelever i Ålborg: Drengene fra Sankt Petri, som Søren Kragh-Jacobsen langt senere i 1991 forevigede i en film.

Det var også historien om de danske jøder, der blev hjulpet til Sverige, - og slet ikke en fortælling om, at der stort set var lige så mange danskere, der kæmpede for tyskerne på østfronten, som der var danskere, der hjalp os med at redde æren ved at være modstandsfolk.

Men om danskerne var heltmodige eller nej er i den store sammenhæng ikke længere vigtigt. Det er langt vigtigere at tænke over, hvad læren af det hele egentligt går ud på. Første gang jeg så en KZ-lejr var Sacksenhausen den 7. august 1980 sidste gang var for godt en uge siden her i april 2006.

Jeg havde i 1979 læst 3 erindringsbøger af den tidligere folkeketingsmand Martin Nielsen, der blev sendt til Stutthof under krigen. På http://befrielsen1945.emu.dk. kan man læse et 6 siders uddrag fra en af bøgerne. Bøgerne selv fås antikvarisk. Senere har jeg læst adskillige andre erindringsbøger af både politisk og religiøst funderede modstandere af nazismen, og alment forfulgte, som f.eks. jøderne.

Sachsenhausen var virkeligt uhyggeligt. Det øverste billede er derfra.

De øvrige KZ-besøg har været når jeg sammen med danske skoleelever har set Therezinstadt på ture til Prag i Tjekkiet. Her på et billede for nogle år siden, og nederst et billede fra den 18. april i år.

Vi har i lærergruppen oftest opdelt eleverne i mindre hold, for at kunne skaffe den bedste mulighed for at eleverne hæfter sig ved alvoren ved besøget.

Men hvori består så det væsentlige, - det er min påstand, at det handler om, at man funderer over, hvor langt undertrykkelsen af den anderledes tænkende, samt race- eller religionsbetinget had kan bringe os ud som mennesker, hvis vi ikke siger fra i tide.

Her er det meget vigtigt, at vi ikke personificerer nazismen snævert med udryddelse af jøder. Det handlede også om politiske modstandere, om evnesvage, om homoseksuelle, om Jehovas Vidner, om sigøjnere (romaer) - og m.h.t. russere og flere andre slaviske folkeslag gik det også hårdt for sig.

Det skal perspektiveres, hvis vi vil vise historien den fornødne ydmyghed - og faktisk er villige til at lære deraf.

Malplaceret graffiti på fordøren

I 1984 fik jeg for første gang personlig kontakt til flygtninge her i Skive. Det var flygtninge fra Iran. Min kone Ulla underviste en tid de nytilkomne i dansk, først voksne i et projekt under Dansk Flygtningehjælp og senere børn i en kommunal modtageklasse.

De iranske flygtninge omfattede, som jeg husker det, 3 hovedgrupper:

Veluddannede politisk tænkende mennesker, der var forfulgte af Khomenis præstestyre i deres hjemland.

Sønner af familier, der havde hjulpet dem ud af Iran, for at de kunne undgå at blive kanonføde i krigen Iran/Irak.

Folk fra det forfulgte kurdiske mindretal, der ofte havde en svagere skolemæssig baggrund, nogle var analfabeter.

Enkelte fra den første gruppe kom til at indgå i vores personlige vennekreds. Det to jeg husker bedst er Ziba og Abbas. Abbas var omtrent jævnaldrende med mig, Ziba, der var 19 år, var omkring 10 år yngre.

De boede Dalgas Alle 13, her i Skive, - et af byens blokbyggerier. På et tidspunkt havde der været nyheder om forholdene hjemme i Iran i dansk TV. Det havde åbenbart tændt flammen hos en eller anden dansk "redneck". Det ytrede sig ved, at Ziba og Abbas, der selv var flygtet fra styret, måtte se deres fordør overmalet med graffitilignende anti-Khomeni-slagord.

Det var omtrent ligeså begavet, som hvis danskere i 30'erne have ment at politiske flygtninge fra Tyskland var nazister, eller hvis Ungarn-flygtningene i 1956 var blevet stillet til ansvar for deres støtte til Sovjetunionen.

Abbas havde en universitetsuddannelse med hjemmefra indenfor film. Ziba gennemførte HF, mens hun boede her i byen.

Da de flyttede fra byen tog de til Odense, - fordi det gav dem de bedste videreuddannelsesmuligheder.

Om Ziba har jeg bemærket, at hun i 2002 afsluttede den lægevidenskabelige kandidatuddannelse ved Odense Universitet. Men hun er også et aktivt menneske på anden vis, da hun omtrent samtidigt var jury-medlem ved Odenses Internationale Film Festival i august 2002.

Som hendes personlige valg pegede hun på en kortfilm af tyskeren Nils Loof: Wahlverwandtschaften

Forud for det, har hun bl.a. arbejdet for Røde Kors på Fyn. Efter endt lægeuddannelse fik hun job på hospitalet i Nyborg.

Abbas optræder senest som jobkonsulent ved Frederikssund Kommune. Abbas var formand for den iranske forening 1997 - 1999, og igen fra 2002.

Hos en anden blogger, findes der et interview med Abbas Moaddab om iranere og integration. Det er en meget flot artikel, - hvis man ønsker en flygtnings reflektioner over oplevelser og vurderinger på baggrund af godt 20 års ophold i Danmark.

At Abbas oprindeligt er filmmand kan man også se. I 2003 deltog han i VideoMarathon, som er en årlig tilbagevendende nordisk filmkonkurrence med dokumentarfilm. Hans film viser en mor med sit nyfødte barn, først lydløst, derefter med moderen der filosoferer over intolerancen og til sidst slutter med: "May be he will turn out to be a hippie, there will make at difference in this world".

En dejlig pointe. Abbas havde arbejdet politisk imod Shahstyret før 1980. Han havde håbet på noget bedre, da det blev væltet, - end det, at det ene diktatur blev afløst af et andet. Han måtte derfor flygte fra præstestyret, - men som citatet fra filmen viser, - så er håbet og retningen fortsat positiv.

Spøjs regeringsembedsmand fra slovensk lilleputnation

Omstillingerne i Østeuropa giver sig nogen steder nogle pudsige udslag. Gennem arbejdet i IUT (The International Union of Tenants) har jeg tre gange haft fornøjelsen af at udveksle indtryk med Mateja, som i en periode var generalsekretær for primiereministeren i Slovenien.

Billedet er fra et møde hos et boligselskab i Amsterdam i juni 2005, hvor Mateja vinker til fotografen.

Det spøjse ved Mateja er, at hun arbejdede for en højrefløjsledet regering. Hun er jurist, og har i forhold til slovenske forhold et ualmindeligt velfungerende engelsk.

Det er mit indtryk, at netop dette gav hende stor professionel frihed til at være autentisk som person. For samtidigt med at være topembedsmand, - kunne hun også arbejde som frivillig hos en beskeden lejerorganisation i hovedstaden Ljubljana.

Med det udgangspunkt analyserede hun ikke kun situationen for lejerne i Slovenien, men også i mange andre østeuropæiske lande, hvor omvæltningerne også har bragt ubehageligheder med sig, særligt for de uformuende.

Når vi talte om det, der var sket med Jugoslavien, var det befriende, at det ikke handlede om de tabre kroater og de onde serbere, og de sydslaviske folk, der ikke kunne styre sig modsat os andre. Ingen tvivl om, at Slovenien var sluppet bedst ud af det - og på mange måder er Slovenien et lille sødt land.

Om ikke andet, så er det mit indtryk fra samtalerne.

Men Mateja synes også befriet over, at kunne udveksle en viden om, at det ikke behøvede at være gået, som det gik. At tingene ikke kunne gøres op i sort og hvidt.

Hun synes selv, at hun alt for tit mødte fordomme i den udenforståendes vurdering af, hvad der skete, - og hvorfor det skete, - da store dele af Jugoslavien pludselig forvandledes til et ret ubehageligt sted i Europa.

Fuld forretningsmand bad kone trykke på speederen

Som ung tog jeg nogle gange turen på tommelfinger. Det længste lift var fra Højslev og næsten helt til Hillerød. Men udover det var det på anden vis også mindeværdigt.

Jeg forlod, dengang som 22 årig, Skive torsdag den 13. juli 1978. Først kom jeg op at køre med en landbokone. Det blev kun til en kort tur ud til Højslev ca. 5 km. fra Skive.

Der kom jeg op at køre med en "ung driftig industrimand" og hans kone. Jeg noterede mig, at bilen havde en max. ydelse på 260 km/t. Der var biltelefon, dengang noget ganske særligt, og manden sad på passagersædet foran med en flaske Ballentines Whiskey.

De skulle via Grenaa-Hundested til Hillerød. Jeg bestemte mig derfor for at tage den vej til København.

Signalementet af manden var, at han arbejdede med aluminiumsbeklædning. F.eks. på offentlige instutioner, sygehuse, Danfoss, Industriens Hus, Herlev Hospital o.m.a., - jeg fik det alt sammen at vide.

Halvfuld, drak lidt af whiskyen ind imellem, firmaet beskræftigede ca. 20 omrejsende montører, - hvor årslønningerne var fra 150.000 - 200.000. Han fortalte om forretningsforbindelser i Schweiz, Tyskland, Holland m.fl. Og så havde de licens i hele Skandinavien, - og eksporterede til Mellemøsten.

Han fandt formodentligt tilfredsstillelse i at kunne udtrykke sine værdier samtidigt med, at han vedvarende bad konen trykke på speederen til hastigheder omkring de 140 km/t. Østeuropa blev nedsættende benævnt som "arbejderparadiset" og på et tidspunkt lød det: "Jeg har nu aldrig kunnet fordrage gravide kvinder med lange bukser på".

6 km. udenfor Hillerød blev jeg sat af. Derefter kom jeg op at køre med et unge fyre i et folkevognsrugbrød. Det var på vej ind til Hillerød for at hente en motor. Her var snakken en anden, det var øl fremfor Ballentines.

"Bryggerierne kan altså ikke bare lukke, og så holde ferie i tre uger", lød det fra den ene. "Nej, er du helt tosset, så vil Danmark gå helt argurk. Danskerne vil ha øl". De kørte mig ned til stationen, og derefter noterede jeg mig oplevelserne, mens jeg sad i S-toget ind mod København.

Hvor går det dog hurtigt

På disse sider skriver jeg om den store verden, - men hvor er det gået ufatteligt hurtigt.

Her på billedet er jeg omkring de 10 år. Det er mig til venstre - med min mindste søster nedenfor og min onkel Harald ovenfor ved siden af moster Ellen. Min mellemste søster står i midten med min kusine Eva til højre for sig.

Yderst til højre står min far, og manden der forsvinder ovenud af billedet er min morfar Thorvald. Den ældre udseende kone midt i billedet er min mormor Dagny. Trods indtrykket på billedet er hun her endnu ikke rundet de 55 år.

Dagny kom fra meget trange kår, - 13 børn havde der været. Flere var døde af tuberkulose som børn, andre havde været meget syge. Selv fik hun lungekræft - uden nogensinde at have været ryger - først ramte det den ene lunge og 10 år efter den anden. Igennem de mange år trådte hun jævnligt ind og ude af hospitaler.

Det var fattigdommen der bed fra sig.

Mit eget liv som 10 årig. Jo der var langt til byen. Vi havde ikke bil. Det havde onkel Harald. Vi havde ikke telefon, fjernsynet kom først 3 år senere, bilen lidt senere, sammen med at min mor begyndte at arbejde udenfor hjemmet.

3 år før dette billede havde mine forældre solgt hesten - og i stedet anskaffet sig en lille grå Ferguson.

Jo det ligger dybt i mig, at jeg er husmandsdreng. Men jeg synes, at oplevelsen af den meget snævre og beskedne verden, som jeg startede ud med at kende, gør at jeg bedre ser paralellerne i de livssituationer, som findes for mange derude i de store verden.

En høflighed, iver og målrettethed, som er os uvandt

Jeg stødte gennem mit skolearbejde i 2002 på de 3 elever her, en pige, hendes bror og en anden ung mand. De er alle kommet til Danmark som flygtninge fra Irak.

Pigen var den yngste, - dengang 16 år. Hendes første spørgsmål til mig var spørgsmål om min familie og mine børn. Meget høflige spørgsmål, som for at vise, - at man viser interesse og er høflig. Som oftest rent uvandt som indgangsbøn, når man støder på en dansk teenager - tænkte jeg.

Hende og broderen havde på det tidspunkt været i Danmark et par år.

På billedet er de i fuld sving i køkkenet under en lejrtur. Særligt de to drenge havde besluttet sig for, at nu skulle der ske noget - og nu ville de vise de danske elever, at de kunne lave pizzaer - og det kunne de og med en eventyrlig effektivitet.

Hun var utålmodig uddannelsesmæssigt - der skulle ske noget, og da hun i sommerferien 2003 kunne se frem til nogle ugers lediggang skaffede hun sig på eget initiativ en praktikplads på apoteket i Nykøbing Mors.

Hun har senere været på VUC for at forbedre sit grundlag yderligere, og her til morgen kunne jeg glæde mig over at hilse på hende, da hun var på vej ind på Skive Gymnasium og HF.

Hun er nu startet på 1. HF, og jeg kan ud fra gymnasiets hjemmeside se, at deres dansklærer i går onsdag gav dem et oplæg om, hvordan barokken udvikler sig ud fra renæssancen.

Barsebäck demonstration i 1977

Det var faktisk først, da jeg begyndte at på skrive dette, at jeg opdagede, at det svenske atomkraftværk Barsebäck faktisk startede op i 1977. Selv var jeg 21 år, og fulgte vennerne til en demonstration mod det nystartede værk. Som unge i enhver tid med et ønske om at gøre en forskel og ændre verden.

Vi tog med bus til Grenaa og videre med færgen til Varberg i Sverige. Vi dansede kædedans på agterdækket på færgen. Der er noget særligt ved at mødes og være sammen om en fælles sag.

Blandt de nærmeste venner dengang var Steen og Connie (billedet). De eksperimenterede med at slå sig ned som andelsbønder, og havde sammen med et andet par købt en gård i Nordsalling. Steen er senere blevet kendt på at bygge halmhuse.

Se Steen i en TV-udsendelse fra Friland ved Rønde på Djursland: Tina og Steen.

Mit syn på A-kraften er i dag mere nuanceret, vi har jo også drivhuseffekten at tænke på. Men det der startede som aktivisme i kølvandet af oliekrisen tidligere i 70'erne, har medvirket til, at Danmark står stærkt f.eks. med hensyn til vindmølleindustri.

Mon ikke der er en virksomhed eller flere, som hvis de tænker sig om kan takke de "maskinstormere" - f.eks. som os, der gik ud på landvejen mod et nyopført A-kraftværk, for at deres forretningsområde udviklede sig.

Vi bør også glæde os over, at grænserne fortsat udfordres. Derfor er Steens interesse for halmhuse herlig, - nogen skal altid skille sig ud, hvis Verden skal bevæges.

Men det handler mest om at udvikle teknologier - der rækker udover de fossile brændstoffer, uden at skulle gribe til andre farefulde løsninger, som f.eks. øget brug af A-kraft. Det er dejligt, at der er virksomheder, som f.eks. det lokale Dantherm her i Skive, der udforsker mulighederne i brintteknologi.


Vi holder her hvil på vejen frem imod Barsebäck.

Første møde med palestinensere

Der er noget meget væsentligt, der er gået i glemmebogen i vores historiske viden, når vi skal prøve at forstå den fundamentalisme, som vi i dag forbinder med dele af den islamiske verden.

Jeg tænker på det, at mange folkeslag tidligere har søgt at opnå frigørelsen af mere verslig vej. Det kendetegnede verden, da den delte sig i øst og vest. Når kravet om frigørelse i dag forbindes med det religiøse, ser jeg det som et udtryk for manglen på andre alternativer.

Der savnes håb om andre muligheder. Det siges ikke med ønsker om at bringe fortiden tilbage, men med fokus på, at vi skal give mennesker muligheder for kan finde håb, hvis religiøs forbundet ekstremisme skal elimineres.

En god bog, der tager fat på dette er Tariq Ali’s bog: Fundamentalismernes sammenstød - Korstog, Jihad og Modernitet

Jeg møde første gang det Israelsk-Palestinænsiske problem "live", da jeg mødte en gruppe palestinensiske flygtningebørn fra Libanon i en pionerlejr i DDR i 1980.

3 af børnene fortalte os danskere om israelske bombardementer i Libanon. På et spørgsmål om, hvad det betød, replicerede en 12 årig pige - at det gik ud over skolegangen, når de skulle bruge al tiden i beskyttelsesrum.

Det svar husker jeg, - også uden noter. Vi danskere forventede selvfølgeligt beskrivelser af grusomheder, lemlestelser mv., - men i stedet fik vi indblik i, at terror og ufred for andre var så meget hverdag, at det snarere var normalitetet.

Det er ikke til at vide, måske bor den 12 årige pige nu i Danmark som flygtning, eller måske var hun en af dem, der døde under massakrene i Shabra og Shatila i 1982.

Det var denne massakre, der satte sig så store spor hos journalisten Jørgen Flindt Pedersen, at han karrieremæssigt så tydeligt har valgt efter hjertet fremfor prestigen.

Bøger af Jørgen Flindt Pedersen:
Brylluppet i Ramallah - Blandt de besatte palæstinensere i Gaza og på Vestbredden
Drengene fra Vollsmose - Rapport fra et år i en bydel i Danmark

Jeg fik dengang i 1980 at vide, at jeg ikke måtte offentligtgøre billedet her i en avis eller lignende. Det var nemlig før set, at den israelske efterretningstjeneste havde givet oplysninger fra læsning af tyske aviser videre til falangister i Libanon, som derefter havde dræbt børn, som havde været på besøg i DDR.

Sådan fungerer terror jo, som en af de voksne palestinensere konstaterede. Og sådan fungerer terror jo netop - begge veje.

Stod i Berlin, - kendte ikke til øst og vest

Mit første besøg i Berlin var i juli 1980. Jeg ankom til byen fra den østlige side.

Jeg husker, at vi besøgte den store mindepark for de faldne sovjetiske soldater under kampene om Berlin i 1945. Det siges, at der lå ca. 100.000 begravet. De mange døde skyldes sikkert lige dele tysk stædighed mod at give op og sovjetisk iver om at opnå en propagandasejr ved at indtage Berlin.

På et tidspunkt står jeg oppe i TV-tårnet i Østberlin sammen med en 14 årig datter af en Københavnsk fagforeningsmand, der dengang var kendt for markante røde positioner.

Pludseligt går det op for mig, at hun ikke vidste, at Berlin var en delt by - at der dengang var et Nato og en Warszawapagt, der stor fjentligt overfor hinanden. Og at der gik en mur gennem byen. Oplevelsen bekræftede hvor forskelligt familier fungerer.

Hos nogen overleveres interesser for kultur, politik, idræt og meget andet fra forældre til børn. Hos andre kommer forældrenes eget liv så meget foran, at kæden falder af.

Så der stod jeg - og skulle fortælle en 14 årig dansk pige, der stod i TV-tårnet i Berlin i 1980, at Berlin og Tyskland var delt i to. (Billedet er taget ved et langt senere besøg i byen i november 2003)

8 timers kørsel fra Wounded Knee 1973

Sidste i februar 1973 besatte aktivister fra AIM (America Indian Movement) landsbyen Wounded Knee i Pine Rigde reservatet i South Dakota. Stedet er historisk (1890 massakren), - det var uden tvivl derfor det var valgt til aktionen.

Det lå i et indianerreservat, men trods det blev landsbyen omringet af paramilitærer FBI enheder i pansrede mandskabsvogne.

AIM arbejdede for at højde indianernes stolthed, får dem til ikke at bøje nakken og acceptere elendigheden. En elendighed der bl.a. omfattede racistisk nedrakning, stor arbejdsløshed og et udbredt misbrug.

De var derfor også i oposition imod "hvide indianere", der mest administrerede tillidsposter i reservaterne på de hvides vegne.

For mig selv som en 16 årig ung indianerromantiker, var det underligt at befinde mig kun 8 timers bilkørsel væk i en mindre by i Minnesota, hvor der lige ude for byporten også var placeret et mindre Dakota-reservat (Se bladet på billedet).

Jeg huser, at jeg var så heldig at have en meget progressiv ung lærer i faget "Social Science", hvor vi havde mange gode debatter om det der foregik.

Jeg klippede også ivrigt i aviserne, her er et mindre klip fra en artikel, der udemærket giver udtryk for de stærke følelser begivenhederne vækkede:

The confrontation at Wounded Knee has been mentally painful for Enos Poor Bear.
He doesn’t believe in all the violence - the shooting and the malicious damage --- nor in the talk about killing the “pigs” or dying heroically in a fight with the federal officers.

Poor Bear, after all, has been a responsible leader on the Pine Ridge Reservation, both as tribal president and as a member of the tribal council. He is a loyal American who still suffers from wounds he got in World War II.
But his 21-years-old son got shot at Wounded Knee. Shot by the federal offices who surrounded the town after it was taken over by the militant Indians.

“It ain’t right,” said Poor Bear. “My boy was a paratrooper in Vietnam and he got a purple heart fighting for his country. Now federal marshals have shot him. I tell you, it ain’t right.”

“In 1890, the blue coats shot down our people here, and they gave 18 of the soldiers the Congressional Medal of Honor for shooting mostly children and women, some of them pregnant. If them soldiers got medals then my boy ought to get a Medal of Honor, too, for getting shot here.”

Hjemve uden e-mail og telefon

Jeg har i de senere år mødt både danske og udenlandske unge, der har deltaget i udveksling. Mange ting er tilsvarende mine egne oplevelser, men kommunikationsmulighederne i dag er væsentligt forskellige.

Der var virkeligt langt hjem, når der ikke var e-mail og telefon til rådighed. Jeg tror, at jeg talte med mine forældre i telefon en enkelt gang i løbet af det år, hvor jeg som 16 årig boede i USA i 1972 - 1973.

Det var ikke lutter lagkage hos den første familie. Det var en strengt patriakalsk familie af tysk-katolsk afstamning.

Forældrene hed Bernard og Myrida. Sønnen Steven, der angiveligt skulle være min amerikanske "bror" var ikke til at slå et ord af - der hang en byrde over ham, som pigerne var fri for - han blev ikke spurgt om han skulle overtage farmen, "når han blev stor". Det var et moralsk krav.

Jeg tror det tyngede ham umådeligt meget.

Jeg var mine egne forældre hjemme i Danmark taknemmelige for, at jeg havde fået muligheden for at rejse ud, så jeg turde knapt fortælle dem, at jeg ikke trivedes. Først i december, ca. 5 måneder henne, fik jeg på en meget ydmyg måde luftet mine frustrationer i et brev hjemad:

"Kære far og mor

Jeg har haft en hård tid de sidste to uger, men det er begyndt at gå over nu. Jeg har haft mange problemer at slås med under opholdet her. Jeg kan liste nogle af grundene til dem:

De satte mig til at køre lastbil

Steven er ikke en type, der taler meget, han taler næsten ikke. Det gælder ikke kun overfor mig, men overfor alle.

Steve kan ikke lide at tage til byen til sportskampe, ... og uden ham, har jeg ikke nogen transport (der er 15 kilometer).

Der er meget arbejde og hele tiden før skolen begyndte (Bem: hele august måned) var der kun arbejde hver dag fra 7.00 - 19.00.

Når jeg snakkede med Bernard kunne han aldrig give et klart svar, jeg forstod.

Myrinda snakker ikke så meget. Hun er næsten som Steven.

I kan se, at der har været meget at slås med hele tiden, men det størte problem var ikke det sproglige, men at forstå meningen med ting.

....................."

Herefter fortsætter brevet med en længere defensiv forklaring på, at nu skal jeg nok opføre mig ordentligt, og indrette mig på familiens krav, - for det lærer jeg jo også noget af.

Jeg var virkelig bange og følte mig forladt. Og det måtte ikke blive et nederlag, og det værste var at blive sendt hjem.

Brevet ændrede ikke noget i første omgang, men mine forældre tog et initativ - trods mangel på engelskkundskaber. Det betød, at Woelfel-familien i Minnesota, hvorfor min familie sommeren før have haft besøg af af deres datter Jeanette som udvekslingsstudent, begyndte at blande sig.

Jeg kendte ikke til det, der foregik, og der gik også lang tid endnu - men i februar 1973 kunne jeg pludselig flytte til Minnesota - og fik derefter betydeligt flere positive oplevelser med fra mit ophold til USA:

Nej til Bush, - men stadig patriot

Uanset hvad vi mener om dansk deltagelse i besættelsen af Irak, så håber ingen, at danske soldater dør - eller at de bringer landet i vanære ved en grov optræden.

Denne dobbelthed indeholder amerikanerne i langt højere grad. Da jeg i sommeren 2004 besøgte Minnesota, inviterede jeg "min amerikanske søster", Jeanette, til Europa. Klart nok, så er hun ikke min rigtige søster, - men vi betrager hinanden som så - fra dengang i foråret 1973, hvor jeg boede hos hendes familie i Minnesota.

Jeanette har tyske aner. Ja faktisk havde hun lidt tysk i børneskolen, da det stadig blev tilbudt i skolen i den lille by, hvor hun voksede op. Hun husker også en bedstemor, der talte mere tysk end engelsk.

Under besøget i Europa ønskede hun at se Tyskland. Derfor tog hun, jeg og min yngste søn Niels på tur til Berlin nogle dage i efterårsferien oktober 2004.

Vi boede billigt på hotel i Vestberlin. Jeg havde hørt om stedet gennem Jessica, en fuldt dansketalende tysker fra Flensborg, der fungerer som lærer her i Skive.

Berlin er historisk på så mange måder. For Jeanette var det klart nok, - at den også skulle opleves, som det sted, hvor Kennedy havde forsvaret byens vestlige del med ordene "Ich bin ein Berliner".

På billedet ses hun ved "Checkpoint Charlie", den grænseovergang, som amerikanerne administrerede under den kolde krig.

Jeanette har ikke meget at takke Bush for. Familien har lidt under, at hendes mand, der tidligere kunne arbejde som højkvalificeret svejser med opbygning af kraftværker, i de seneste år kun har kunnet finde midlertidige jobs med reperation af kraftværker.

Hendes søn søgte ind til flåden, men blev ikke optaget. Hvorfor, - for at skaffe sig en faglig uddannelse, som han nu må søge at skaffe sig andetsteds. Det er alment kendt, at mange unge amerikanere søger ind til militæret - ikke med et ønske om at slås, men blot for at få en bedre chance i livet.

For Jeanette var det lettelse, at sønnen prøvede at komme ind i flåden. Mange forældre frygter med rette, hvad der kan ske, hvis deres søn kommer ind i kampstyrkerne.

Jeanette kalder Bush en løgner, der narrede amerikanerne ind i krigen i Irak. Hun personificerer det, som vi ville kalde "lower middle class", men er stadig stolt og patriotisk.

Kurdisk skolefrøken med lerklinet koloniengelsk

For nogle år siden oplevede jeg som lejerrepræsentant i det lokale beboerklagenævn et besynderligt eksempel på kultursammenstød.

En enlig ældre ugift kurdisk flygtning boede til leje hos et boligselskab. Selskabet klagede over, at hun gjorde skade på lejligheden.

Da vi mødte op hos hende, mødte vi en højst kultiveret og meget belæst ældre lærerinde, der talte et tydeligt engelsk. Men samtidigt et engelsk, der gav den lyttende associationer til et engelsk, som det måske har lydt i kolonitiden.

Det var som at høre toner fra en fjern tid.

Hun havde levet det meste af sit liv i den del af "Kurdistan", som ligger Iran, og var på en eller anden vis kommet til Danmark som flygtning i kølvandet på Irak-Iran-krigen og/eller undertrykkelsen af kurderne i Iran.

For at vi kunne få adgang, havde hun tilkaldt en mandlig slægtning, for det sømmede sig ikke for en enlig dame at have besøg af fremmede mænd i sit hjem. Og det viste sig også, at boligselskabets vicevært aldrig havde været indenfor, - man kunne ane, at sagen måske var rejst af fornærmelse over dette.

Det var ikke sådant, at hun bar slør, - erfaringsmæssigt er det ikke så udbredt blandt kurderne som flere af de andre mellemøstlige flygtningegruper.

Den kurdiske lærerinde havde mange bøger, heraf også mange på engelsk, på hylderne. En kort snak herom indgød os alle respekt.

Det der var problemet, var at hun brugte for store mængder vand til rengøring, - og hun ønskede netop at holde sit hjem rent. Man vandet fik i for stort omfang lov til at ligge uden at blive tørret op.

Det viste sig, at hun trods sin position i landsbyen hjemme i Kurdistan havde boet med lerklinet gulv, - og derfor ikke have erfaringer med træparketgulve.

Hun havde på det tidspunkt vi traf hende boet adskillige år i Danmark, men kunne samtidigt fortælle, at der aldrig havde været nogen forbi, der havde givet hende bare den mindste vejledning i, hvordan hun skulle takle det huslige i den lejlighed, som hun boede i.

Vi var i beboerklagenævnet helt klart af den opfattelse, at det handlede om lidt assistance med vejledning omkring rengøring - ikke udsmidning. Hvis ellers Boligselskabet ville opføre sig kultiverede og anvarlige.

Det var ikke en flytning, der gjorde fortræd, - men en danskhed, der ikke mærkede ordentlig efter, hvad den stod overfor.

Når talen flyder, - om krig, fred, indianere og protest

Terri og jeg talte om Irak-krigen og blandede det med Dakota-indianernes opstand i 1852, da vi kørte forbi to monumenter på vejen fra Minneapolis mod Redwood Falls den 28. juni 2004. det ene et monument for en hvid, der blev slagtet og det andet for de indianere, der døde.

De fleste vil kunne genkende, hvordan en længere samtale med en bekendt fra gamle dage flyder fra emne til emne.

Jeg vurderer Terri til at være en liberal, intellektuel ”upperclass-like” amerikaner. Klart i opposition til Bush-styrets kurs. Hun vurderer ikke sig selv til at være overklasse, men blot almindelig. Terri var en af mine Classmates fra 1973, men hun havde dertil et par år senere være på ½ års ophold på et kursus for amerikanske universitetsstuderende i tilknytning til Ålborg Universitet.

Terri synes, at det havde været naturligt, at Danmark havde sendt tropper til Irak lige efter den amerikanske invasions afslutning, men hun fattede ikke en lyd af, hvorfor det forlød, at Danmark vil sende flere på et tidspunkt, hvor andre som f.eks. Spanien trak deres hjem. Det var hendes kommentar til at Anders Fogh Rasmussen i den amerikanske presse var citeret for, at Danmark ville sende flere tropper. Et citat, der naturligvis fandt i god jord hos Bush, når han skulle lappe på image på hjemmefronten.

M.h.t. indianerne, er Terri ret bramfri: ”We killed the Indians”. Men ganske som jeg selv, har hun en romantisk sympati netop for indianerne. Derfor var vi senere på ugen også på besøg på et historiske arkiv i Minneapolis, hvor jeg fik et kort kik på faktiske arkivalier, hvor overlevende farmere havde givet øjenvidneforklaringer på dels indianernes drab på hvide og senere den offentlige hængning af 39 indianere, der havde deltaget i opstanden. En henrettelse, der samlede mange tilskuere fra nær og fjern.

Faktiske arkivalier er ikke at være der – dengang det skete i fortiden, men det er at være langt tættere på, end en historiebog skrevet i vores egen tid.

Kendskab til historien er et magtfuld redskab. Det kan misbruges til nationalromantik, men positivt kan det også gøre os ydmyge - ved at lære af fortidens grusomheder og fejl, minsker vi risikoen for at de "genudsendes".

Det er i særdeleshed vigtigt at mange flere får større forståelse af de problemfelter der ligger i, når forskelligeartede kulturer mødes.

Terri viste mig også Minnehaha vandfaldet i Minneapolis, som i 1998 – 1999 havde været midtpunktet i et større opgør. På den ene side stod miljøinteresser og beskyttelse af et naturområde, der var helligt for Mendota Mdewakanton Dakota. På den anden side et ønske om at bygge en ny motorvej, highway 55, til at servicere trafikken ind mod Minneapolis.

På et tidspunkt mellem jul og nytår 1998, gik over 800 betjente ind i området for at fjerne 25 indianere, der havde forskanset sig i træerne i området.

Noget mere dramatisk end da en gruppe aktivister, der kaldte sig midtjyder mod motorveje sad i et træ ved Silkeborg.

Begivenheden er skildret i en vise af den amerikanske protestsanger David Rovics: Morning at the Minnehaha Free State

Niece exchange student i Michigan

I 1998 - 1999 var min niece Lea på et års ophold som exchangestudent i Michigan, USA. Jeg benyttede mig af muligheden or at kommunikere på engelsk. Lea er nu i 2006 i gang med en uddannelse indenfor fysioterapi i København.

I forhold til at forstå at verden udenfor er tættere på, end de snævre nationalromantikerere forstår, så er dette guld værd, at danske unge kommer udenfor landets grænser i andre sammenhænge end som turister eller på jagt efter billige øl og cigaretter.

Her et klip fra mit brev til Lea den 3. oktober 1998:

"From your letter I recognize from my own stay being part of an international community of exchange students from different places in the world. I was very found of an sweet girl, Merisa from Brazil, and I admired Chris being an white South African from a liberal family, who had an older brother, who was banded from university for agitating for letting blacks attend South African universities along with white students.

Glad to hear, that you like to learn about American history. I did to, thou the way of teaching was very old fashion, - in North Dakota I had the football coach as history teacher, - and he sure was better at coaching football than teaching.

Right now I’m using my time mostly on working for the continuation of our 10th grade school in Skive. I enclose and newspaper article, that describes the problem.

Svend, now an 8th grader, is at a swimming contest in Thisted this weekend, and in the fall-vacation he’s going on training camp with the swimming club to the Chezh Republic. It is his first trip abroad without his parents.

Ulla is participating in a weekend seminar in Hals in this weekend, and in the following week, she is going away to a teachers training course.

On Friday, the 8th of October we’re going to Hanne and Jens in Nr. Søby, to dine with your family to, when we’re celebrating my fathers 75th birthday.

As you can se, like your parents, we’re busy as usual."

Returnee-netværk førte til fransk middag i Versailles

Efter hjemkomsten fra USA i 1973 indgik jeg i et fællesskab af ”returnees”, der var tilknyttet organisationen Youth for Understanding. Og hjemme på husmandsstedet i Salling var familien værtsfamilie for unge amerikanere i flere omgange.

I sommeren 1974 var det Judy fra Seattle, Oregon. For hende var et husmandssted i Vestjylland, formodentligt et underligt sted at befinde sig, men til gengæld viste hun initiativer, der bragte hende meget omkring – også helt på egen hånd. Hun kom selv fra et intellektuelt hjem, med interesse for kunst. Hendes familie havde en jødisk baggrund, men det var uden at være religiøst bundet til jødedommen.

I starten af juli deltog Judy, min søster Kirsten og jeg selv til et YFU arrangement i tilknytning til Rebildfesten. Her deltog også enkelte YFU-returness fra andre europæiske lande. Heriblandt Cecilie fra Frankrig, der havde været i USA to år før mig – og nu gik på Université de Paris (Sorbonne).

Judy og Cecilie blev meget gode venner, og det førte til, at Judy besøgte Cecilie i Versailles i august 1974. Mine forældre, der havde det formelle ansvar for Judy som værtsfamilie, så lidt undrende til, - selv havde de endnu ikke været udenfor Danmark – det må havde været en stor mundfuld at se på, hvordan ungdommen opførte sig.

Senere samme efterår skulle min gymnasieklasse fra Skive Gymnsium og HF til Paris. Selv havde jeg absolut ingen franskkundskaber. Jeg havde selv valgt russisk på gymnasiet, for at stå lige med andre m.h.t. det andet fremmedsprog.

Vi havde fået grundige instruktioner om, at vi ikke måtte færdes på egen hånd, men reelt tog vores lærer sig for lidt af, hvad vi gik og lavede.

Vi besøgte en af dagene Versailles. Det jeg husker bedst, fra da vi så slottet og det store parkområde, var en lille stråtækt landsby, som den franske dronning Marie-Antoinette, havde ladet opføre som en romantisk landsbyidyl i sammenhæng med hendes lystslot. Det blev fortalt om hende, at hun ikke forstod, hvorfor folk ikke spiste kager, når de ikke havde brød nok.

Er du mere intresseret findes der en historisk roman om Marie Antoinettes dramatiske liv. Den skilder samtidigt Frankrig under revolutionen: En dronnings bekendelser - en opdigtet selvbiografi, fås hos Saxo.dk.

Jeg havde ikke haft kontakt med Cecilie siden sommeren – hun var primært Judy’s veninde, men af nysgerrighed havde jeg taget hendes adresse med – og da muligheden bød sig forlod jeg gymnasieklassen for at finde hendes adresse. Den lå centralt i Versailles.

”Jeg havde ingen besvær med at finde stedet, hvor hun boede, men da jeg fandt huset, vidste jeg ikke i hvilken lejlighed. Jeg viste en gammel mand adressen i håb om, at han ville udpege døren for mig. Han forstod vist ikke, hvorfor jeg ikke kunne læse på et skilt, der sad på væggen, men efter nogen tid pegede han dog på en dør. Det viste sig at være den rigtige dør, og jeg var da også heldig. Hun var hjemme.”

Selv tog jeg senere om aftenen alene retur til Paris med bus og to dage senere besøgte jeg igen Cecilie, hvor jeg var budt på middag med familien. Der er altid noget særligt ved at blive inviteret indenfor i et privat hjem i et fremmed land, og særligt i en situation, hvor sproget ikke slår til. Det er oplevelsesmæssigt langt mere intenst end statuer, turistboder og køb af junkfood på gaden.

Cecilie var den eneste, der kunne tale engelsk, og selv fulgte jeg opmærksomt hvordan familien opførte sig ved bordet. Man skulle jo nødigt være alt for kluntet. Og jo, de blandende vin og vand – og brugte det som tilbehør til maden. I 1974 var vin stadig en sjældenhed i mange danske hjem. Men på middagsbordet i Versailles var det nærmest sat på bordet, som var det saftevand.

Cecilie med lillesøster på skødet.

These Youngsters have been Banned

Vi er tilbage i 1973, overskriften er fra det sydafrikanske dagblad Sunday Tribune fra den 4. marts 1973.

I artiklen fortælles om 8 unge hvide sydafrikanere, der var sat i husarrest få dage forinden. Selv fik jeg en kopi af artiklen lidt senere samme måned.

Husarresten betød, at de 8 var frarøvet deres ytrings- og bevægelsesfrihed. De kunne fortsat gå på arbejde, men var tvunget til at befinde sig indenfor et nærmere bestemt område, som de sydafrikanske myndighederne fastlagde for hver enkelt.

De 8 unge tilhørte et mindretal af engelsktalende veludannede og liberale hvide sydafrikanere, der var i opposition til apartheidpolitikken. De tilhørte en studenterorganisation, der bl a. havde agiteret for at give sorte ret til at komme ind på de universiteter, som de selv gik på.

De sydafrikanske myndigheder henviste til en lov om bekæmpelse af kommunisme fra 1950. For styret var borgerrettigheder for sorte nemlig lig kommunisme, - ikke underligt, at det sydafrikanske kommunistparti voksede sig stærkt – med en så ”kompetent” modstander.

Jeg har aldrig været i Sydafrika, men kom i berøring med historien, på Redwood Falls High School, Minnesota. En af mine ”classmates” på skolen var Chris, der selv var udvekslingsstudent.

For Chris var Redwood Falls noget langt ude på landet, - for langt væk fra begivenhedernes centrum. Han havde drømt om at komme til en større by i USA.

Mine “Classmates” Chris og Sue i Alexander Ramsey Park i Redwood Falls foråret 1973.

Chris havde en ældre bror hjemme i Sydafrika, der selv var sat i husarrest.

Derfor fik både jeg og mange andre på skolen førstehåndskendskab til Sydafrika. Ikke fra systemet, ikke fra de sorte, men fra en størrelsesmæssigt beskeden fraktion af den hvide overklasse, der var i opposition til apartheid.

Chris returnerede dengang i 1973 til Sydafrika. I en lokal avisartikel reflekterede han før sin afrejse bl.a. over, at han gerne så de forbedringer, der var sket omkring racespørgsmålet i USA slå igennem i Sydafrika.

Han skuffedes helt sikkert hjemme i Sydafrika og emigrerede nogle år retur til USA. Her slog han sig efter de beretninger jeg har fra andre ”classmates” ned som en succesrig ejendomsmægler.

"Undskyld, hvor er den hvide kø?" kan købes hos Saxo.dk

Vinderup, ny og moderne - Sevel ville ikke forstyrres

De der kender Vinderup kan umiddelbart have svært ved at genkende meningen med overskiften.

Men historiske set, så er Vinderup ny og moderne. Og hvor vi i dag skal se forandringerne i et globalt perspektiv, kan vi i historien genkende lignende brydninger imellem gamle og nyt. Men verden var dengang så stor og fjern, at det meste skulle ses i det nære.

Vinderup er en klassisk stationsby. Den skylder banen sin eksistens. Før banen kom til var byen navn knyttet til proprietærgården Vinderupgaard. Og før 1970 lå stationsbyen Vinderup ikke i Vinderup Kommune. Den daværende sognekommune hed Sahl, det landsbysamfund og den kirke, der oprindeligt havde givet navnet til området.

Det var først ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor Ejsing, Handbjerg, Ryde, Sahl og Sevel sogne blev sammenlagt, at kommunens største by Vinderup kom til at lægge navn til kommunen.

Men Sevel har også sin del af æren for at Vinderup blev den by vi kender. Da Sevel i 1800-tallet var egnens betydeligste by, et sted, som de rejsende kom fordi, ville det have været naturligt at lægge banen fra Skive til Venø Bugt (Struer ) omkring Sevel. Når det ikke skete, skyldes det efter sigende, at borgerne i Sevel sagde nej.

De ville ikke have freden forstyrret af den slags spektakel.

Omvendt stod det til på Vinderupgård, hvor en meget fremsynet gårdejer, der havde sans for, at banen ville kunne bringe vækst og foretagsomhed med sig. Han havde været på spil, da vejføringen af den nye Skive – Holstebrovej over Kjærgårdsholm blev fastlagt. Både vejen og senere banen skar igennem hans ejendom.

Jernbanestationen blev placeret ude i det øde landskab, der hvor vejen skar over banen nær gården.

Den skæbne, at både vej og bane kom til at gå udenom Sevel, har byen haft til fælles med mange andre landsbyer, der ikke helt forstod hvilke betydningsfulde ændringer, der skete med trafikmønstrene sammen med den tekniske udvikling.

Fra gammel tid havde enge, åer, fjorde, moser og andre lavtliggende områder været svære at passere. Derfor lå de vigtige veje, som f.eks. hærvejen, på de højere liggende landområder – og de krydsede vandløbende, der hvor de var lettest at komme over. Når Vinderup pludseligt kunne løbe med både vej og bane, så skyldes det derfor både de ny muligheder, hvor vådområderne kunne passeres og det nej til banen, der tilsyneladende har lydt fra Sevel.

Tilbage i tiden lå Sevel ved en af Jyllands vigtige trafikforbindelser. Vi finder minder om det i vejnavnet Adelvej. Navnet var dels knyttet til vejen fra Holstebro igennem Sevel videre over Hjelm Hede til Skive, men kan også forbindes med en oldgammel vej fra Lemvig, nord om Ryhave, der mødte Holstebro – Skivevejen i Sevel.

Det kunne være blevet enden på Sevel. Det blev det ikke. Men det har måske i stedet været med til at sikre, at landsbyen fremstår som et meget både fredfyldt og naturskønt sted på landet.

De to byer indgår i mit barndomslandskab.

Min mor var 17 år, da hun i november 1952 fik plads på en gård i Blakskær ved det sydvestlige hjørne af Stubbergård Sø, ca. 4 km. syd for Sevel. Hun var der vinteren over indtil forårsskiftedag den 1. maj 1953, og det halve år gik bl.a. med at sortere kartofler til eksport. Der var ingen kære mor, hvis det ikke blev udført minuteriøst, da en syg kartoffel i et større parti kunne betyde, at gårdmandens fik en hel ladning kasseret hos eksportøren i Esbjerg.

På samme tid havde min far fået arbejde på en anden gård ved Ejsing.

De var kærester fra sommeren forud, hvor de begge havde været i job i Rønbjerg.

De cyklede begge på skift imellem de to gårde igennem Sevel og Vinderup, når de besøgte hinanden. På et tidspunkt undervejs blev der købt forlovelsesringe ved guldsmeden i Vinderup.

Senere boede min morbror en tid i Sevel i et hus bag kirken, hvor han forsøgte sig som malermester. Herfra husker jeg, at jeg som dreng har været gæst i byen.

På den vis kan jeg på meget beskeden vis forbinde mig selv til Sevel og Vinderup.

Dixie Chicks fighting Bush

Vi kender det hjemmefra. Når der tales nedsættende om smagsdommere, når Richard Ragnwald lod sig hverve til at synge hyldestsang på Dansk Folkeparts landsmøde for år tilbage: "Kære lille Pia, kære lille Pia, snart så skal der være valg; du vil få masser af stemmer over det ganske land …..”

Og måske mest uhyggeligt, når f.eks. begejstringen hos fodboldsfans udnyttes af højreradikale, der i læ heraf søger at fremme deres budskaber.

Det jeg taler om, er den folkekultur, der gør en dyd ud at ikke at være elitens kultur. Den følger nogle sportsgrene. Musikalsk kan det herhjemme være Dansk Top, i USA er det countrymusikken. Lyden og stemningen kan jeg egentligt godt li, det er som at falde tilbage i gamle dage. Men heri kan der også ligge noget skræmmende, hvis man ikke lige tænker sig om.

Ved en ren tilfældighed stødte jeg på nettet på en sang med contrysangerinden Chely Wright. Ses her.

Sangen ”Bumber of My SUV” hylder den tapre og patriotiske landsoldat i amerikansk udgave, og den fremstiller herunder den simple og jævne mand som beskytteren af de friheder, som de rigere og mere kritiske ikke forstår at værdsætte.

Det er en dyd at være tro mod sit land, det er ikke en dyd at være viis.

Men omvendt ligger en stærk cocktail i, at mennesker der har noget alvorligt på sinde, krydser kulturelle grænser. Få er i tvivl om, at Niels Hausgaard er progressiv og humanistisk i sit livssyn, men samtidigt har han tit ramt ind i centrum af den folkelige massekultur.

Et tilsvarende modsætningsfuldt kulturmøde blev åbenbart efter, at Natalie Maines fra Countrygruppen ”The Dixie Chicks” i 2003 udtalte dette ved en koncert i London: ”Just so you know, we're ashamed the President of the United States is from Texas.”

Gruppen blev efterfølgende lagt for had af nogle af deres tidligere fans, der var eksempler på demonstrative afbrændinger af CD’er, og der var radiostationer, der boykottede deres musik.

Noget der virkeligt rammer Bush hårdt m.h.t. "The Dixie Chicks" er at de hører til i Texas, at de står ved deres kulturelle udgangspunkt, og derfor forstyrrer naive patrioter på deres kulturelle hjemmebane.

De forholder sig også til soldatens liv i deres musik. Og følelserne er også imellem kvinderne derhjemme og soldaten derude i det fjerne. Men det er uden nationalromantik. Et eksempel er: ”Travelin' Soldier”.

At de er vaskeægte contrywestern musikere og hører hjemme i denne kultur kan fornemmes af disse musikvideoer:

Long Time Gone
Travelin' Soldier

Fra Korea til Narsarsuaq for at dø

Jeg mødte Ulla i 1979. Hun havde tilbage i 70’erne boet en tid i Grønland og havde en tid studeret Grønlandsk ved Universitetet, før hun kom til Skive for at gå på vores lokale Seminarium.

I 1981 var hun færdig med lærerstudiet, - jeg var selv kun halvt færdig. Der var ingen job at få, - og Grønland var tiltrækkende.

Ulla tog derfor to års arbejde ved skolen på flyvepladsen i Narsarsuaq i Sydgrønland. Jeg havde undervejs to gange glæden af at besøge hende deroppe.

Stedet var i sig selv historisk. På den anden side af fjorden lå Erik den Rødes gamle bygd fra Nordbotiden. Og Narsarsuaq havde engang været Narsarsuaq-Airbase, en vigtig amerikansk base i den tidligste del af den kolde krig, fra før den tid, hvor de to supermagter kunne nå hinanden med raketter. Basen kunne stadig anes, bl.a. gennem et stort område med gammelt skrammel og affald.

Amerikanerne havde anlagt den første havn her i 1943, og kun 3 måneder efter kunne de første fly lande.

Under et af mine besøg blev jeg overrasket efter en samtale med en flyvepladsens danske ansatte. Han viste mig et kort over hvor omfangsrigt basen havde været i de første år af 50’erne. Han fortalte mig, at kortet var hemmeligt, og dette synes at bekræftes af denne omtale:

Narsarsuaq (grønlandsk: Den store slette) er hovedlufthavnen i Sydgrønland.

Sagen var, at amerikanerne på det tidspunkt bl. a. havde indrettet et stort militærhospital, der anvendtes til sårede fra Korea-Krigen. Den lå i "hospitalsdalen" (området på skitsen) skjult bag et mindre fjeld inde bag flyvepladsen. Hospitalsdalen var forbudt område også for de fleste af basens øvrige ansatte. Området havde eget el-værk.

Det virkede underligt, - hvorfor flytte sårede soldater fra Korea til dette fjerne sted på Grønland.

Fortællingen siger, at det i høj grad var de håbløse tilfælde, der blev kom derop – og logikken har været den samme, som når den nuværende amerikanske regeringen har forbudt pressen at fotografere begivenheden, når kisterne ankommer med fly fra Iraq.

Krigens gru sættes i relief, når hårdtsårede amerikanere kunne risikere at blive sendt til Grønland for at dø langt fra sine nærmeste, fordi nogen vurderede, at det var det bedste for krigsmoralen hjemme i USA.

Amerikanerne forlod området i 1958, hvor det blev opkøbt af et norsk firma for 10 mill. kr. De hentede alt af værdi, massevis af biler flere el-værker mv. og sejlede det væk i flere skibsladninger. Senere overtog danskerne det raserede område.

M.h.t. Ulla har hun beriget mig med en forståelse for tosprogethed, hvor hun ved sine studier og praktiske viden om grønlændernes problemer omkring samme, var forud for de fleste – og netop forud for den tid, hvor der kom nye flygtningegrupper til Danmark fra Mellemøsten.